Introns er de ikke-kodende dele af mRNA, som findes indskudt imellem de kodende dele, exons. Efter modning af mRNA koder de sammensatte exons for proteiner, mens introns splices ud.

Der findes fire typer af introns; de mest almindelige og bedst undersøgte kaldes pre-mRNA introns. Disse kan hos mennesker og andre pattedyr udgøre mere end 90 % af pre-mRNA. Andelen af introns i forhold til exons stiger med organismens kompleksitet.

Introns blev opdaget i 1977 og var en overraskelse for molekylærbiologerne. Da ingen havde en idé om deres funktion, blev de kaldt "junk-DNA". I slutningen af 1980'erne nærmede man sig en forståelse af introns mulige funktion; de kan påvirke, hvorledes exons sammensættes, også kendt som alternativ splicing, og dermed hvilke varianter af mRNA og proteiner, der kan dannes. Denne variationsmulighed i mRNA's sammensætning kan have betydning for organismers evolution. Endvidere kan sekvenser i introns påvirke, hvor hurtigt introns splejses ud af pre-mRNA, hvilket har betydning for den videre processering af mRNA.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig