Elektricitetsproduktion sker normalt i en generator, som kan drives på forskellig måde. I moderne kraftværker benyttes turbiner, enten dampturbiner, gasturbiner, vandturbiner eller vindmøller. Tidlige kraftværker benyttede dampmaskiner eller dieselmotorer som drivkraft til generatoren. Valget af teknik og drivkraft er bestemt dels af den råenergi, herunder vedvarende energi, som er til rådighed, dels af økonomiske forhold.
I dampkraftværker produceres dampen til drift af dampturbinen enten ved fyring med fossile brændsler i dampkedler eller ved fission af kernebrændsel i kernekraftværker forsynet med dampgenerator. Hvis det lykkes i fremtiden at bygge fusionskraftværker, vil de også blive dampkraftværker. I visse vulkanske egne anvendes også geotermisk damp.
Gasturbiner
drives med naturgas eller let olie. Virkningsgraden, dvs. forholdet mellem den producerede elenergi og den indfyrede energi, er kun ca. 30 %, væsentlig lavere end for de bedste dampkraftværker, hvor virkningsgraden er nær 50 %. Ved at udnytte den ca. 400 °C varme udstødningsgas til dampproduktion i en dampkedel og således kombinere en gas- og en dampturbine kan virkningsgraden imidlertid øges til over 50 %. Et sådant anlæg kaldes et CCGT-anlæg (eng. Combined Cycle Gas Turbine).
Vandkraftværker
bygges enten som store anlæg med dæmning til opstemning af et vandreservoir eller direkte ved en strømmende flod, hvor en rimelig faldhøjde kan udnyttes.
Vindenergi har været udnyttet til elproduktion siden begyndelsen af 1900-t. og har fra 1980'erne fået en øget betydning dels pga. forbedret teknologi, dels af miljømæssige grunde. Vindkraftværker bygges enten med tilslutning til elnettet eller til forsyning i isolerede områder uden netforsyning (eng. stand-alone).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.