Faktaboks

Steen Reeslev
Født
25. maj 1959
Nationalitet
Dansk
Virkested
This Is Touch
Steen Reeslev mens han var kommunikationsdirektør i A.P. Møller - Mærsk.
Steen Reeslev mens han var kommunikationsdirektør i A.P. Møller - Mærsk.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Steen Reeslev har været en markant aktør i den danske marketingverden, hvor han igennem job i nogle af Danmarks største virksomheder i 00'erne og 10'erne satte sit præg på branchens dagsorden.

Uddannet journalist

Steen Reeslev er uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus fra 1986 og i det meste af 90'erne (1988-1997) virkede han i PR-branchen som chef for Burson Marsteller i Ungarn. I 1998 vendte han hjem til Danmark, hvor han blev kommunikationsdirektør i Danske Bank under Peter Straarup, der netop var tiltrådt som ordførende direktør.

I de kommende år blev der udviklet en værdistrategi med fem kerneværdier, der skulle gennemsyre alt, hvad man foretog sig i Danske Bank. Strategien blev grundlaget for kampagnen "Gør det, du er bedst til – det gør vi", der blev en solid succes for banken. Steen Reeslev havde satset og hyret det helt nystartede bureau &Co til udviklingen af kampagnen.

Satte sit præg på branchen

I den første håndfulde år i 00'erne bragte Steen Reeslevs arbejde for Danske Bank ham helt frem i marketing-, medie- og bureauverdenens rampelys, og han blev en markant skikkelse, som gennem flere initiativer satte sit præg på branchen. Da fagbladet Markedsføring i 2003 kårede de meste indflydelsesrige personer i branchen under temaet "Branchens vigtigste ordførere", toppede han listen.

I Danske Bank rykkede han også op i systemet, og da han stoppede i 2008, var han medlem af bankens executiv komite med titel af Executiv Vice President og Head of Group Communicaations.

Fra Danske Bank gik turen videre til Danmarks dengang største og mest betydende virksomhed A.P. Møller – Mærsk, hvor hans opgave var at modernisere koncernens kommunikation og gøre den mere åben mod omverdenen. Et af de meget synlige resultater kom i 2012, da han for 12 mio. kr. fik produceret en ambitiøs og stor corporate film for A.P. Møller – Mærsk, We Are Maersk, som blev præsenteret under stor opmærksomhed.

I 2013 stoppede han hos Mærsk og stiftede This Is Touch, der havde fokus på at producere corporate films med henblik på at få dem bragt på tv-stationer i Asien, Afrika, Mellemøsten og Latinamarika. Han trak sig dog fra firmaet efter nogle år, og har siden fungeret som kommunikationsrådgiver i eget firma, Reeslev-com.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig