Oliefisken er en stor fisk i slangemakrelfamilien med meget olieholdigt kød. Den lever i 500-800 meters dybde i de varmere dele af alle verdenshave.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Ruvettus pretiosus, smørmakrel
Den kan blive ca. 3 meter lang med en vægt på op til 63,5 kg. Normalt når den dog kun en længde på omkring 1,5 meter. Den ensfarvede mørkebrune krop er langstrakt med meget grove skæl.
Fiskens velsmagende kød egner sig særdeles godt til at grille, men har et 18-21 % højt indhold af en olieagtig voksester (gempylotoxin), der ikke kan fordøjes som anden olie. Hvis den indtages i større mængder, kan den give keriorrhoea med symptomerne: mave-tarm-besvær, olieagtig, orangefarvet diarré, voldsom tarmluft, opkastning, brækning, krampe og hovedpine.
Oliefisk må ikke indføres i Japan og Italien, i Australien må den ikke sælges til menneskeføde og det tyske Bundesinstitut für Risikobewertung tilråder forsigtighed ved anvendelsen. Da oliefisk er væsentligt billigere end andre fisk af tilsvarende størrelse og smagskvalitet, er der forekommet tilfælde, hvor den er blevet solgt som smørfisk, hvilket har ført til de ovennævnte ubehagelige symptomer. Det uheldigt valgte danske handelsnavn smørmakrel har måske også ledet nogle fiskehandlere i fristelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.