Definitionen af begrebet middelalder er ligeledes udtryk for historieforskningens vekslende filosofiske, teoretiske og emnemæssige præferencer. Begrebet middelalder består af en række eftermiddelalderlige historiske konstruktioner. I middelalderen vidste man ikke, at man levede i middelalderen.
Da man i slutningen af 1600-tallet begyndte at opfatte middelalderen som historisk periode, havde det at gøre med historietænkningens sekularisering. Man lagde nu mere vægt på, at kristendommen i løbet af 300-tallet gradvis blev Romerrigets officielle religion end på kristendommens åbenbaring ved Jesu fødsel. Med denne fremhævning af kristendommens institutionalisering på bekostning af de rent åndelige aspekter blev der uvilkårligt rokket ved ældre periodeforestillinger, og der blev sat skel mellem antikken og middelalderen. Det historiske begreb middelalder var således fra begyndelsen knyttet til den kristne kirkes historie, og når det nærmere bestemt blev den romerskkatolske kirke, skal det dels ses i lyset af middelalderbegrebets oprindelse i de italienske humanisters doktrin om sproglig og litterær renæssance af den klassiske latinske arv, dels i, at den del af verden, hvori denne arv blev forvaltet i og efter 1500-tallet, da middelalder blev et historisk begreb, indtog en så betydningsfuld rolle i verden, at man mente, at netop Vesteuropa måtte være verdenshistoriens krumtap.
Sætter man den kristne kirkes historie i centrum, vil middelalderen tidsmæssigt kunne afgrænses til at begynde med kejser Konstantin 1. den Stores anerkendelse af kristendommen i 312 eller til 395, da kristendommen blev den eneste tilladte religion i Romerriget, og afsluttes med reformationsåret 1517. Hvis fokus sættes på pavestolens bestræbelser på at opnå universel magt over de territoriale fyrster, kan man tale om middelalderens begyndelse med nedkæmpelsen af hunnerinvasionerne af det europæiske kontinent i 375 og Romerrigets deling i 395 eller ved Det Vestromerske Riges sammenbrud i 476. I det perspektiv vil slutpunktet kunne være den franske kong Karl 8.s invasion af Italien i 1494.
Som anden historieskrivning blev også middelalderhistorien i 1700- og især i størstedelen af 1800-tallet orienteret mod politiske, konstitutionelle og institutionelle spørgsmål. Historien og middelalderhistorien blev et ofte brugt middel til at fremelske og give udtryk for den spirende nationale identitet. Man begrundede denne i fælles fortid og søgte herunder de europæiske nationalstaters og politiske institutioners rødder i middelalderen. Romerkirken blev anset for et institutionelt og politisk modspil til de territoriale fyrster, konger og kejsere — til tider ligefrem for at være et internationalt fremmedelement i det nationale kongedømme (C.F. Allen Haandbog i Fædrelandets Historie, 1840). Det væsentlige træk ved middelalderen blev anskuet som etableringen af de europæiske fyrste-, konge- og kejsermagter i mod- og samspil med den universelle romerskkatolske kirke.
Set i det lys er det rimeligt at holde fast ved, at middelalderen var ovre omkring 1500. Ikke alene på grund af Reformationen, men også fordi de europæiske centralmagter på dette tidspunkt havde skaffet sig kontrol over territorier, som i hovedtræk var identiske med de senere nationalstater. Endelig havde visse af disse kongedømmer ved indgangen til 1500-tallet udviklet sig til egentlige statsmagter — først og fremmest Frankrig og England. Hvad middelalderens begyndelse angår, taler denne vægtning af de historisk-politiske aspekter derimod for at fremrykke epokens udgangspunkt til 700-tallet. Fra dette århundrede og frem mod år 1000 blev Europa gradvis delt i en vestlig romersk-katolsk-latinsk og en østlig græsk-ortodoks-byzantinsk kristen kultur, og arabernes fremtrængen på Den Iberiske Halvø og i Sydfrankrig blev standset, efter at Pippin 3. den Lille i 751 med pavens godkendelse havde afsat den sidste merovingerkonge. Karolingerriget opstod, og med pavens anerkendelse af Pippin 3. etableredes den nære forbindelse mellem dette blomstrende vesteuropæiske kejserrige og det universelle pavedømme. Samtidig mistede Det Byzantinske Rige gradvis sin politiske og kirkelige forbindelse med Romerkirken indtil det endelige brud, skismaet i 1054.
Siden anden halvdel af 1800-tallet og frem til i dag har middelalderhistorien, ved siden af en fortsat interesse for det politiske, konstitutionelle og institutionelle område, været præget af social-, økonomisk, kultur- og mentalitetshistorisk forskning. På de politisk-institutionelle og socioøkonomiske områder har begrebet feudalisme præget generationer af historikere. Også dette begreb er en eftermiddelalderlig konstruktion. Ordet feudal optræder første gang i 1644, og betegnelsen feudalisme blev ikke opfundet før i 1800-tallet. Ordet er afledt af det middelalderlatinske feudum, der betyder len. Historikere har brugt begrebet på mange forskellige måder. Der kan sondres mellem to hovedretninger. Den ene retning betragter feudalismen som konstitueret af institutionerne vasal og len. (Ganshof, Qu'est-ce que la féodalité, 1944). Den anden retning repræsenteres af marxistiske og andre socioøkonomiske historikere, som beskriver feudalismen som en enhed af forskellige godssystemer. (P. Vinogradoff (1854-1925), The Growth of the Manor, 1905; M. Bloch, La Société féodale, 1940; Maurice Dobb, Studies in the Development of Capitalism, 1946). Disse to forestillinger kan sammentænkes til én samlet teori.
Allerede i det tidlige 700-tallet blev der i Merovingerriget opbygget en professionel militærstyrke, hvis medlemmer blev forlenet med konfiskeret kirkegods. Forholdet mellem herre og vasal bestod principielt i, at herren gav sine vasaller jord, mod at de sværgede ham troskab og skyldte ham krigstjeneste. I karolingertiden smeltede vasallernes krigstjeneste sammen med forskellige administrative funktioner, fx skatteopkrævningen, og det var i middelalderen ikke ualmindeligt, at retshåndhævelsen var forlenet bort. Under opsplitningen af Karolingerriget dannedes en række fyrstendømmer i Frankrig, og i Tyskland skabtes på baggrund af de germanske stammehertugdømmer lignende fyrstendømmer med en indre feudal struktur og en ydre formel tilknytning til den tyske kejser. Feudalopløsningen nåede i Frankrig højdepunktet i 1000-tallet. Mange tidligere vasaller af territorialfyrster opkastede sig til autonome borgherrer med riddere (vasaller) under sig, men i det følgende århundrede genvandt konger og fyrster kontrollen.
Vasallernes og kongernes jord var organiseret omkring godser, og de blev ifølge den socioøkonomiske feudalismeopfattelse drevet af bønder, som ernærede sig selv på jordlodder, som de fik stillet til rådighed til gengæld for pligtarbejde på godsets hovedgårdsjord og mod betaling af forskellige afgifter i penge eller naturalier. Hovedgården blev enten bestyret af en forvalter eller forpagtet bort. Hvis godset ikke var organiseret omkring en hovedgård, bestod bøndernes ydelser for deres jordlodder udelukkende i penge- og naturalieafgifter. Nogle af bønderne var stavnsbundne og personligt ufri, andre var fri. Godserne var ikke blot socioøkonomiske enheder, de var ofte også retskredse.
Det er diskutabelt, hvor dækkende den institutionelle feudalismeopfattelse er for middelalderen. Lensvæsenet kan i det kontinentale Vesteuropa spores tilbage til det tidlige 700-tallet, og det kendes i middelalderen inden for det tidligere Karolingerriges grænser samt i Lombardiet i Italien og Catalonien i Spanien. Efter at normannerne havde erobret England i 1066, forsøgte Vilhelm 1. Erobreren at indføre len efter frankisk mønster, men det er usikkert, i hvor høj grad det lykkedes. Det er ligeledes ikke uden vanskeligheder at identificere et lensvæsen i den øvrige del af Tyskland samt i Norden. I Norden havde det verdslige aristokrati og de kirkelige institutioner ejendomsret over deres godser.
Lensvæsenet var ikke pyramidalt opbygget, det var snarere et billede, de kongelige jurister søgte at fremmane i 1100- og 1200-tallet. En vasal havde i reglen privat jordejendom (allodium) foruden den jord, han havde i len, og lensmænd kunne holde len fra flere forskellige herrer. Jordejendom var en forudsætning for at blive forlenet med jord, ligesom magt var det for at blive forlenet med magtbeføjelser. Den eneste verdenshistoriske parallel til det europæiske lensvæsen er Japan, hvor kejserdømmets svækkelse i 700-tallet førte til dannelse af et militært aristokrati og japansk feudalisme fra 1100-tallet til revolutionen i 1868.
Hvis de forskellige former for lensvæsen anses for at være middelalderens brændpunkt, kan det accepteres, at perioden begynder i 700-tallet — i hvert fald i den vestlige del af kontinentet — og ender med de militære lensforpligtelsers forfald i 1300- og 1400-tallet, da de tungt rustede ridderhære blev overhalet af den militærteknologiske udvikling.
Der er i Europa påfaldende geografisk sammenfald mellem lensvæsen og godssystem, men ingen af dem er enestående middelalderlige fænomener. Der findes ligesom til lensvæsenet paralleller til godssystemet i andre verdensdele. I Europa er godssystemet ældre end lensvæsenet. De organisatoriske grundtræk i de middelalderlige godsdriftsystemer kan spores tilbage i antikken, og der eksisterede godssystemer, efter at lensvæsenet fra omkring 1500 eroderede til at fremstå som administrationsapparat i den styrkede centralmagts hænder. Hovedgårdsdrift med hoveri blev først almindelig i Østeuropa og Danmark, efter at dette system omkring 1500 næsten helt var forsvundet i Vesteuropa. Godssystemet er heller ikke noget enestående europæisk fænomen. Der er paralleller til det i andre verdensdele.
Det var tidligere almindeligt at beskrive de middelalderlige godser som subsistensøkonomiske enheder baseret på tvangsarbejde. I den nyere forskning er man blevet opmærksom på, at godsøkonomien i vid udstrækning var rettet mod ekspanderende markeder, og at den ofte involverede lønarbejde. Arbejdsdelingen mellem godser i forskellige egne skabte grundlag for forøget vareudveksling og urbanisering middelalderen igennem. Også bondeproduktionen var præget af arbejdsdeling og udvekslingsøkonomi. Bondeproduktionen var langt den største sektor i middelalderens økonomi. En række såkaldte moderne elementer i samfundsudviklingen som markedsøkonomi, lønarbejde, protoindustrialisering, kreditgivning, forsikring m.m. var kendt i middelalderen. I socioøkonomisk perspektiv er middelalderen både en kontinuerlig fortsættelse af tiden før og begyndelse til tiden efter.
De italienske humanister mente, at de i deres egen tid genoptog og videreudviklede antikkens æstetik og forestillingsverden, som var gået tabt i middelalderen. I tråd hermed har visse kulturhistorikere været af den opfattelse, at der herskede en helt enestående mentalitet i middelalderen til forskel fra den, der vandt frem i Italien i 1400-tallet og skabte grundlag for den moderne verdens kunst, filosofi, videnskab, kultur og livsholdning. Man har ment, at middelaldermennesket var ganske indvævet i en religiøs forestillingsverden, og at individet ikke kunne forestille sig selv som sådant, men kun som bundet del af en kollektiv gudsgiven samfundsorden. Men også inden for idé- og mentalitetshistorien kan der spores kontinuitet fra antikken til den moderne verden. Fra 1100-tallet oplevedes en filosofisk, politisk, rets- og naturvidenskabelig renæssance, og middelalderens administrations- og agrartekniske manualer vidner sammen med godsretsprotokoller, told- og godsregnskaber, jordebøger og meget andet om, at middelaldermennesket i vid udstrækning opfattede sig selv og sine medmennesker som selvstændige individer, og at det også havde en praktisk empirisk skabende indstilling til tilværelsen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.