radiodramatik

Radiodramatik arbejder med stemmer, lyde og musik, der i begyndelsen blev udsendt med de kunstneriske begrænsninger en direkte udsendelse dikterede, men senere, ved opfindelsen af båndteknikken og især flersporsteknikken og digitalteknikken har udviklet en maksimal præcision i montagen af elementerne. Radiodramatik er den smidigste dramatiske udtryksmåde mht. former, bevægelse i tid og rum, fantasi og symbolverden og mht. at lade alting blive én karakter, der udtrykker sig i direkte dialog eller i indre monolog – der ikke har noget mere selvfølgeligt medie end radio.

I de første ca. 25 år var rollebesætninger afhængige af skuespillere, der ikke havde teatertjeneste på udsendelsestidspunktet, men med båndteknikken forsvandt denne begrænsning, man fik mulighed for genudsendelser og bevarelse af store kunstneres præstationer. Det er, sammenlignet med anden dramatisk produktion, relativt billigt at producere radiodramatik, og den årlige produktion har gerne været stor. Udviklingen af mediets egenart er derfor gået hånd i hånd med udviklingen af nye dramatikere, der har lettere ved at få debut i radio end andetsteds og senere har fundet vej til andre medier.

Den engelske betegnelse for radiodramatik er ‘radio drama’ og har vægt på mediet, mens det i Tyskland kaldes ‘Hörspiel’ med vægt på modtagersituationen. I mange år kaldte man herhjemme produktionerne for hørespil, men med voksende selvbevidsthed om deres egenart, bl.a. i forhold til tv, gik man over til at kalde værkerne radiospil. Historisk har radiodramatik en slags forløber i læsedramaet, der også måtte undvære det visuelle. Den var fra begyndelsen af radiomediets udvikling centralt placeret i både radiostationernes og lytternes interesse. I 1922 udsendte en amerikansk radiostation en forestilling fra et lokalt teater og s.å. blev en musical lavet direkte til radio. I 1924 sendte man i England det, så vidt vides, første originale radiospil, Richard Hughes’ Comedy of Danger, der ved at henlægge handlingen til en gruppe minearbejdere indespærret i en mørklagt mine ville sidestille medvirkende og lyttere i ‘det blinde teater’. Kunstformens professionelle udvikling fortsatte i USA med en særlig interesse for serier, gerne af underholdende karakter på de store "networks". Instruktøren Orson Welles demonstrerede i 1938 mediets gennemslagskraft ved sin dramatisering af Herbert George Wells roman The War of the Worlds (1898). I udsendelsen blandede Welles fakta med fiktion i en monteret form, hvor en radiokoncert blev afbrudt af fiktive meldinger om Marsboeres invasion af Jorden. Udsendelsen skabte en del furore, idet nogle lyttere blev opskræmte, da de troede på historien, mens andre kritiserede Wells for at blande fiktion og fakta. I Danmark forsøgte radiomanden Erik Thygesen sig senere med en tilsvarende radiofiktion om en fingeret arbejdsulykke på Lindøværftet på Fyn, og affødte en tilsvarende debat om det etisk korrekte i at blande fakta og fiktion på en måde, der kan udløse unødig angst hos lytterne. I Tyskland viste forfattere som Bertolt Brecht og Erich Kästner tidligt interesse for radiomediet, men det blev hurtigt også mht. dramaformen inddraget i nazisternes propaganda. Efter 2. Verdenskrig decentraliseredes mediet i Vesttyskland, og der opstod en stor interesse for hørespillet, der dyrkedes af forfattere som Wolfgang Borchert, Dürrenmatt, Max Frisch og senere Heiner Müller fra DDR. Tyske radiostationer har været flittige opkøbere af danske radiospil. I UK udviklede BBC radiospillet med en særlig interesse for featureformen, der er baseret på fakta, men også den mere underholdende seriedramatik og på den smalle kanal, Third Programme, banebrydende radiospil af bl.a. Dylan Thomas, Beckett og Harold Pinter.

Allerede i prøveåret 1925/26 før Statsradiofoniens grundlæggelse udsendtes tre danske klassikere fra Skolescenens repertoire i radio. 1928 bragtes de tre første hørespil, der var resultater af en konkurrence, og 1929 sendtes den første episode af Jens Lochers Familien Hansen, der fortsatte hver søndag aften til 1949. Opfordringer til danske forfattere om at interessere sig for det ny medie gav i en lang årrække ikke så mange interessante resultater, bortset fra hørespil af H C Branner, Leck Fischer og Soya. Mediet udviklede sig hovedsageligt på tilrettelæggelser af klassisk og ny teaterdramatik bl.a. under ledelse af den faste instruktør, Oluf Bang.Det danske radiospils udvikling til en selvstændig kunstart tager fart fra ca. 1950, hvor båndteknikken udvikles og det finder sine kunstneriske muligheder i samarbejder mellem instruktører som Sam Besekow, Søren Melson og Carlo M Pedersen og Radioteatrets kunstnerisk begavede lydtekniker, Finn Quist. Der sendes dog også serier, der tømmer gaderne som Francis Durbridges Gregory-mysteriet 1954 og Cecil Burtons (pseudonym for Else Faber) Sivaskriget 1956. Jørgen Claudis tiltræden som souschef og senere chef fører til en målbevidst udvikling af radiospillet med bidrag fra forfattere som Finn Methling, Ernst Bruun Olsen og Inger Christensen. I de faste instruktørers hænder med Carlo M Pedersen i spidsen bliver Radioteatret med navne som Anders Bodelsen, Svend Åge Madsen, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Ulla Ryum og Erling Jepsen til den ‘rugekasse’ for nye dramatikere, det siden har været. I 1990'erne raffinerede digitalteknikken yderligere radiospillets udtryksmuligheder i hænderne på instruktører som Emmet Feigenberg, Carsten Grønning, Madeleine Rønn Juul, Ole Krøll og Henrik Sartou og en ny generation af ‘fantastiske’ forfattere som T.S. Høeg, Line Knutzon, Morti Vizki og Jens Blendstrup. Parallelt udviklede nye dokumentariske fiktionsformer sig med bl.a. instruktøren Daniel Wedels arbejder.

I forlængelse af dansk tv-dramatiks succes i 2000-tallet blev DR's radiodrama-afdeling lagt sammen med Tv-Drama, og blev senere nedlagt som selvstændig afdeling. Genren eksisterer stadig som podcast.

• radioteater
• radio drama