Udtalevanskeligheder er en samlebetegnelse for vanskeligheder med auditiv perception af sproglyde, fonologiske repræsentationer og motorisk produktion af sproglyde. Disse vanskeligheder påvirker ofte barnets taleforståelighed, og ubehandlede udtalevanskeligheder kan have konsekvenser for barnets sociale relationer, trivsel og faglige udvikling.
Speech Sound Disorders (SSD)
Udtalevanskeligheder af ukendt årsag ('speech sound disorders of unknown origin') betegnes som funktionelle udtalevanskeligheder. De inddeles i tre hovedtyper: fonologiske vanskeligheder, inkonsistente udtaleforstyrrelser og artikulationsvanskeligheder.
Fonologiske vanskeligheder ('phonological impairment') vedrører barnets fonologiske repræsentationer – det vil sige barnets mentale system for sproglyde og reglerne for deres anvendelse. De opdeles i to undergrupper afhængig af barnets udtalemønstre (fonologiske mønstre, fonologiske processer):
Inkonsistente udtaleforstyrrelser ('inkonsistent speech disorder') er kendetegnet ved, at barnet udtaler de samme ord på mange forskellige og uforudsigelige måder. Variationerne kan ikke forklares ud fra de udtalemønstre, der forekommer i den typiske fonologiske udvikling. Børn med denne type vanskelighed er ofte svære at forstå – selv for deres nærmeste – men præsterer ofte bedre i imitationsopgaver end spontan tale.
Den underliggende årsag antages at være en svækkelse i barnets evne til at danne stabile fonologiske skabeloner. Dette kan i nogle tilfælde være relateret til prænatale eller perinatale komplikationer.
Artikulationsvanskeligheder ('articulation disorder') er fonetiske vanskeligheder, der typisk er motorisk baserede og involverer nedsat præcision i placering og bevægelse af taleorganerne. Vanskelighederne er ofte begrænset til enkelte lyde og påvirker ikke barnets fonologiske system som helhed. Artikulationsvanskeligheder viser sig fx som interdentalt eller lateralt læsp ved udtalen af sibilanter som /s/.
Udtalevanskeligheder af kendt årsag ('speech sound disorders of known origin') inddeles typisk i tre hovedkategorier: verbal dyspraksi, dysartri og strukturelle eller sensoriske årsager.
Verbal dyspraksi er en sjælden udtalevanskelighed, som skyldes vanskeligheder med planlægning og programmering af de bevægelser, der kræves for at producere tale. Forstyrrelsen er kendetegnet ved generelle mundmotoriske vanskeligheder, inkonsistent udtale, langsom talehastighed, nedsat sekventering af sproglyde samt forlængelser og gentagelser.
Verbal dyspraksi diagnosticeres typisk på baggrund af tre kernekriterier: inkonsistens i lydproduktion, vanskeligheder med overgange mellem lyde (coartikulation) og prosodiske afvigelser.
Dysartri ('dysarthria') er en taleforstyrrelse forårsaget af neurologisk skade, der påvirker den muskulære kontrol af tale gennem nedsat funktion af artikulation, fonation, resonans, respiration og prosodi. Det kan være et resultat af fx cerebral parese, traumatisk hjerneskade eller andre neurologiske sygdomme.
Strukturelle eller sensoriske årsager ('structural or sensory causes') kan fx være ganespalte eller høretab. Disse forhold kan påvirke barnets evne til at producere sproglyde korrekt og have indvirkning på lydproduktion, resonans og artikulation. Uden tilstrækkelig støtte og behandling kan det i nogle tilfælde føre til langvarige udtalevanskeligheder.
I sundhedssystemet anvendes ICD-11 til klassifikation, henvisning og statistik. Her findes udtalevanskeligheder ikke som én samlet kategori, men er repræsenteret under specifikke koder inden for 6A01 Developmental Speech or Language Disorders.
| Udtalevanskelighed | Diagnose ifølge ICD-11 |
|---|---|
| Fonologiske vanskeligheder | 6A01.0 Developmental speech sound disorder |
| Artikulationsvanskeligheder | 6A01.0 Developmental speech sound disorder |
| Inkonsistente udtaleforstyrrelser | 6A01.0 Developmental speech sound disorder |
| Verbal dyspraksi | 6A01.2 Childhood apraxia of speech |
| Dysartri | 6A01.3 Developmental dysarthria |
I tilfælde hvor udtalevanskelighederne skyldes strukturelle eller sensoriske forhold (fx ganespalte eller høretab), klassificeres de i ICD-11 som Secondary speech or language syndrome (diagnosekode: 6E60.0). Denne kode anvendes i kombination med den relevante underliggende tilstand og bruges, når udtalevanskelighederne er et symptom, der kræver selvstændig klinisk opmærksomhed.
Udtalevanskeligheder kan forstås inden for ICF (International Classification of Functioning, Disability and Health), der er en international ramme for vurdering af funktionsevne. ICF inddeler menneskelig funktion i tre hovedområder: kropsfunktioner og -strukturer, aktiviteter og deltagelse samt omgivelses- og personlige faktorer. Ved at anvende ICF i logopædisk praksis kan man vurdere både selve taleproduktionen og de bredere konsekvenser af udtalevanskeligheder i barnets liv, fx i relation til læring, leg, relationer og trivsel.
Ved mistanke om, at et barn har udtalevanskeligheder, henvises barnet til udredning hos en logopæd. Logopæden observerer barnets spontantale og anvender standardiserede test (fx LogoFoVa) til at vurdere barnets taleforståelighed og omfanget af vanskelighederne. Der vurderes, om barnets fonologiske udvikling er typisk, forsinket eller atypisk sammenlignet med andre alderssvarende børn. Samtidig indsamler logopæden relevante oplysninger om barnets udvikling og livshistorie (anamnese) med henblik på at identificere mulige årsager til udtalevanskelighederne.
I de fleste tilfælde kan udtalevanskeligheder afhjælpes helt eller delvist gennem målrettet logopædisk undervisning. Valget af interventionsform afhænger af typen af vanskelighed. Fonologiske vanskeligheder behandles ofte med brug af minimale par og træning i fonologisk bevidsthed. Artikulationsvanskeligheder behandles typisk med auditiv stimulering, visuel støtte og motorisk træning af udtalen. Ved mere komplekse vanskeligheder (fx verbal dyspraksi) anvendes ofte taktile cueing-systemer og hierarkisk opbygget motorisk træning.
Udtalevanskeligheder kan påvirke børns lyst til at tale og lege med andre børn og voksne. Børn, der ikke får den rette hjælp og støtte, risikerer at udvikle følgevanskeligheder som:
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåben indgår i overvejelserne om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.