Bolden sættes i spil, ved at en spiller server; bolden skal ligge stille i den hånd, der ikke holder battet. Håndfladen skal være åben og holdes bagved bordets endelinje over bordhøjde, hvilket også gælder battet. Serveren skal kaste bolden mindst 16 cm op i luften uden at skrue den med hånden, og den må først rammes, når den er på vej ned.
Bolden skal derefter først ramme egen bordhalvdel, hoppe over nettet uden at røre det og dernæst ramme modstanderens bordhalvdel. Modstanderen returnerer bolden ved med ét slag at slå den direkte over nettet og ned på modstanderens bordhalvdel.
I double skal bolden i serven først ramme serverens højre bordhalvdel og dernæst modtagerens højre bordhalvdel. I double skiftes spillerne til at slå til bolden. Der er serveskift i både single og double, når de samlede point er delelige med 2 (lige antal). Denne regel har været gældende siden 2001. Indtil da skiftede serven ved hvert 5. point.
Et sæt vindes af den spiller eller det par, der først får 11 vundne bolde (point). Står begge spillere eller par på ti point, vindes sættet af den spiller eller det par, der først opnår to point flere end modstanderen. En kamp er afgjort, når en spiller eller et par har vundet tre sæt i en femsætskamp eller (ved DM) fire sæt i en syvsætskamp.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.