histamin

Histamin spiller en rolle i forskellige biologiske systemer, hvoraf de to bedst beskrevne er 1) regulering af blodkarrenes tykkelse og tæthed samt den glatte muskulatur i bronkierne og 2) sekretion af mavesyre. Desuden er der holdepunkter for, at histamin spiller en rolle i centralnervesystemet samt i reguleringen af andre dele af immunsystemet udover de allergirelaterede.

Betydningen af histamin kan bl.a aflæses af, at der både er uddelt nobelpriser til forskere, som har været involveret i opdagelsen af histamins allergirelaterede effekter samt til forskere, som har opfundet antihistaminer – lægemidler til brug for allergibehandling (H1-receptorantagonister) og regulering af mavesyresekretion (H2-receptorantagonister).

Histamin bliver dannet fra aminosyren histidin ved hjælp af enzymet histidin decarboxylase og bliver også videre omdannet af en række enzymer, hvoraf diamin oxidase (DAO, ældre betegnelse: histaminase) og histamin N-methyltransferase er de første i en kæde af reaktioner, som ender med at histamin er omdannet (metaboliseret) til et inaktivt stof, der kan udskilles af kroppen via nyrerne.

I relation til histamins rolle som allergisk mediator med virkning på blodkar, perifere nerver og glat muskulatur stammer produktionen først og fremmest fra de to celletyper, der er nævnt ovenfor, altså mastceller og basofile granulocytter.

I forbindelse med reguleringen af mavens syreproduktion produceres histamin af de såkaldte enterochromafine celler i maveslimhinden og i mindre grad også af spytkirtlerne. De mavesyreproducerende celler i maveslimhinden (parietalceller) har specielt histaminreceptorer af typen H2.

Histamin bliver udskilt eller frisat fra primært mastceller ved allergiske reaktioner, både ved anafylaksi (som kan være forårsaget af allergi overfor fødevarer, lægemidler eller insektgift), astma, høfeber (rhinoconjunktivitis) og nældefeber. Også ved andre tilstande end allergi, herunder pseudoallergiske reaktioner, dermografisme og mastocytose og ved skade på vævet, bliver histamin (og andre aktive stoffer) frisat fra mastcellerne. Ved nogle tilstande kan histamin også blive sat fri ved moderat fysisk påvirkning som tryk eller skrab af huden (dermografisme), kulde eller varme (kuldeurtikaria og varmeurtikaria) eller solpåvirkning (solurtikaria).

Selvom basofile granulocytter også indeholder histamin, er deres involvering i udløsning af allergiske reaktioner mere tvivlsom, da de primært befinder sig i blodbanen og ikke lokalt i vævet, hvorfra reaktionen ofte stammer.

Frit histamin har en lang række forskellige virkninger. Først og fremmest giver histamin udvidelse af de mindste blodårer (kapillærerne) og sammentrækning af glatte muskler, som findes i tarmen og luftvejene. Udvidelsen af kapillærerne fører til, at blodtrykket falder i de centrale dele af blodkredsløbet, og personen kan gå i schok. Denne virkning af histamin bliver modvirket af adrenalin. Kirtler i luftvejene bliver stimulerede af histamin, hvilket fører til forhøjet produktion af slim, som medfører hoste i de nedre luftveje (astmasymptomer) og løbenæse i de øvre luftveje (høfeber). I huden medfører frisættelse af histamin rødmen og dannelse af kvadler (nældefeber), ligesom kløe som følge af stimulation af hudens sensoriske nerver er en virkning af histamin.

Giftene hos mange insekter (bier, hvepse) indeholder histamin. Histamin findes også i flere planter. I sjældne tilfælde kan histamin dannes i fødevarer pga. forkert opbevaring, som medfører bakteriel vækst. Særlig kritisk er fisk, som har et forhøjet indhold af frie aminosyrer, herunder histidin. Hvis man spiser et måltid baseret på dårlig lagret fisk, kan dette føre til symptomer på forgiftning. Disse symptomer ligner en fødevareallergisk reaktion, men skyldes en direkte histaminforgiftning (scombroid poisoning), og ikke at immunsystet har udviklet allergi-antistoffer, IgE.

Lægemidler, der virker mod histamin, bliver kaldte antihistaminer. De anvendes især ved allergiske tilstande, fordi histamin er en af de primære årsager til allergisymptomerne. Dog har de ringe effekt på astma, dvs. allergiske reaktioner i de dybe luftveje. De øvre luftveje (høfebersymptomer) samt huden (nældefebersymptomer) responderer bedre på antihistaminer. De antihistaminer, som anvendes mod allergi, er af typen H1-antagonister, dvs. de blokerer primært histamins binding til H1-receptoren.

• allergi
• allergen
• immunsystemet
• mastceller
• antihistamin