Scenograf er en person, der udformer dekorationer og oftest også kostumer til en teaterforestilling samt de fiktive rammer til film- og tv-produktioner.

Indtil 1966 benyttedes i Danmark betegnelsen teatermaler, men herefter, da Peer Gregaard satte sig i Det Kongelige Teaters chefstol, blev begrebet scenograf introduceret. Teatermaleren var som regel tilknyttet et bestemt teater, men fra begyndelsen af 1900-tallet udviklede enkelte teatermalere en mere personlig stil og arbejdede fra opgave til opgave på forskellige teatre. En arbejdsform de fleste scenografer stadig lever efter, ofte i et tæt samarbejde med en instruktør som fx Karin Betz med Peter Langdal og Bente Lykke Møller med Staffan Valdemar Holm.

Scenografuddannelse

Antallet af aktive scenografer er steget siden 1970'erne hvor også scenografuddannelsen blev etableret; ved Statens Teaterskole i 1972, på Danmarks Designskole fra 1975 samt på Arkitektskolens afdeling for Visuel Kommunikation. Men en scenograf kan også have en anden kunstnerisk, teknisk eller teoretisk baggrund.

Arbejdsproces

Scenografen præsenterer som hovedregel sine forslag og intentioner ved et afleveringsmøde med teatrets kunstneriske og tekniske ledelse, dramaturg, samt forestillingens instruktør med en rumlig model og arbejdstegninger samt evt. kostumetegninger. Scenografens arbejdsproces kan variere meget alt efter et teaters kapacitet og ressourcer.

Læs mere i Lex