kommunistiske partier

De kommunistiske partiers organisation blev i overensstemmelse med Lenin karakteriseret ved den såkaldte demokratiske centralisme, dvs. at et politisk emne kan diskuteres, indtil en beslutning er truffet. Herefter skal alle underkaste sig beslutningen og arbejde for den. Fraktionsdannelse er ikke tilladt i kommunistiske partier, og i praksis har organisationernes demokratiske element været meget ringe, og kravet om disciplin meget stort. Om Lenins partimodel, se også leninisme.

Kommunistiske partier har traditionelt hvilet på den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse, som blev fastlagt under stalinismen i 1930'erne. I denne altomfattende filosofi blev Sovjetunionen opfattet som et indiskutabelt socialistisk land. Sovjetunionens politiske kurs og bl.a. udenrigspolitiske behov blev også retningsgivende for den førte politik i de enkelte landes kommunistiske partier. Efter revolutionsperioden blev politikken i 1920'erne lagt om til en enhedspolitik, hvor kommunisterne skulle samarbejde med socialdemokraterne. 1928-34 svingede politikken den modsatte vej og betonede nu, at socialdemokratiet var en del af borgerskabet og derfor socialfascistisk. 1935-39 var politikken lagt an på brede antifascistiske folkefronter. 1939-41 var den præget af ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland og betegnede England og Frankrig som imperialistiske. Efter det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 var politikken under 2. Verdenskrig indrettet på national befrielseskamp. Under den efterfølgende kolde krig svingede den kommunistiske politik i 1947 over til den såkaldte to-lejr-politik, som anskuede verden som opdelt i fredens lejr (Sovjetunionen, de socialistiske lande og kommunistiske partier) og krigens lejr (NATO). Efter Stalins død i 1953 fulgte et tøbrud, hvor kommunisterne slog ind på en mere forsonlig politik. Den indebar bl.a. den såkaldte fredelige kappestrid mellem socialisme og kommunisme.

Den kommunistiske verdensbevægelse har efter Stalins død været præget af en række kriser, som opstanden i DDR i 1953, invasionen i Ungarn 1956 og i Tjekkoslovakiet 1968. Men også afsløringerne af Stalins diktatur og terror i 1956 og en voldsom strid mellem Sovjetunionen og Kina i begyndelsen af 1960'erne førte til frafald og opsplitninger i bevægelsen. Det lykkedes dog de kommunistiske partier at holde sammen på verdensbevægelsen, og i 1970'erne samledes den om en ny, såkaldt antimonopolistisk politik, som især vendte sig imod de store monopoler i erhvervslivet.

1970'erne blev den kommunistiske bevægelses højdepunkt, hvad udbredelse angår. I denne periode forsøgte flere europæiske kommunistiske partier at formulere en egen eurokommunistisk politik, som ville tage højde for udviklingen af en moderne kapitalisme (se eurokommunisme). Under Gorbatjovs ledelse af Sovjetunionen i 1980'erne og hans perestrojka-reformprogram blev der sat kræfter i gang, som i 1989 førte til Berlinmurens fald og i 1991-92 til Sovjetunionens sammenbrud. Sovjetunionen havde fra 1919 understøttet næsten alle kommunistiske partier økonomisk, men indstillede støtten med sammenbruddet i Øst. 1990-93 gik mange kommunistiske partier reelt i opløsning. DKP splittedes i to små grupper.

Fra midten af 1960'erne eksisterede der en mindre maoistisk bevægelse på verdensplan, som støttede Kinas kommunistiske parti og kaldte sin verdensanskuelse for marxismen-leninismen-maozedong-tænkningen. Men blandt de måske 100 kommunistiske partier, som fandtes i 1970'erne og 1980'erne, tilhørte de fleste den moskvakommunistiske bevægelse. Der var imidlertid store forskelle. Der var statsbærende partier i Sovjetunionen og de socialistiske lande, magthavere i etpartidiktaturer. Flere af dem, fx det tjekkiske og det vietnamesiske, havde før magtovertagelsen været meget store partier; i dag er der regerende kommunistpartier i Kina, Korea, Vietnam, Laos og Cuba. Det indonesiske parti var indtil 1965 det største parti uden for magten, men efter et kup, som kostede flere hundredtusinder livet, blev partiet voldsomt decimeret.

De mest indflydelsesrige kommunistiske partier i de vestlige demokratier var de sydeuropæiske. I forhold til befolkningstallet var Cyperns kommunistiske parti (AKEL) det største i 1970'erne og har flere gange været regeringsdeltager. I absolutte tal var Italiens (PCI), Frankrigs (PCF) og Portugals kommunistiske partier de største i samme årti. I Nordeuropa, hvor socialdemokratiske partier traditionelt har stået meget stærkt, har de kommunistiske partier været små. En undtagelse har været Finlands kommunistiske parti (SKP), som udviklede sig under særlige forhold i Sovjetunionens umiddelbare nærhed. I Latinamerika har Argentinas kommunistiske parti været det talmæssigt største. I Asien har især Indiens to forskellige kommunistiske partier og Japans kommunistiske parti markeret sig med vægt.

• demokratisk centralisme
• kommunisme