humoralpatologi

Organfysiologien indgik som en integreret del af teorien om de fire væsker. Galenos mente, at det var leverens funktion at danne blodet ud fra den føde, som kroppen blev tilført. Som et biprodukt i denne proces dannede leveren desuden næringsånde (spiritus naturalis). Da alle former for føde blev antaget at indeholde galde, blev leveren et bindeled mellem galden og blodet. I hjertet blev blodet opvarmet ved hjælp af ilden i hjertets venstre hjertekammer, samtidig med at det dannede livsånde (spiritus vitalis). I den proces var det lungernes funktion dels at afkøle hjertet ved at blæse kold luft på det og derudover at indtage og fordele luft og ånde til resten af legemet. Hjernen dannede sjælsånde (spiritus animalis), som via kranienerverne blev fordelt i resten af kroppen. Galenos havde ved dissektion kortlagt syv af de tolv kranienerver.

Galenos' opfattelse af hjernen som sjælens bosted repræsenterede et nybrud i filosofien og lægevidenskaben. Platon og Aristoteles havde antaget, at sjælens hjemsted var hjertet. Muligvis skyldtes Galenos' opgradering af hjernen som et “sjæleligt organ”, at han som gladiatorlæge i Rom havde haft lejlighed til at observere de hjerneskader, som undertiden ledsager hovedtraumer. Ligeledes var det nyt at sammenkoble sjælen med luft som element og gøre sjælen til en medvirkende drivkraft i kroppens funktioner og opretholdelsen af væskernes produktion og indbyrdes balance.

Middelalderens humoralpatologi blev i høj grad baseret på den galenske lære. Indenfor klostermedicinen blev der konservativt holdt fast ved Galenos' teorier som en slags lægevidenskabelig dogmatik, men sideløbende med det foregik der også en udvikling både praktisk og teoretisk. På det teoretiske plan blev det forsøgt at sammenkoble lægevidenskaben og teologien gennem sammenlignende studier af Galenos, Aristoteles og kristne filosoffer . På det praktiske plan kom det til udtryk i den ekspanderende urtemedicin, hvor der tilkom nye lægeplanter og dermed forklaringer på deres indvirken på de fire legemsvæsker.

Humoralpatologien forblev i renæssancen det fremherskende dogme indenfor lægevidenskaben, men samtidig betød en række fundamentale fysiologiske opdagelser, at teorien blev udfordret. Perioden var præget af en fornyet interesse for de originale tekster af Galenos og Hippokrates. Samtidig var der aftagende interesse for latinske oversættelser af de arabiske fortolkninger af deres værker, som havde været populære i middelalderen. Anatomien ændrede status og blev en fornem videnskab. Dissektioner af menneskelig var ikke længere tabubelagt i samme grad. I overensstemmelse med Melanchtons naturfilosofi blev studiet af menneskekroppens indretning nu regnet for en religiøs dyd. Fremkomsten af de første mikroskoper omkring 1610 og de opdagelser det medførte, var også med til at så tvivl om humoralpatologien og Galenos autoritet. Langt henad vejen forsøgte man ved hjælp af efterrationaliseringer at integrere de nye anatomiske opdagelser og tilpasse dem til humoralpatologiens grundantagelser, men på lang sigt var opdagelserne uden tvivl med til at underminere teorien.

Den engelske læge William Harveys opdagelse af blodets kredsløb i 1628 fastslog, at blodet cirkulerer i et kredsløb med hjertet som pumpe. Ved hver sammentrækning af hjertets muskulatur pumpes blodet ud i pulsårerne og vender tilbage til hjertet via venerne. Denne opdagelse introducerede en ny opfattelse af hjertet som en mekanisk kraft og ikke humoralt organ, der opvarmede blodet. Det brød ligeledes med opfattelsen om, at venerne transporterede blod og pulsårerne (arterierne) transporterede luft ud til muskler og organer. Kredsløbets opdagelse harmonerede heller ikke med humoralpatologiens antagelse, at blodet blev dannet kontinuerligt ud fra føden og i forlængelse af det forbrugt kontinuerligt i muskler og organer.

Den danske videnskabsmand Niels Stensens opdagelse af, at en muskelsammentrækning (muskelkontraktion) skyldes en forskydning af muskelfibrene, der afkorter musklen, og ikke, at musklen pumpes op med luft og blod, var på samme vis i strid med teorien om, at alle kroppens funktioner kunne forklares med udgangspunkt i de fire væsker og deres tilhørende elementer. Niels Stensen lavede ligeledes dissektioner af hjertet, og konkluderede, at hjerter var en muskel. Det understøttede Harveys teori, at hjertet var en pumpe, der foretog regelmæssige sammentrækninger og på den måde udpumpede blodet i et kredsløb.

I løbet af 1700-tallet udviklede den moderne kemi sig, og teorien om de fire elementer: jord, ild, luft og vand blev forladt. I stedet for elementlæren blev der udviklet teorier om grundstoffer, atomer og molekyler. På den baggrund blev der foretaget undersøgelser af indholdsstofferne i urin, blod, mavesaft, galde, spyt m.m., og efterhånden forekom teorien om de fire legemsvæsker at være for forenklet.

Kemiens gamle elementlære var en del af fundamentet i humoralpatologien, da de fire elementer luft, vand, jord og ild var komplementære til de fire væsker, blod, slim, sort og gul galde. Når denne del af det teoretiske fundament begyndte at smuldre som følge af kemiens landvindinger, var der god grund til at stille spørgsmål ved teorien som helhed.

Der bredte sig efterhånden den opfattelse, at kroppen nærmere måtte opfattes som et system af samarbejdende organer frem for væsker, og at organernes funktioner måtte være andre, end blot at sikre en balance mellem de fire kardinalvæsker. Den franske læge François-Joseph-Victor Broussais (1772-1838) var bl.a. forfægter for sådanne synspunkter. Han mente, at sygdomme var lokaliserede i de enkelte organer og kunne opfattes som en forstyrrelse af organets funktion fx kunne organer blive overstimulerede. Ikke desto mindre var han dog en stor tilhænger af åreladning, men i begrænset mængde og ved brug af lægeigler.

Det blev ligeledes meget afgørende for humoralpatologiens endeligt, at den tyske læge og anatom Theodor Schwann i 1839 fastslog, at cellen var den grundlæggende byggesten i menneskets og andre levende organismers opbygning. Man fik desuden kendskab til en række celleanatomiske kendetegn såsom cellens kerne og cellefysiologiske processer som osmose, sekretion og diffusion. I 1858 beskrev den tyske læge og antropolog Rudolf Virchow, at nye celler opstår ved celledeling. Det blev derudover opdaget, at cellerne kan udveksle stof med omgivelserne.

De fire temperamenter er ikke forsvundet fra det moderne samfunds bevidsthed, selvom de er forsvundet ud af lægevidenskaben. De har inspireret og fascineret mange kunstnere og temaet har været anvendt i både film, musik, skønlitteratur m.m. Et eksempel er Carl Nielsens 2. symfoni De fire temperamenter.

I visse specialiserede og excentriske faglige miljøer inden for medicinen i 1800-tallet, fx homøopati og frenologi, lod man sig inspirere af humoralpatologiens lære om de fire temperamenter. Det gælder bl.a. frenologen George Combe (1788-1858), der i sin udgave af teorien fra 1853 opererede med et sangvinsk, lymfatisk, nervøst og biliøst temperament. Det lymfatiske temperament svarede i mange henseender til det melankolske og prædisponerede til sygdom i kroppens kirtler, det nervøse svarede i store træk til det flegmatiske temperament og prædisponerede til sygdom i hjerne og nervesystem, det biliøse svarede omtrent til det koleriske temperament og gav anledning til sygdomme i muskler og bindevæv. Det sangvinske temperament var identisk med det selvsamme temperament i humoralpatologien og var forbundet med øget risiko for sygdomme i hjerte, lunger og blodkar.

Rudolf Steiners antroposofi er i nogle henseender baseret på den humoralpatologiske teori. I 1920'erne udviklede Steiner sammen med lægen Ita Wegman (1876-1946) den antroposofiske medicin, der fornægtede basale fysiologiske antagelser som, at hjertet er en pumpe og hævdede eksistensen af fire formative eller skabende kræfter i mennesket. Ligeledes findes der mange andre former for alternativ medicin, der baserer sig på teorier om at skabe sundhed og balance i livet, fx ved konsekvent at indtage eller undgå bestemte fødeemner.

Et eksempel på, hvordan den humoralpatologiske tankegang stadig præger nutiden, er i opfattelsen af forkølelse. Medicinsk er det påvist, at forkølelse skyldes en virus, men på trods af det, er der stadig fokus på, at forkølelse, som navnet antyder, menes at skyldes kulde, at det kan forebygges med varm påklædning, og at behandlingen bl.a. er indtagelse af varme drikke.