glukose

Glukose fås fra kosten, og det kan nydannes i lever og nyrer. I kosten findes som regel kun små mængder fri glukose, fortrinsvis i frugt og honning. Glukose findes mest i form af polysaccharidet stivelse, som af fordøjelsesenzymer spaltes til glukose. Desuden er glukose bestanddel af en række di- og polysaccharider, fx sucrose (rørsukker), laktose (mælkesukker), maltose, cellulose og glykogen. I lever og nyrer dannes glukose ved glukoneogenese fra aminosyrer, glycerol og laktat.

Glukose dannes i planter ved fotosyntese.

Glukose optages i cellerne med henblik på:

1. At levere energi til cellernes stofskite ved en enzymaatisk nedbrydning til kuldioxid og vand eller via glykolysen til laktat (mælkesyre), hvorved der udvindes kemisk energi, som bindes i energitransport-molekylet ATP.
2. Opbygning til glykogen.
3. Opbygning af komplekse saccharider, fx i bindevævets grundsubstans og biologiske membraners glykolipider og glykoproteiner.
4. At indgå i syntesen af aminosyrer, fedtsyrer m.m.
5. At fungere som mæthedssignal. Nerveceller i hjernen, især i hypothalamus, måler løbende glukose niveaet i blodet med henblik på at sikre at det holder sig inden for et interval, som er passende for at sikre at alle væv for tilstrækkelig med glukose som brændstof. Falder koncentationen i blodet for meget udløser det både sult, og aktiverer hormonelle mekanismer, der igangsætter bl.a. øget glukose dannelse i leveren. Når glukose koncentrationen påny stiger efter fødeindtagelse, dæmpes sultsignalet.

Navnet dekstrose skyldes, at glukose forekommer i D-form, der i vandig opløsning drejer planpolariseret lys til højre (latin dexter).

• kulhydrater
• blodsukker