En fiktiv kraft er en kraft, som optræder i accelererende henførelsessystemer. Fiktive kræfter skal ikke forstås bogstaveligt som en "fiktion"; de kan mærkes, når man befinder sig i et accelereret system, fx en bus eller en elevator, der accelererer, eller en karrusel, der roterer. Fiktiv angiver her, at der ikke er tale om en af de sædvanlige kræfter, som indgår i Newtons love om bevægelsessystemer; i stedet skyldes de alene systemets acceleration.

Newtons bevægelseslove gælder kun i inertialsystemer, dvs. systemer i jævn bevægelse i forhold til fiksstjernerne. Et accelereret system er ikke et inertialsystem. Newtons love kan dog stadig anvendes, når en eller flere fiktive kræfter føjes til naturkræfter som fx gravitation og elektrisk tiltrækning.

Fiktive kræfter har en vigtig lighed med gravitationskraften: De er proportionale med legemets masse.

Eksempler på fiktive kræfter

Eksempel 1: En person i en bil, der bremser

En person, som befinder sig i en bil, der bremser op, mærker en kraft, der skubber personen fremad mod forruden. Det er ikke en af de sædvanlige kræfter, som indgår i Newtons love, men en fiktiv kraft.

En observatør, som står ude på fortovet, vil blot se personen fortsætte fremad, da bilen bremsede. Observatøren befinder sig nemlig i Jordens inertialsystem, og set derfra er personen ikke påvirket af nogen kraft og vil ifølge Newtons 1. lov fortsætte fremad med konstant hastighed.

Personen i bilen mærker imidlertid reelt at blive skubbet frem mod forruden. For at beskrive personens bevægelse i forhold til bilen, som ikke er et inertialsystem, men et accelereret system, er det derfor nødvendigt at tilføje en fiktiv kraft: Personen har massen m, og bilen har accelerationen a med en retning modsat bevægelsesretningen, da bilen bremser. Den fiktive kraft, som skubber personen frem, er Ff = -m∙a, hvor minustegnet angiver, at kraften er rettet modsat accelerationen.

Eksempel 2: Følelsen af at stå i en elevator, der kører

Eksempel 2: Det nedadrettede kraft, som mærkes i en opad startende elevator (følelsen af at blive trykket ned mod gulvet i en elevator, når denne accelererer opad), er en fiktiv kraft. Har en person massen m og elevatoren accelerationen a, er den fiktive kraft Ff = -m∙a, hvor minustegnet angiver, at kraften er rettet modsat accelerationen.

Fiktive kræfter i roterende henførelsessystemer

I roterende henførelsessystemer som drejeskiver, loopende flyvemaskiner eller jordoverfladen er de fiktive kræfter mere komplicerede; se centrifugalkraft og corioliskraft. De fiktive kræfter har bl.a. indflydelse på tidevandet (høj- og lavvande).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig