Inflation i Danmark 1945-2024

Inflationen i Danmark 1945-2024. Gennem årene har der været store forskelle i inflationsniveauet i Danmark. Efterkrigstiden blev indledt med høj inflation, men den blev relativt hurtigt bragt ned. Fra begyndelsen af 1960'erne steg inflationen og kulminerede med tocifrede inflationsrater i 1970'erne. En disinflationær politik i 1980'erne nedbragte inflationen, og i en årrække lå prisstigningstakten på omkring 2 procent om året. I 2013-2021 var den årlige stigning i forbrugerpriserne i gennemsnit kun 0,8 procent. I 2022 voksede inflationen kraftigt og blev knap 8 procent på årsbasis, inden den igen faldt i de næste par år. I 2024 havde inflationen over hele året et niveau på 1,4 procent.

Inflation i Danmark 1945-2024
Af .

Inflation er en situation, hvor det generelle prisniveau stiger vedvarende. Normalt bruges udtrykket om stigninger i de gennemsnitlige forbrugerpriser, typisk målt ved forbrugerprisindekset. Udtrykket kan også bruges om udviklingen i mere specifikke priser, fx løninflation.

Faktaboks

Etymologi
Ordet inflation kommer af latin inflatio, af inflare 'oppuste', af in- og flare 'blæse'.

En situation med en vis inflation er normal og giver også nogle samfundsøkonomiske fordele. Men bliver inflationen for høj og især for ustabil, vil det medføre en række problemer. Disse problemer består dels i tilfældige omfordelinger af købekraften mellem forskellige befolkningsgrupper, dels en generelt større usikkerhed, der kan hæmme en effektiv samfundsøkonomi.

Ændringer i inflationen

Ændringer i inflationen kan både skyldes forhold omkring efterspørgsel og udbud i økonomien. Hvis forbrugernes og virksomhedernes efterspørgsel efter varer og tjenester er meget høj, vil det have en tendens til at presse priserne i vejret og dermed skabe inflation. Det samme er tilfældet, hvis udbuddet af varer og tjenester bliver mindre, for eksempel som følge af forsyningsproblemer.

Den økonomiske politik kan påvirke inflationen via dens indflydelse på den samlede efterspørgsel i økonomien. Det gælder såvel centralbankernes pengepolitik som regeringernes finanspolitik.

Danmark og den øvrige vestlige verden var præget af høj inflation i 1970’erne og 1980’erne. Efter en periode med lav og stabil inflation opstod der på ny kraftige prisstigninger i 2021 og 2022, men året efter aftog inflationsraterne igen. I 2024 var inflationen med 1,4 procent på et lavt niveau.

Højere inflation i Danmark og EU 2021-2023

jan. feb. mar. apr. maj jun. jul. aug. sep. okt. nov. dec.
EU 2021 1,2 1,3 1,7 2,0 2,3 2,2 2,5 3,2 3,6 4,4 5,2 5,3
EU 2022 5,6 6,2 7,8 8,1 8,8 9,6 9,8 10,1 10,9 11,5 11,1 10,4
EU 2023 10,0 9,9 8,3 8,1 7,1 6,4 6,1 5,9 4,9 3,6 3,1 3,4
DK 2021 0,4 0,5 0,9 1,5 1,9 1,9 1,7 1,8 2,4 3,2 3,8 3,4
DK 2022 4,9 5,3 6,0 7,4 8,2 9,1 9,6 9,9 11,1 11,4 9,7 9,6
DK 2023 8,4 8,3 7,3 5,6 2,9 2,4 3,2 2,3 0,6 -0,4 0,3 0,4

(Tabellen viser – for såvel EU som Danmark – inflation i forhold til samme måned året før målt med det harmoniserede prisindeks (HICP), der bruges i EU. Kilde: ESTAT)

Inflation i historisk perspektiv

Inflation er et monetært fænomen, dvs. det er knyttet til økonomier, der anvender penge. I en bytteøkonomi kan der ikke eksistere inflation.

Historisk har man kendt til inflation i mange lande og forskellige epoker, helt fra antikke riger som Romerriget.

Perioden 1960'erne til 1980'erne

Danmark og de fleste andre vestlige lande oplevede en periode med stigende inflation i 1960’erne og 1970’erne. I Danmark var den årlige inflation over 10 procent i 1980-1982. Siden fulgte i løbet af 1980'erne et generelt fald i inflationen (en disinflation).

Perioden 1990 til 2010

I perioden 1990 til 2010 var de gennemsnitlige årlige prisstigninger i Danmark 2,1 procent. Efter finanskrisen var inflationen i en årrække i 2010'erne endnu lavere, og flere lande oplevede en situation med et faldende prisniveau, kaldet deflation.

Perioden 2021 til 2024

I løbet af 2021 steg inflationen dog kraftigt først i USA og siden også andre lande, drevet af såvel høj efterspørgsel som forsyningsproblemer i kølvandet på COVID-19-pandemien. I Danmark var prisstigningstakten i hele 2021 på 1,9 procent, men året efter steg den til næsten 8 procent målt over hele året. I 2023 faldt inflationsraterne dog generelt igen, i Danmark til godt 3 procent (se også tabel). Året efter faldt niveauet yderligere til knap 1½ procent.

Hyperinflationen i fx Tyskland og Venezuela

Nogle lande har historisk oplevet perioder med ekstremt høje inflationsrater på mange hundrede procent om året, såkaldt hyperinflation. Det skete blandt andet for Tyskland i 1922-1923 og senest 2016-2021 i Venezuela.

Bremses sådanne tilfælde ikke, fører de i sidste ende til pengesystemets sammenbrud.

Årsager til inflation

Flere forskellige forhold kan påvirke inflationstakten i et land. Den samlede efterspørgsel på varemarkederne har stor betydning. Eksempelvis vil en højkonjunktur, hvor den samlede efterspørgsel i økonomien overstiger det strukturelle produktionsniveau, normalt føre til højere inflation.

Første årsag: lønstigninger

En vigtig mekanisme er, at den højere efterspørgsel vil formindske ledigheden, hvilket på arbejdsmarkedet efterhånden sætter sig i større lønstigninger. Disse lønstigninger vil af virksomhederne blive overvæltet i højere vareprisstigninger. Det omvendte er tilfældet i en lavkonjunktur.

Anden årsag: prisstigninger

For det andet er prisstigningstakten påvirket af udbudsforholdene og dermed produktionsomkostningerne på varemarkedet. Et vigtigt eksempel var de kraftige olieprisstigninger under 1970’ernes oliekriser. De skabte det indtil da usete fænomen stagflation, hvor inflation og ledighed steg samtidig.

Tredje årsag: inflationsforventninger

En tredje vigtig faktor er befolkningens forventninger til det fremtidige inflationsniveau, der har en tendens til at blive selvopfyldende. En central del af pengepolitikken i vore dage er derfor at sikre stabile inflationsforventninger.

Phillipskurven

Den såkaldte Phillipskurve, der grafisk viser sammenhængen mellem ledighed og inflation, sammenfatter disse forskellige forhold i en enkel model. Den udgør et centralt element i de fleste moderne økonomiske fremstillinger, der beskæftiger sig med ændringer i inflationsniveauet.

Inflation og pengepolitik

En anden tilgang har traditionelt understreget sammenhængen mellem inflationen og ændringer i den pengemængde, der cirkulerer i samfundet.

Den økonomiske tankegang monetarismen har fremhævet, at en centralbank kan fastholde et stabilt inflationsniveau ved at styre pengemængden. Som følge heraf lagde flere centralbanker tilbage i 1970'erne og 1980'erne afgørende vægt på at kontrollere pengemængdens udvikling.

Det viste sig imidlertid, at sammenhængen mellem inflation og pengemængde ikke var stabil nok til at være en velegnet pengepolitisk strategi.

Den officielle inflationsmålsætning

I stedet forsøger de fleste centralbanker i den vestlige verden derfor i dag at styre inflationen via en officiel inflationsmålsætning. Centralbankerne ændrer deres pengepolitiske renter i passende omfang for at stabilisere efterspørgslen og aktivitetsniveauet omkring det niveau, der fastholder det ønskede inflationsmål.

Konsekvenserne ved inflation

Inflation, især høje inflationstakter, har en række negative samfundsøkonomiske effekter. Den får personer til at bruge uforholdsmæssigt mange resurser på at skulle tage hensyn til de løbende prisændringer i deres økonomiske dispositioner.

Uforudsigelighed

Høj inflation medfører ofte samtidig, at inflationstakten vil svinge, så den bliver sværere at forudsige. Det gør det sværere at gennemskue de relative priser og forstyrrer dermed markedsøkonomiens prissignaler, så de fungerer mindre hensigtsmæssigt. Eksempelvis vanskeliggør varierende inflation fornuftige investerings- og opsparingsbeslutninger.

Samtidig vil den typisk medføre, at långivere vil kræve en risikopræmie, der forøger realrenten og hæmmer investeringerne og dermed den økonomiske vækst.

Uforudset inflation giver også anledning til en vilkårlig omfordeling af købekraft og formuer mellem långivere og låntagere og giver dermed uønskede fordelingsvirkninger, der kan skabe stor utilfredshed i befolkningen.

Fordele: fleksibilitet, effektiv pengepolitik m.m.

Der er dog også fordele ved et inflationsniveau, der ikke er alt for lavt. Nominelle lønninger er ofte svære at sænke direkte. Derfor kan et positivt inflationsniveau gøre det lettere at skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked med tilpasning af reallønnen på forskellige områder.

Undgåelse af likviditetsfælden

Inflation af en vis størrelse formindsker også risikoen for, at økonomien havner i en likviditetsfælde, hvor pengepolitikken bliver ineffektiv. Det skyldes, at der er en nedre grænse for, hvor lave de (nominelle) pengepolitiske renter kan blive.

Jo højere den forventede inflation er, jo højere vil det nominelle renteniveau også alt andet lige være. Dermed kan inflationen være med til at sikre, at centralbankerne ikke havner i en situation, hvor de har nået den nedre grænse for deres renter og dermed mister muligheden for at kunne stimulere økonomien.

Forbrugerprisindekset

Endelig overdriver forbrugerprisindekset af forskellige tekniske årsager normalt den målte inflation en lille smule. Selv hvis man ønsker en reel inflation på nul, bør man derfor stræbe efter et vist positivt niveau for den officielt målte inflation.

Anbefalingen: et lavt men positivt niveau

Afvejningen af fordele og ulemper fører typisk til anbefaling af et lavt, men positivt inflationsniveau. En række økonomer har anslået det optimale inflationsniveau til at ligge mellem 1 og 4 procent.

Den økonomiske politik siden 1980’erne

I 1980’erne fik bekæmpelse af den høje inflation generelt større fokus i den økonomiske politik verden over. Samtidig steg forståelsen af betingelserne for, at centralbankernes pengepolitik succesfuldt kunne begrænse inflationen.

Inflationsmålsætninger

I 1990 indførte New Zealands centralbank som den første i verden et egentligt eksplicit inflationsmål som sin pengepolitiske strategi. Strategien viste sig at være succesfuld, og i dag fører de fleste vestlige lande pengepolitik efter en inflationsmålsætning. Inflationen var generelt lav og stabil i de vestlige lande fra 1990’erne indtil COVID-19-krisen i 2020.

Finanskrisen

I løbet af finanskrisen medvirkede det lave inflationsniveau til, at mange centralbanker oplevede en reel likviditetsfælde. De havde nået grænsen for, hvor lave de nominelle pengepolitiske renter kunne være.

Da inflationen samtidig var lav og endda faldt yderligere under krisen, var realrenterne (de nominelle renter fratrukket inflation) højere end ønsket. Da centralbankerne ikke kunne sænke realrenterne via traditionel pengepolitik, måtte de forlade sig på ukonventionelle og mere usikre instrumenter som kvantitative lempelser.

Denne problemstilling førte til en fornyet fagøkonomisk diskussion, om inflationsniveauet generelt var blevet for lavt.

Også efter finanskrisen fortsatte det lave inflationsniveau i en årrække.

Inflationens korte tilbagevenden i 2021 og 2022

I løbet af 2021 oplevede USA de højeste prisstigninger siden begyndelsen af 1980'erne. Stigningen kom af flere forskellige årsager

Høj økonomisk vækst efter COVID-19

Efter at COVID-19-pandemiens nedlukninger blev ophævet, var der en del ophobet købekraft blandt husholdningerne, som medførte et stort efterspørgselspres. Det blev yderligere understøttet af en ekspansiv amerikansk finans- og pengepolitik. Tilsammen medførte det en meget høj økonomisk vækst i USA i 2021.

Udbudsproblemer

Til disse efterspørgselsforhold kom også udbudsproblemer i form af flaskehalse i de globale forsyningskæder efter pandemien, der medførte kraftige råvareprisstigninger. De blev yderligere forværret af, at den amerikanske forbrugerefterspørgsel skiftede fra tjenester til varer, hvor transportveje spiller en større rolle.

Ruslands invasionen af Ukraine i 2022

Inflationsstigningerne spredte sig til andre lande, og i 2022 steg inflationen yderligere. I Europa blev udviklingen yderligere presset i vejret af Ruslands invasion af Ukraine i 2022, der ikke mindst har ført til en periode med højere energipriser.

I Danmark blev inflationen i 2022 således på 7,7 procent, hvilket var den højeste årsstigning siden 1982.

Omfordeling mellem befolkningsgrupper

Den pludselige høje og ret uventede inflation førte til en betydelig omfordeling mellem forskellige befolkningsgrupper. Realindkomsterne er faldet hos mange, mens virksomhederne i nogle brancher omvendt fik betydelig større indtjeningsmuligheder som følge af det høje prisniveau.

Skift i den økonomiske politik

Blandt andet som følge heraf skiftede den økonomiske politik i 2022 generelt over til at prioritere inflationsbekæmpelsen meget højt. Det skete især via en betydelig strammere pengepolitik (rentestigninger) fra centralbankerne.

Såvel den strammere pengepolitik som et fald i energipriserne førte i de følgende år til et betydeligt fald i inflationstakten. Den danske inflationsrate faldt således til 3,3 procent i 2023 og yderligere til 1,4 procent i 2024.

Læs mere i Lex

Litteratur

  • Blanchard, O., A. Amighini og F. Giavazzi (2021): Macroeconomics: a European Perspective (Fourth Edition). Pearson Education Limited.
  • Danmarks Nationalbank (2009). Pengepolitik i Danmark (3. udgave).
  • Sørensen, P.B. og H.J. Whitta-Jacobsen (2022): Introducing Advanced Macroeconomics: Growth and Business Cycles (Third Edition). Oxford University Press.

Kommentarer (6)

skrev Lars Christensen

Det forekommer mig meget underligt at der overhovedet ikke nævnes noget om udvidelsen af pengemængdens indflydelse på generelle prisstigninger i denne artikel. Enhver kan gå ind på Trading Economics eller andre portaler og se at eks. ECB udvidede pengemængden med op imod 40% under corona. Det samme gælder den amerikanske centralbank mfl. Hvor cost-push og demand pull kan have indflydelse på prisstigninger på kort sigt er det udvidelsen af pengemængden der som oftest er hovedårsagen til inflation. Det er et logisk faktum, at pengemængden i en økonomi har direkte indflydelse på priser omend ikke 1-1. Sådan var det også med den romerske sølvdenar, hvor man fortyndede sølvindholdet fra ca. 95%-5% for at kunne lave flere mønter, Kurantbanken af 1736 papirpenge, som end ikke den danske stat selv ville tage imod i 1814, hvilket førte til dannelsen af Nationalbanken i 1818 efterfølgende for at gendanne tillid til pengevæsenet og inflationen under Weimarrepublikken som var forårsaget af seddelpressen.

Det kan synes decideret uredeligt ikke at skrive om dette kausalforhold i en artikel på et opslagsværk som Lex.dk

svarede Poul Schou

Pengemængden og den tilgang, der understreger sammenhængen mellem pengemængde og inflation, er allerede omtalt i artiklen, men også historikken i, at centralbankerne som hovedregel er holdt op med at bruge pengemængden direkte som den centrale variabel i pengepolitikken, i høj grad fordi sammenhængen mellem pengemængde og inflation ikke er tilstrækkelig stabil. Men ved næste revision af artiklen vil vi sørge for at udvide omtalen af forbindelsen mellem pengemængde og inflation.

skrev Lars Christensen

Vedr.: "sammenhængen mellem pengemængde og inflation ikke er tilstrækkelig stabil."

Det er jo et invalidt udsagn givet, at der er et direkte kausalt forhold i mellem pengemængden og værdien af penge generelt.

Til alle læsere af denne diskussion:
Forstil dig et tankeeksperiment hvor du går til en fiskeauktion. Folk har x antal penge med og byder hver især på en laks, som sælges til pris z.

Nu øger vi den samlede pengemængde som folk har tilsammen med X 10.

Prisen z vil logisk stige med op til X 10 - alt andet lige. Hvis man lavede dette forsøg i virkeligheden ville man i de absolut fleste tilfælde se en stigning i prisen på laksen nærme sig X 10.

Der er derfor tale om et decideret aksiom: Jo større pengemængde des højere pris på laksen og ergo falder penges værdi i henhold til den øgede pengemængde.

Jeg har endvidere nævnt indtil flere historiske eksempler på dette aksiom i ovenstående kommentar herunder hvad der skete med den romerske sølvdenar og Kurantbankens papirpenge. Man kan dermed sige at pengemængden i en økonomi faktisk er det bedste mål for "inflation" og ordet inflation betyder i øvrigt også at "puste op", hvilket korresponderer godt med en "forøgelse af pengemængden". Brugen af forbrugerprisindeks som mål for inflation er derimod en dårlig måde at måle inflation på idet metoden baserer sig på et skøn af priser på mange varer og services og er genstand for måleproblemer når en vare byttes ud for en anden. F.eks. at en steak byttes ud for en billigere hakkebøf, som dermed trækker inflationsmålet nedad.

Det er indiskutabelt at pengemængden er kausalt forbundet med værdien af penge og dermed inflation og det SKAL rettes i ovenstående artikel snarest - ellers er lex.dk ganske enkelt ikke en valid kilde at søge information på hvad angår "inflation" og muligvis andre artikler forfattet af Poul Schou.

svarede Poul Schou

Det er sådan at artiklen skal fremstille den gængse opfattelse af inflation, som fænomenet i dag opfattes af førende forskere og centralbank-ansatte. Og udsagnet om at sammenhængen mellem inflation og pengemængde historisk ikke har været tilstrækkelig stabil til at centralbankerne i længden har ønsket at bruge pengemængden som deres centrale politikvariabel, og at der derfor er sket et stort skift i centralbankernes pengepolitik siden sidst i 1980’erne fra pengemængdemål til direkte inflationsmål via rentestyring, er almindeligt anerkendt. Man kan blandt andet læse om det i de litteraturhenvisninger der er angivet i artiklen, og i diverse andre fremstillinger af den pengepolitiske udvikling i de seneste årtier. En konsekvens af dette skift er også at pengemængden i dag normalt er at betragte som endogen - den tilpasser sig det niveau som er foreneligt med en ligevægt, givet det pengepolitisk fastsatte renteniveau og de øvrige forhold som påvirker økonomien.

svarede Lars Christensen

Det kan godt være at det "er almindeligt anerkendt" ikke at bruge pengemængden som mål for inflation, men artiklen efterlader læseren med det indtryk, at det er nærmest er alt andet der forårsager inflation, når det hele oftest starter med en centralbanks udvidelse af pengemængden.

Cost-push inflation er, dog udover eksempelvis en fejlslagen høst, hvor udbuddet falder, også tit en følge af en centralbanks bevidste svækkelse af en valuta/penge ved seddelpressen. Det kan føre til stigende priser på råvarer indenlands, som eksempelvis olie eller gas, og dermed føre til cost-push inflation på mange afledte produktioner af varer.

Demand-pull inflation er også meget berørt af centralbankens seddelpressen idet flere pengeenheder i en økonomi på sigt fører til mere efterspørgsel og dermed stigende generelle priser/løn.

Dette mangler at blive adresseret i artiklen, således at læseren forstår den kausale betydning en centralbanks seddelpresse har på en given økonomi - i stedet for at det slås hen som et modefænomen blandt monetaristiske økonomer i 1970'erne.

skrev Lars Christensen

Det kan godt være at det "er almindeligt anerkendt" at

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig