folkepension

Grundbeløbet kunne indtil den 1. januar 2023 blive sænket som følge af arbejdsindkomst eller indtægt fra selvstændig erhvervsvirksomhed, hvorimod pensionstillægget reguleres på baggrund af alle indkomster, herunder aktieindkomst eller anden kapitalindkomst, samt ATP og arbejdsmarkedspension; ægtefælle/samlevers indtægter fra pension, løn og indkomster fra egen virksomhed ikke indgår dog ikke heri. Der er en bundgrænse, hvor indkomster herunder ikke medfører en reduktion i pensionen.

Udviklingen af især de kollektive arbejdsmarkedspensioner har medført, at en stigende andel af befolkningen alene modtager grundbeløbet, når de når folkepensionsalderen, og det forventes, at denne andel vil stige i de kommende år. De aktuelle pensionsbeløb og regulering af folkepensionen fremgår af Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

I forlængelse af folkepensionen er der også mulighed for at modtage en ældrecheck, der ikke kun er afhængig af indkomst, men også af en eventuelt formue. Ældrechecken er i 2025 blevet forhøjet, så den udgør op til 25.700 kr. afhængig af indkomst og udbetales til ca. 300.000 personer. Arbejdsindkomst kan indgå ved beregningen heraf, da den tager udgangspunkt i den personlige tillægsprocent, idet dog fra 2025 at en ægtefælle/samlevers indkomst fra dagpenge, efterløn, fleksydelse eller sygedagpenge indgår i beregningen..

Brøkpension er en ydelse, som gives til en person afhængigt af antal år, personen har levet og arbejdet i Danmark. Størrelsen af pensionen afhænger dermed af, hvor mange år vedkommende opfylder kriterierne for at få pension i Danmark. Det vil typisk være personer, som også kan være berettiget til pension fra et andet land.

I 1922 blev alderdomsunderstøttelsen afløst af en aldersrente, som var et fast, indtægtsreguleret beløb, hvortil der var knyttet visse værdighedskrav. Renten var en særdeles beskeden ydelse, som blev ydet fra det 65. år, undtagelsesvis fra det fyldte 60. år.

Aldersrenteloven kan i flere henseender betegnes som skelsættende. Almisseprincippet blev afløst af et retsprincip, og aldersrenten blev finansieret over skatterne og ikke via tvungne arbejdsmarkedsbidrag til forsikringsordninger, som det var tilfældet i de fleste europæiske lande. Endvidere blev loven fundamentet for den senere udvikling af alderdomsforsørgelsen i Danmark.

Der er sket en gradvis forhøjelse af ydelserne og en stadig lempeligere indtægtsregulering, der efterhånden har medført, at stort set alle danskere, som opfylder alderskravet, omfattes af ordningen.

Som milepæle i denne udvikling kan nævnes Folkeforsikringsloven fra 1933 samt en lov fra 1956, som indebar, at betegnelsen aldersrente ændredes til folkepension. 1956-loven betegnes også som det tidspunkt, hvor folkepension blev en universel ydelse i den danske velfærdsstat. Med virkning fra 1957 blev der gennemført en ordning, der indebar adgang til at oppebære folkepensionens mindstebeløb uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold.

Denne ordning blev udbygget fra 1964, indtil der i 1970 var adgang for alle, der opfyldte alderskravet, til at få folkepensionens fulde grundbeløb. Til pensionister med ingen eller kun beskeden indtægt blev der ydet et pensionstillæg. Værdighedskravene bortfaldt endeligt i 1960.

Alderskriterierne mht. at opnå aldersrente og senere folkepension har bl.a. under hensyn til de ældres beskæftigelsessituation varieret en del siden Aldersrentelovens vedtagelse. Enlige kvinder har i lange perioder været begunstiget ved et lavere alderskrav end andre. Alderskriteriet for folkepension blev i 1999 ændret fra 67 år til 65 år for personer, der er født efter d. 30. juni 1939, uanset køn og civilstand. Den er siden, se ovenfor, igen forhøjet til 67 år og forventes i takt med at befolkningen lever længere at blive sat yderligere op.

Fuldt grundbeløb og pensionstillæg forudsætter normalt mindst 40 års bopæl i Danmark mellem det fyldte 15. og 65. år. Hvis bopælstiden er kortere, udbetales pensionen som en brøkdel af det fulde beløb. Ansøgning indgives til bopælskommunen. Kommunens afgørelser kan indklages for det sociale nævn. Staten finansierer fuldt ud udgifterne til folkepensionen.

Med virkning fra 2004 blev der gennemført en ordning, der indebærer mulighed for, at personer, der opfylder betingelserne for ret til folkepension, kan udskyde udbetalingen af folkepension til et tidspunkt, der ligger efter det fyldte 65. år, senere forhøjet i takt med forhøjelsen af folkepensionsalderen.

Ordningen kaldes opsættende pension og har til formål at give ældre en større økonomisk tilskyndelse til at fortsætte på arbejdsmarkedet. Den retter sig mod personer, som kan og vil arbejde i et væsentligt omfang, og som derfor ville få reduceret folkepensionens grundbeløb på grund af arbejdsindtægter.

Disse personer kan senere få forhøjet den løbende pension med et tillæg for opsat pension. I opsætningsperioden optjenes således ret til at få forhøjet den senere folkepension med en procentdel – venteprocenten – der forhøjes, jo længere tid pensionen opsættes. Det kan i dag også udbetales som et engangsbeløb.