På sit felt fyldte Andersen vedholdende længe og meget. Han fortsatte i 1900-tallets første årtier sine kritik- og essays-udgivelser og var samtidig en central del af forlaget Gyldendals omfattende dominans af det litterære miljø. I stadig flere sammenhænge skrev han forord, påtog sig redaktion, bidrog til jubilæer og begivenheder, typisk med et nationalt aspekt, og han stillede beredvilligt med foredrag i mange anledninger. Med et ideal om at forene det folkelige og det akademiske blev han i kontakt med mange miljøer landet over en kulturel figur ud over sit strikte fagfelt.
Både mundtligt og på skrift gav blandingen af nationalbevidsthed og inderliggjort forhold til litteratur et forkyndende præg til hans ønske om at vække folkets fællesfølelse og individets selvfølelse. Han blev som underviser med stor udstråling og pædagogisk initiativ (bl.a. cykelture med de studerende) en ledestjerne for et par generationer af gymnasie-dansklærere, men hans udfoldelser skyggede også for andre mere systematiske metodiske tilgange, der var på vej.
I tidens kulturdebat tilhørte han udpræget den fløj, der ville neutralisere Georg Brandes' nyere europæiske orientering, radikalismen og det moderne gennembruds betydning. Hans nationale og i flere henseende konservative (men ikke kristent orienterede) position stod for en modernitetskritik i industrialiseringens og urbaniseringens tid – som naturligvis også mødte opposition.
I hans ordrige og smidige skribentvirksomhed var der tillige en kunstnerisk åre – bl.a. studenterrevyer og fx en libretto til Carl Nielsens succes-opera Maskarade i 1906. Som klassisk filolog kunne han oversætte fra både latin og græsk – og som foredragsholder og oplæser var han i årtier efterspurgt uden for universitets mure, også fx i radioen under Besættelsen, og han indspillede også tale-grammofonplader.
I et langt otium fortsatte en del af hans forskelligartede produktivitet, især genoptog han det åndshistoriske arbejde med Tider og Typer med seks bind om den romerske lyriker Horats og hans spor i europæisk og nordisk litteratur (1939-1951) – der dog ikke fik den største udbredelse.
Der foreligger foruden to festskrifter mange erindringsportrætter og karakteristikker af Andersen fra tidligere kolleger og elever; han var rigt ordensdekoreret, fik flere svenske akademiske hædersbevisninger og Holbergmedaljen i 1934, og han var fra 1923 medlem af Videnskabernes Selskab.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.