norsk

De nordiske nationalstater blev etableret i vikingetiden, og fra da af kan man for så vidt godt tale om et norsk sprog, men forskellene mellem de nordiske sprog var endnu beskedne.

I vikingetiden udbredtes en vestlig variant af fællesnordisk, norrønt, til Island, Færøerne, Shetlandsøerne, Hebriderne og Orkneyøerne, hvor sproget satte sig varige spor, ligesom det blev anvendt af bosættere i Nordvestskotland, på Isle of Man, i Irland og i Grønland. Den variant af sproget, der var blevet tilbage i Norge, udviklede sig til gammelnorsk.

De to veje, den reformistiske gradvise fornorskning og den radikale nyskabende, førte til hhv. bokmål og nynorsk. Samtidig offentliggjorde bondesønnen Ivar Aasen sine overvejelser om, at folkelige, nationale og pædagogiske grunde talte for udviklingen af et selvstændigt norsk sprog, et landsmål. Han så det som en hindring for folkeoplysningen, at norske skulle læse og udtrykke sig på et sprog, der ikke var deres eget. På grundlag af omfattende studier i norske dialekter udgav Ivar Aasen fra 1848 en række vigtige arbejder om det norske folkemål, bl.a. en grammatik (1848), en ordbog (1850) og Prøver af Landsmaalet i Norge (1853). I dag kan det synes selvfølgeligt, men i 1800-tallet var det bemærkelsesværdigt at tage folkemålet alvorligt og give en systematisk beskrivelse af det; historikeren P.A. Munch og andre var da også begejstrede. Da Aasen udsendte anden udgave af sin grammatik (1864) og af sin ordbog (1873), foreslog han på baggrund af de forskellige dialektformer en "skriftnormal", hvor han anviste brugbare ordformer. Hans forslag var et kompromis mellem mange hensyn og dialektvarianter, og landsmålet er af en senere eftertid blevet kaldt "en cocktail af norske dialekter", hvor ældre ordformer kom til at slå stærkt igennem, samtidig med at især danske og tyske låneord, herunder tyske forstavelser som an-, be- og er- og afledningsendelser som -hed/-heit og -else, søgtes undgået.

Også overlærer Knud Knudsen ville gengive nordmændene et selvstændigt skriftsprog, men han anbefalede en anden metode for, hvad han kaldte sit "norske målstræv": den gradvise fornorskning på grundlag af "den dannede dagligtale i byerne", og altså ikke dialekterne. Han formulerede selv ortografiske ændringsforslag og deltog aktivt i sprogdebatten, bl.a. i sin egenskab af sproginstruktør ved Det Norske Teatret og som Bjørnstjerne Bjørnsons allierede i det såkaldte teaterslag på Christiania Theater 1856. Begge ønskede det danske sprogs scenemonopol afskaffet. Knudsens tanker vandt i slutningen af 1800-tallet tilslutning hos forfattere som Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander Kielland og Jonas Lie, hvis prosa var skrevet på riksmål, det senere bokmål. De norske særtræk var få, og originaludgaverne er i dag lettere at læse for danske end for norske. Andre digtere, fx Aasmund Olavsson Vinje og Arne Garborg, valgte at udtrykke sig på landsmål.

Sprogpolitisk vandt landsmålet frem fra 1870'erne, hvor Stortinget vedtog, at "Undervisningen i Almueskolen bør saavidt mulig meddeles paa Børnenes eget Talemaal". I 1885 kunne Stortinget med 78 stemmer mod 31 vedtage en ligestilling af de to sprogformer i det såkaldte jamstillingsvedtak, hvor det bl.a. hed, at "det norske Folkesprog som Skole- og officielt Sprog sidestilles med vort almindelige Skrive- og Bogsprog". De enkelte skolestyrelser skulle efter 1892 træffe beslutning om sproget i læse- og lærebøger og om elevernes skriftsprog, men alle børn og unge skulle lære at læse begge mål. Ved århundredskiftet var kun få skolekredse gået over til landsmål.

I årene omkring 1900 var striden mellem landsmål og riksmål særlig intens, og der blev dannet store interesseforeninger, vigtigst Noregs Mållag (fra 1906) for landsmålstilhængere og Riksmålsforbundet (fra 1907). Begge foreninger eksisterer stadig.

De to norske skriftsprog er siden da blevet revideret talrige gange, og hver generation har måttet lære at beherske forskellige regelsystemer. Landsmålet blev revideret i 1901 og 1910. I riksmålet blev der i 1907 indført -p, -t, -k for tidligere -b, -d, -g, fx tape, hate, kake over for tabe, hade, kage. Også på talrige andre måder fjernede man sig fra dansk tradition. I 1917 blev begge skriftsprog igen revideret, og det så radikalt, at modstanden var udbredt, navnlig i riksmålskredse. Det blev bl.a. tilladt i stedet for kastet, spillet, tidligere kasted(e), spilled(e), at skrive kasta, spilla ligesom i landsmål.

Ikke mindst den udbredte valgfrihed skabte problemer. Nogle hunkønsord i riksmål skulle fx i bestemt form ende på -en, andre på -a, mens atter andre havde valgfrihed, fx klokka eller klokken. Konservative kredse fandt, at tilnærmelsen til landsmålet var gået for vidt. I 1934 valgte Stortinget ikke desto mindre at give et retskrivningsnævn som opgave at revidere skriftsprogene med henblik på en yderligere tilnærmelse mellem de to skriftsprog. Mange mente, at man på langt sigt ad den vej ville kunne skabe fasthed og enhed; samtidig fik nævnet til opgave at begrænse valgfriheden.

I retskrivningsreformen af 1938 indførte man en skelnen mellem hovedformer og sideformer i begge sprog. Lærebøger skulle kun anvende hovedformerne, mens eleverne i deres skriftlige arbejder også kunne vælge sideformer. Uoverskueligheden kunne hermed siges at have fejret nye triumfer; i bokmål kunne man fx vælge mellem solen og sola og i nynorsk mellem sola og soli. Men idéen var at vænne brugere af begge skriftsprog til nye fælles ordbilleder, samtidig med at man undgik at lægge hindringer i vejen for de skrivende. Former som var fælles for bokmål og nynorsk blev anbefalet af Oslo skolevæsen og andre myndigheder, og konturerne af en gradvis tilnærmelse blev tydeligere. Men besættelsestiden udviskede dem i nogen grad, og specielt nynorskbevægelsen opnåede for en tid en styrket position. I de første efterkrigsår kom der en kraftig reaktion mod fællesformerne fra sprogkonservative kredse, med forfattere som Arnulf Øverland og André Bjerke som prominente talsmænd. Bl.a. blev forældre opfordret til at rette radikale fællesformer i sine børns lærebøger.

Perioden efter 2. Verdenskrig bragte mindre reformer i 1959 og 1981 (bokmål), men ingen afklaring. Endnu sidst i 1990'erne ønskede konservative kræfter i bokmålslejren at fremme skrivemåder som efter og sne i stedet for etter og snø, mens mere radikale bokmålstilhængere gerne nærmer sig nynorske skrivemåder. Også nynorskbevægelsen rummer både konservative kræfter og folk, der gerne ser en tilnærmelse. Den moderate sprogfløj samnorskfolkene har siden 1959 kunnet organisere sig i Landslaget for Språklig Samling.

Norsk språknemnd blev oprettet i 1952 med det formål at fremme tilnærmelsen mellem bokmål og nynorsk på norsk folkemåls grund. Nævnet bestod af sprogfolk og politisk udvalgte medlemmer, lige mange fra hver af de to lejre, og havde bl.a. til opgave at sætte normer for skriftsproget og give offentligheden råd i sprogspørgsmål. I 1959 udarbejdede nævnet en standard for sproget i lærebøger, og det blev også nævnets opgave at kontrollere overholdelsen heraf. 1972-2006 varetog Norsk språkråd nævnets opgaver, hvorefter det blev afløst af Språkrådet. I 2002 blev den sprogpolitiske tilnærmelseslinje officielt forladt, og ved nye retskrivningsreformer i bokmål (2005) og nynorsk (2012) forsvandt mange af de tidligere fællesformer, ligesom valgfriheden blev indskrænket.

På ét ortografisk område har der dog stort set været enighed; begge skriftsprog går længere end dansk i retning af justering af fremmedords staveform i overensstemmelse med almindelige norske retskrivningsregler, jf. staveformer som sykkel, sjef, sjekk, sjokk, misjon, stasjon, sebra, tøff og ålreit.

Undervisningssproget bestemmes stadig af de lokale myndigheder; fra 7. klasse kan eleverne dog selv vælge. I den videregående skole skal eleverne kunne udtrykke sig på begge skriftsprog, hvoraf det ene har status som hovedmål og det andet som sidemål. Tendensen i elevernes sprogvalg afspejles i, at 88 % af eleverne i 2020 blev undervist på bokmål og 12 % på nynorsk mod hhv. 83 % og 17 % i 1990.

Samnorskbevægelsen er på det sidste tilsyneladende svækket, idet de konservative i begge lejre i stigende grad er kritiske over for en fælles sprogform; man må altså fortsat regne med to skriftsprog i Norge.

De norske dialekter er langt bedre bevaret end de danske. Det kan tilskrives landets store udstrækning og de mange naturbarrierer, men er også en følge af en stærk og selvbevidst lokalkultur. Endvidere støttes dialekterne af nynorsk skriftsprog.

Der kan skelnes mellem fire hoveddialekter: østnorsk, vestnorsk, nordnorsk og trøndsk med betydelige forskelle i ordforråd, bøjning og udtale. Østnorsk og vestnorsk adskiller sig fra hinanden bl.a. derved, at østnorsk efter vokal har "tykt l" med bagtungehævning, mens vestnorsk har "tyndt l" som i dansk, fx i sol og dal; i østnorsk er de tryksvage vokaler a, i, u som i dansk svækket efter lang rodstavelse til [ə], fx er oldnordisk grípa i østnorsk udviklet til gripe. Nordnorsk er let genkendeligt på intonationen, idet de trykstærke stavelser har højtone som i vestdansk, se danske dialekter; bestemt form flertal af visse intetkønsord ender på -an, fx husan 'husene'. Trøndsk er bl.a. karakteriseret ved apokope, dvs. bortfald af tryksvag vokal.

Det grundlæggende lydsystem er fælles for norske dialekter, selvom udtalen af fx r varierer. Svarende til modsætningen mellem danske ord med og uden stød har næsten alle dialekter to betydningsadskillende ordtoner. Således er norsk udtale af bønder og bønner identisk bortset fra de to ords forskellige ordtoner. Ordtonerne kan i forbindelse med sætningsmelodien give danskere det indtryk, at norsk lyder mere syngende end dansk.

De to skriftsprogs ikke altid fredelige sameksistens kan umiddelbart synes upraktisk. Eleverne i skolen skal til afgangsprøver i modersmålet demonstrere, at de behersker både deres hovedmål og sidemål, og de mange valgfrie former kan vitterligt skabe problemer i skole og samfundsliv; at udarbejde stavekontrolsystemer i norske tekstbehandlingsanlæg er fx en krævende opgave. Fordelen er, at den enkelte har mulighed for ved valg af skriftsprog at tilkendegive et kulturelt tilhørsforhold. Den norske litteratur rummer således væsentlige bidrag fra både konservative riksmålsskribenter og stærkt lokalsprogsprægede nynorskfolk, der bruger ortografien i det personlige udtryks tjeneste.

De sproglige vilkår i Norge fremmer et dynamisk sprogsyn: Sprog fastholdes som et menneskeligt udtryk, der kan formes og reguleres, og som et udtryk for personlig og regional identitet. Denne indstilling har ført til en i sammenligning med dansk sprogpolitik mere offensiv officiel holdning til fx den stærke indflydelse fra engelsk i efterkrigstiden; se amerikanisering og dansk sprog. Der er gennemført kampagner mod "anglonorsk" bl.a. i skolerne, og man har med held udviklet en norsk olieterminologi til brug bl.a. på de norske havanlegg, der på dansk oftere benævnes offshore end havanlæg. Den sproglige opmærksomhed er således ikke længere alene rettet mod valg af målform. Man er i dag særlig opmærksom på faren for domænetab inden for visse højere uddannelser og ervervsliv.

Denne tendens er endnu mere mærkbar i 2000-tallet, hvor indtaget af fremmedord fra engelsk er større end i dansk og svensk og reaktionen mod det stærkere. En omfattende sprogpolitisk redegørelse i forlængelse af den svenske og den danske blev udarbejdet i 2005. Heri fastholdes værdien af sprogvariation inden for landet og betydningen af fortsat at have norsk som hovedsprog, men samtidig at styrke kendskabet til engelsk og andre fremmedsprog og til de nordiske nabosprog.

Der er vidtgående overensstemmelser mellem norsk og dansk sprogbygning. I det følgende nævnes kun vigtigere forskelle.

Af det fælles alfabet bruges de fremmede bogstaver c, q, w, x og z væsentlig mindre i norsk end i dansk. En trykstærk stavelse i norsk er altid lang, og lang konsonant skrives dobbelt, fx redd 'ræd', hogg 'hug', all 'al'. Den lange u-lyd er en i danske ører y-agtig midttungevokal [u]. Til dansk e og ø svarer ofte norsk diftong, fx stein 'sten', haug 'høj', øy 'ø'. Skriftens g og gj udtales [j] i forbindelser som gi, gyllen, gjerne, gjære, gjø, og tilsvarende udtales sk og skj som [ʃ] i ski, sky, skje, skjære, skjørt.

Substantiverne er fordelt på tre køn, maskulinum, femininum og neutrum; i nynorsk henvises med pronominerne han, ho og det, mens den i bokmål er fælles for maskulinum og femininum. Eksempler på bøjningsforskelle mellem bokmål og nynorsk er stol, -en, i flertal i bokmål stoler, stolene over for nynorsk stolar, stolane, og bokmål lærer, -en, -e, lærerne over for nynorsk lærar, -en, lærarar, lærarane. I verbalbøjningen svarer præteritum kastet/kasta over for nynorsk kasta til den danske type kastede. Foruden -te i fx dømte, i nynorsk også dømde, findes endelsen -de i fx levde 'levede' og -dde i fx nådde 'nåede'.

Syntaktisk adskiller norsk sig fra dansk ved forekomst dels af dobbelt bestemthed, fx bokmål de svarte hestene, nynorsk dei svarte hestane, dels af efterstillet possessivt pronomen, fx far din, kona mi ved siden af din far, min kone, samt ved placeringen af verbalpartiklen, fx ta fram glassene 'tage glassene frem'.

Ordforrådet er i vidt omfang fælles med dansk. Eksempler på afvigelser er beite 'græsse', høve 'passe (sig)', merknad 'anmærkning', sau 'får', trikk 'sporvogn'; nynorsk atterhald 'forbehold', løyve 'bevilge', uturvande 'unødig', ikke sjældent svarende til svensk, fx avliden 'afdød', åtgjerd 'foranstaltning'.

• Det Norske Akademis ordbok
• Bokmålsordboka/Nynorskordboka
• Språkrådet