Hermann von Helmholtz var en tysk fysiolog og fysiker, uddannet som militærlæge. Fra 1849 var han professor i fysiologi i Königsberg, Bonn og Heidelberg, hvor han opbyggede et nyt fysiologisk institut.
Hermann von Helmholtz
Faktaboks
Hermann von Helmholtz
- Født
- 31. august 1821
- Død
- 8. september 1894
Hermann von Holmholtz fotograferet bare nogle dage før sin død i 1874.
Hermann von Helmholtz
Af
Ukendt/AIP Emilio Segrè Visual Archives, General Collection.
Licens:
Materialet er fri af ophavsret
Naturvidenskabens førende skikkelse i Tyskland
I 1871 blev Hermann von Helmholtz udnævnt til den prestigefyldte post som professor i fysik ved Berlins universitet, hvor hans institut hurtigt blev det førende centrum for teoretisk og eksperimentel fysik i Tyskland.
I det nye tyske kejserrige indtog Helmholtz positionen som naturvidenskabens førende skikkelse; han blev således i 1887 præsident for den nye Physikalisch-technische Reichsanstalt, der oprettedes som bindeled mellem den fysiske grundforskning og den tekniske industri.
Hermann von Helmholtz' forskning
Hermann von Helmholtz' forskning spændte over et meget bredt felt. Inden for fysikken er han kendt for sin afhandling fra 1847 Om kraftens bevarelse, hvor energiens bevarelse første gang blev klart formuleret som et overordnet generelt princip i naturbeskrivelsen.
Han videreudviklede den matematiske hydrodynamik og beviste de såkaldte hvirvelsætninger. Hans elektrodynamiske teori indførte Maxwells idéer i Tyskland og inspirerede hans elev Heinrich Rudolf Hertz' arbejde. I sin anvendelse af termodynamik på kemiske processer indførte han det nye begreb fri energi, som blev grundlæggende i den fysiske kemi.
Sansefysiologi
En af Helmholtz' hovedinteresser var sansefysiologi, hvor han kombinerede sin anatomiske viden med avanceret matematisk analyse og eksperimentalfysiske målemetoder.
Det lykkedes ham i 1852 at måle hastigheden af nerveimpulser (se nervecelle) til ca. 27 m/s. I sin store monografi om fysiologisk akustik fra 1863 formulerede han teorien om, at ørets evne til at skelne tonehøjder og klangfarver skyldtes resonans i det indre øre (se harmonilære).
Fysiologisk optik
Hans arbejder inden for fysiologisk optik, bl.a. hans opfindelse af opthalmoskopet og hans farveteori, blev sammenfattet i Handbuch der physiologischen Optik, der udkom 1856-1863. Her argumenterede han for, at afstands- og rumopfattelse er tillærte og ikke medfødte menneskelige egenskaber.
Den ikke-euklidiske geometri
Det førte til en empirisk erkendelsesteori, der fik Hermann von Helmholtz til at forkaste Immanuel Kants opfattelse af den euklidiske geometri som en transcendental betingelse for rumlig erkendelse og i stedet hævde, at geometriens aksiomer bygger på erfaringselementer. Dette medvirkede til at bane vejen for den ikke-euklidiske geometri.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.