kabuki

Stykkerne kan inddeles i historiske dramaer (jidaimono), borgerlige dramaer (sewamono) og dansedramaer (shosagoto). Dramatikeren Chikamatsu Monzaemon er oftest spillet, og desuden oversat til flere vestlige sprog. Tokyo-stilen, aragoto var primært historiske spil i en voldsom stil, hvor Kyoto-stilen, wagoto, var borgerlige dramaer i en mere komisk, afdæmpet stil.

Kabuki har fra 1700-tallet mange ligheder med dukketeaterformen bunraku, og fra 1800-tallet de tidlige teaterformer nō og kyogen. Spillestilen og arrangementet er i høj grad betinget af den meget aflange, men ikke særligt dybe scene samt gangbroen, hanamichi, som går fra scenen til salens bagvæg tværs ned gennem publikumsrækkerne. De vigtigste personer har deres entré her og præsenterer sig selv i tableauer 2/3 nede af broen.

Bevægelsesmønstrene er bygget op over de traditionelle grundformer, kata, afbrudt af stivnede positurer, mie. Traditionelt udføres kabuki kun af mænd, og især kvinderollefremstillerne, onnagata, står centralt i billedet.

Scenemusikken er inspireret af andre teaterformer samt folkemusik og tidens populære melodier. Det primære instrument er shamisen, et langhalset strengeinstrument, ledsaget af trommer og fløjter. Orkestret, geza, sidder i et afskærmet rum på scenen, undtagen i dansestykker, hvor det er placeret på bagscenen åbenlyst for publikum. Instrumenterne leverer også lydkulisser som storm og regn og angiver tid på dagen mv.

I 1986 udviklede kabukiskuespilleren Ichikawa Ennosuke III en tempofyldt, højteknologisk kabukiform Superkabuki, som han baserer på handling, tempo og spektakulære optrin.