krigsskibe

Krigsskibe, orlogsskibe, skibe, der er indrettet til sømilitære operationer eller til støtte herfor. Krigsskibe indgår i et lands orlogsflåde og tilhører landets militære styrker. Ifølge internationale retsregler skal et krigsskib føre sit lands orlogsflag og bære registreringsnummer. Det skal have en søofficer som chef, udpeget af dertil kompetent national myndighed, og dets besætning skal være underlagt militær disciplin. Chefen for et krigsskib repræsenterer sit lands statsmagt og suverænitet på havet og er tillagt ansvar og beføjelser over for andre skibe og aktiviteter til søs. Krigsskibe nyder med visse undtagelser immunitet i relation til andre stater.

Oldtid

Krigsskibet fandtes allerede i oldtidens Middelhav, hvor det formentlig opstod i den minoiske kultur omkring 2000 f.Kr. Et slankt, næppe særlig sødygtigt skib, der kunne drives frem for sejl, men blev roet under kamp, hvilket sikrede stor manøvreevne og muliggjorde anvendelse af vædderen, som måske var i brug allerede da, en skarp, metalbeslået spids i stævnen under vandlinjen, der kunne slå hul i modstanderens skib. Denne galej-"prototype" dannede mønster for Middelhavets krigsskibe helt op i 1500-t. e.Kr. Den blev videreudviklet af fønikierne, grækerne, romerne, byzantinerne og venetianerne, og allerede i oldtiden fandtes den i en standardversion (triere eller trirem 'treåre') med tre rækker årer over hinanden og bemandet med flere hundrede mand. Både mindre og større typer fandtes, og betegnelserne som quadrirem 'fireåre' og quinquerem 'femåre' gav anledning til en formodning om, at der havde eksisteret galejer med fire, fem, ja helt op til 20 lag årer. Det er dog en umulig tanke, og tal over tre tolkes nu som det samlede antal mænd ved årerne i den ene side af én lodret sektion. Romerne forbedrede i øvrigt triremen med en corvus 'ravn' i stævnen, en sænkbar bro med en nedadvendt spids, som man kunne lade falde over et vædret skib for at fastholde det og for let at kunne entre det.

Vikingetid og middelalder

Vikingernes langskib var en stor spidsgattet, klinkbygget kølbåd af op til 36 m længde, der blev drevet frem af et bredt råsejl eller roet. Langskibet, der blot var en af en række nordiske skibstyper, blev brugt gennem hele vikingetiden, dvs. fra slutningen af 700-t. til sidst i 1000-t., og det var mere et transport- og landgangsfartøj, end det var et egentligt kampskib, så det blev især brugt til hurtige overfald på kystlokaliteter eller i større antal til egentlige invasioner på især vesteuropæiske kyster.

Afløseren for langskibet i rollen som krigsskib blev fra 1200-t. koggen, et ret klodset, men sværtbygget skib med høje sider, ofte endda suppleret med kasteller for og agter, der gjorde skibet til en god kampplatform. Sidst i 1300-t. indførte man artilleri om bord, måske allerede i kogger, senere i større, flermastede holke og kraveller. De første kanoner var lette og svage bagladekanoner og i begyndelsen blot anbragt, hvor man kunne finde plads til dem, men de blev i løbet af 1400-t. afløst af tungere og mere effektive forladekanoner, der pressede skibsstørrelsen op for at kunne blive i stand til at bære vægten. Man havde dog ikke bare et vægt-, men også et stabilitetsproblem, så for at få vægten længere ned i skibet placerede man kanonerne på først et, siden flere lavereliggende dæk og skar kanonporte i skibssiden, således at kanonerne kunne anvendes derfra, nu med betydelig tværskibs ildkraft, men med ringe mulighed for at skyde for- eller agterefter. I begyndelsen af 1600-t. havde det store sejlkrigsskib hovedskibet, senere linjeskibet, i alt væsentligt fået den udformning, det skulle beholde sejlskibstiden ud. 1700-t.s standardskib, 74'eren, havde et deplacement på ca. 2000 t, ca. 60 kanoner på to lukkede batteridæk og en besætning på 600-700 mand. Ud over sådanne tunge kampskibe fandtes mindre typer som fregatter, korvetter mfl., der blev anvendt som spejdere, signalrepetitører og kurerer eller til løsning af selvstændige opgaver.

1850-1945

Ibrugtagning af damp til fremdrivning i begyndelsen af 1800-t. fik ikke umiddelbart større betydning for krigsskibe. Hjuldampernes skovlhjul var for sårbare i kamp, og først med skibsskruens introduktion hen imod midten af århundredet blev maskinkraft et realistisk alternativ. Herefter gik det til gengæld hurtigt, for der blev stort set ikke bygget sejlkrigsskibe efter 1850, men man fastholdt dog en tid endnu det konventionelle sejlkrigsskibs byggemåde og indretning, nu blot suppleret med en kulfyret dampmaskine med en skrue, der kunne løftes ud af vandet, når skibet gik for sejl alene. Fregatten Jylland er et godt eksempel på denne konstruktion. Samtidig skete der en næsten revolutionerende udvikling inden for artilleriet, idet de gamle forladekanoner nu kunne erstattes med riflede bagladekanoner, der dels rakte længere og ramte mere præcist, dels tillod anvendelse af brisante granater, der detonerede ved anslag. Modforholdsreglen var pansring, svære jernplader, anbragt på sårbare steder. Derfra var skridtet ikke langt til at bygge selve skibet af jern, der snart blev afløst af stål, og hermed havde man nu de tre hovedkomponenter, maskinfremdrivning, riflet skyts og panser, der muliggjorde konstruktionen af panserskibet.

Artilleriskibet

Gennem resten af 1800-t. eksperimenteredes der meget, før panserskibet fandt sin form med slagskibet Dreadnought fra 1906 som prototype. Dreadnought havde et deplacement på 18.000 t, var udrustet med dampturbiner, der gav det 21 knobs fart, havde ti 30-cm kanoner i dobbelte drejetårne, hovedsagelig placeret i diametralplanet, og alle vitale dele beskyttet af svært panser. Det var et all-big-gun-ship, dvs. at det ud over hovedarmeringen kun havde let skyts til afvisning af torpedobåde. Men stadig sværere skyts nødvendiggjorde stadig tykkere panser, og stadig øgede krav til fart og aktionsradius krævede stadig øgede brændstofmængder, så deplacementet voksede støt, skønt man prøvede at bremse udviklingen ved på Washingtonkonferencen i 1922 at begrænse det til 35.000 t. Kulminationen blev de japanske slagskibe Yamato og Musachi med ni 46-cm kanoner og et deplacement på 72.800 t, der blev færdige under 2. Verdenskrig, dvs. da slagskibet var ved at have udspillet sin rolle.

Tilsvarende blev sejlfregatten og sejlkorvetten afløst af krydseren, der fik højere fart helt eller delvis på bekostning af panseret, og hvor man især søgte at efterleve princippet om, at et krigsskib skal være hurtigere end det stærkere og stærkere end det hurtigere. Ved Washingtonkonferencen blev overgrænsen for krydsere sat til 20,3-cm skyts og et deplacement på 10.000 t, og ved Londonkonferencen i 1930 blev krydsere delt i lette og tunge, hvor sidstnævnte var krydsere med et skytskaliber over 15,2 cm.

Torpedobåde og ubåde

Torpedoen, et selvbevægende undervandsvåben med meget kraftig sprængladning, der blev udviklet sidst i 1800- t., fik meget stor betydning for skibsudviklingen. Man byggede således små, meget hurtigtgående torpedobåde (fart over 30 knob), der i stort tal kunne sættes ind mod større skibe og ramme dem under vandlinjen, hvor de var mest sårbare. Modmidlet blev torpedobådsødelæggeren eller -jageren (eng. destroyer), et kraftigere, ligeledes hurtigtgående skib med artilleri, der kunne sætte torpedobådene ud af spillet, før de nåede på skudhold. Næste skridt blev at udruste også jageren med torpedoer, og den blev efterhånden udviklet til et alsidigt, oceangående skib på 1000-2000 t, mens den mindre torpedobåd fortsat fandt anvendelse i kystfarvande. I 1930'erne fik den traditionelle torpedobåd et supplement med motortorpedobåden, et lille benzin- eller dieseldrevet træfartøj, der med en fart på 40 knob eller mere kunne fremføre 2-4 torpedoer.

En anden konsekvens af torpedoen blev den praktiske udvikling af undervandsbåden eller ubåden. Tanken om et skib, der kunne sejle under vandet, havde optaget sindene siden 1500-t., og gennem 1600-1800-t. blev der eksperimenteret ivrigt, men først i slutningen af 1800-t. lykkedes det at finde en praktisk brugbar løsning, der var baseret på dieselmotorer til fremdrift i overfladen og opladning af batterier, som via elmotorer gav båden en vis bevægelsesfrihed under vandet, dvs. samme princip, som konventionelle ubåde stadig anvender. Under to verdenskrige, hvor ubåden især blev brugt til at afbryde forsyningslinjer, dvs. sænke handelsskibe, blev den udviklet til et oceangående fartøj på 800-1500 t med en fart af 15-18 knob i overfladen og 6-8 knob neddykket og med 10-14 torpedoer og en dækskanon.

Ubådstruslen mod handelsskibe førte til, at man førte disse frem i konvojer, beskyttet af særlige eskorteskibe. Under 2. Verdenskrig udviklede især Storbritannien to typer, fregatten og korvetten. Det var ret enkle skibe, der kunne bygges i stort tal på civile skibs- og trawlerværfter; de var på hhv. ca. 1500 t og 1000 t, havde moderat fart, 15-20 knob, udstyret med sonar og bevæbnet med antiubådsvåben som dybdebomber o.l.

Mineskibe

Udstrakt brug af søminer gav anledning til udviklingen af to skibstyper, minelæggere og minestrygere. De første kunne være defensive minelæggere, beregnet til at minere egne beskyttede farvande, eller hurtigtgående offensive minelæggere til minering af farvande, som fjenden kontrollerede. Derudover kunne andre skibstyper som krydsere, jagere og ubåde være indrettet til offensiv minering, og under 2. Verdenskrig blev også fly i stor udstrækning anvendt hertil. Minestrygere var oprindelig blot små skibe, der udførte mekanisk strygning af kontaktminer, men udviklingen af afstandsminer krævede støjsvage, umagnetiske minestrygere med minestrygningsudrustning, der i passende afstand fra minestrygeren selv kunne frembringe de impulser, der fik minen til at detonere.

Hangarskibe

Med hangarskibet blev et nyt element indført i søkrigen, nemlig flyet. Allerede før 1. Verdenskrig blev der gjort forsøg med at starte og lande fly på skibe, og under krigen blev flere skibe bygget om og forsynet med et flydæk. Det umiddelbare formål var at skaffe sig flyrekognoscering i rum sø, men flyene, der også var under hastig udvikling, blev snart i stand til at medføre torpedoer og bomber. I mellemkrigsårene byggede de store flådemagter hangarskibe på 20.000-35.000 t, der kunne medtage op til 80 fly, dels bombe- og torpedofly til angreb, dels jagerfly til egenbeskyttelse; ved 2. Verdenskrigs udbrud havde hangarskibet en våbenrækkevidde på 300-400 km mod det klassiske artilleriskibs 30 km, og dermed blev det udslagsgivende i de fleste store søslag under krigen. Da fly også var egnet til at opspore og bekæmpe ubåde, blev der tillige bygget et stort antal eskortehangarskibe, ofte ombyggede handelsskibe, der fulgte de store transatlantiske konvojer.

Landgangskibe

Også tilkomsten af landgangsskibe og -fartøjer imellem de to verdenskrige udvidede spektret af sømilitære evner og virkemidler og muliggjorde omfattende og afgørende landsætningsoperationer under 2. Verdenskrig.

Tiden efter 2. Verdenskrig

De hidtil så klare skel mellem de forskellige krigsskibstyper mht. størrelse, bevæbning og anvendelse — der i nogen grad var skabt gennem de begrænsninger, som mellemkrigsårenes flådekonferencer havde sat — er efter 2. Verdenskrig blevet noget udvisket.

Det traditionelle og tunge artilleri er veget for moderne målsøgende raketbevæbning med langt større rækkevidde, større præcision og højere våbeneffekt. På et meget beskedent deplacement kan man i dag have missiler med konventionelle ladninger, der har større effekt end en bredside fra et af 2. Verdenskrigs slagskibe. Og skibsbaserede interkontinentale missiler og langtrækkende skibsbaserede fly med nukleare våben er i dag en vigtig del af stormagternes strategiske arsenal.

Egenbeskyttelse i form af panser er stort set forladt, da det ikke yder effektiv beskyttelse mod moderne våben. I stedet søger man at undgå detektion og målsøgende våben med såkaldt stealth-teknologi, dvs. at man gennem særlig formgivning og overfladebehandling søger at formindske eller sløre eget skibs radar-, infrarøde eller akustiske signatur. Ved angreb med missiler søges disse uskadeliggjort, før de når frem, fx ved beskydning med meget hurtigtskydende (op til 6000 skud/min), småkalibrede kanoner.

Moderne krigsskibe er desuden præget af meget avanceret elektronisk udrustning til bl.a. overvågning, kommunikation, kommando og koordination, ofte under anvendelse af satellitter i rummet.

På fremdrivningsområdet har man ved at gå fra damp- til diesel- og gasturbinemaskinerier generelt opnået større aktionsradius og ofte bedre brændstoføkonomi. Nuklear fremdrivning, der især anvendes i større hangarskibe og ubåde, har givet stort set ubegrænset rækkevidde med høj fart og i praksis uafhængighed af genforsyning med brændstof.

Også nye materialer indgår i moderne krigsskibskonstruktion, idet fx skibe til minerydning i stort omfang bygges af glasfiber. Ved modularisering og containerisering af bevæbning og anden udrustning kan visse krigsskibe også hurtigt skifte rolle efter situationens krav.

Som følge af den ovenfor beskrevne udvikling har slagskibe kun været anvendt i få tilfælde efter 2. Verdenskrig og er ellers udgået af aktiv tjeneste. Deres rolle er nu overtaget af hangarskibe, der vil danne kernen i enhver større angrebsstyrke. Tilgået er meget store, ofte nukleart fremdrevne ubåde, hvoraf mange tjener som platforme for interkontinentale missiler. I øvrigt indgår de fleste hidtil kendte skibstyper i moderne flåder. De er generelt lettere udrustet end tidligere, men deres våben er mere langtrækkende og præcise. Takket være omfattende brug af elektronik og automatisering kræver moderne krigsskibe i almindelighed en mindre besætning end tidligere, og deres forhold om bord har derfor kunnet forbedres betydeligt.