Julemanden er i den moderne tradition en gammel mand med langt hvidt skæg og rød dragt. Han kommer ifølge fortællingen med julegaver til børnene.
Santa Claus, Father Christmas, Sinterklaas, Sankt Nicolaus, Fader Frost, Herr Winter, Der Weihnachtsmann, Odin.
Sankt Nicolaus på et maleri i kirken San Sebastiano i Venedig, malet af Tizian. Sankt Nicolaus var en katolsk helgen, der i 1600-tallet af hollandske indvandrere indførtes i Nordamerika og her fik navnet Santa Claus.
Den moderne julemandsskikkelse har flere forskellige hedenske og kristne foregangsmænd.
I løbet af det 20. århundrede er det opstået en ide om, at en af de ældste forløbere skal findes i nordisk religion og mytologi i form af guden Odin, der ifølge mytologien red over nattehimlen på sin ottebenede hest, Sleipner. I nogle sammenhænge fremstilles det også, at han sondrede mellem hvem, der gennem god opførsel havde gjort sig fortjent til gaver, og hvem, som i stedet stod til straf. Disse tolkninger er dog omdiskuterede og bunder først og fremmest i sammenfald af adfærd og udseende.
Hedensk slavisk mytologi rummer tilsvarende beretninger om Fader Frost – en troldmandslignende, mytisk karakter – der delte gaver ud ved jule- og nytårsfejringer.
Da Norden, de slaviske lande og Centraleuropa blev kristnet, blev rollen som gavegiver gradvist overtaget og omformet med afsæt i legenden om Sankt Nicolaus. Nicolaus var biskop af Myra i 300-tallet og blev senere skytshelgen for blandt andet prostituerede, søfarende og børn. I flere fortællinger om Nicolaus forlyder det desuden, at han var en generøs gavegiver. Dette menes at være afsættet for, at hans navnedag, den 6. december, i nogle lande stadig fejres ved, at børnene modtager gaver.
Sankt Nicolaus danner afsættet for den fælles forståelse af julemanden, der i løbet af 1900-tallet har spredt sig til det meste af verden.
I store dele af verden har julemanden fået følgeskab af en række figurer, der både har ageret hjælpere, alteregoer og tjenere.
Fællestrækkene for disse er, at de som regel står for en form for afstraffelse, mens julemanden varetager gaveuddelingen. Denne arbejdsdeling understreger julemandstraditionens opdragende funktion.
I Tyskland har julemanden siden 1500-tallet fået hjælp af Knecht Ruprecht, som ifølge fortællingen uddeler slag til uopdragne børn. Et andet modstykke til den generøse julemand er bl.a. Krampus, som især har spillet en rolle i østrigsk folklore.
I Nederlandene fik julemanden i 1850’erne følgeskab af Sorte Piet (Zwarte Piet), der er baseret på en stereotyp forestilling om sorte maurere. Fremstillingen af denne karakter er siden 2010’erne blevet kritiseret for at udgøre en racistisk overlejring fra slavetiden. I de Sinterklaas-optog, der finder sted i hollandske byer hvert år den 5. december, fremstilles Sorte Piet nu ofte som en tilsodet skorstensfejer og ikke længere som en karikatur over den hollandske adels slavegjorte tjenere.
Julemanden har ikke altid været fremstillet som en rund og munter karakter. Dette billede vandt først entydigt frem i 1930’erne. Indtil da kunne han både fremstå som en gusten, langlemmet ældre herre og en lille nisseagtig karakter.
Det er en udbredt misforståelse, at julemandens udseende er blevet udtænkt af folk i Coca-Colas reklameafdeling. Julemanden blev afbildet i sit rød-hvide antræk allerede i 1870’erne – længe før Coca-Cola blev lanceret – af den tysk-amerikanske tegner Thomas Nast (1840-1902), der leverede illustrationer til forskellige prominente tidsskrifter i USA. Tøjet og farvesammensætningen tog angiveligt afsæt i den traditionelle bispekåbe og fortællingen om Sankt Nicolaus.
Sodavandproducentens reklametryk fra 1930’erne og ikke mindst Disneys Julemandens Værksted (1932) har dog givetvis bidraget til at udbrede og ensarte vores opfattelse af julemandskarakteren.
Julemanden begyndte første gang at hilse sine omgivelser med det karakteristiske og joviale ”ho-ho-ho” i amerikanske viser og småtekster fra begyndelsen af 1900-tallet.
Det er et centralt element i den folklore, der omgiver julemanden, at børn kan sende ham ønskesedler med posten. Dog har det længe været omtvistet, hvortil brevene skulle stiles. Denne uenighed er til dels forbundet med regionale kommercielle interesser, idet julemanden udgør et stærkt varemærke.
Den norsk-danske forfatter og illustrator Louis Moe (1857-1945) var i sin Julemandens Bog (1898) med til at etablere fortællingen om, at julemanden havde adresse på Nordpolen. Senere er der dog især blandt danske børn opstået en opfattelse af, at julemanden bor i Grønland. Denne ide er blevet understøttet gennem de danske julekalendere, der siden 1962 er løbet over skærmen.
I 1980’erne fremførte de finske turistmyndigheder, at julemanden var hjemmehørende i Lapland, og de begyndte sideløbende at opbygge Julemandens Landsby og forlystelsesparken SantaPark nær den nordfinske by Rovaniemi. Siden har Island gjort samme krav på julemanden.
I førsteudgaven til Johan Krohns Peters Jul fra 1866 optræder den julemandslignende 'Den Gamle Jul' både på forsiden og i brødteksten. Her sørger han for særligt klart lys på juletræet i de hjem, hvor børnene har udvist god opførsel.
En julemandsagtig figur kan første gang dateres i Danmark i Peters Jul (1866). Heri havde han navnet 'Den gamle Jul'. Han uddelte ikke gaver, men gik derimod rundt og tændte juletræet i hjemmene.
Indtil slutningen af 1800-tallet var husnisserne stadig de primære gavegivere i Danmark, men ved indgangen til 1900-tallet blev julemanden efter internationalt forbillede et fast element i den danske juleaftensfejring.
Fra tiden omkring 1. Verdenskrig har vi de første danske beretninger om, at voksne medlemmer af husstanden optræder udklædt som julemand.
Carl Dauw, den første danske varehusjulemand, fik sin debut i 1932 i Magasin du Nord ved Kongens Nytorv.
I årene 1957-2019 har Dansk Julemands Laug afholdt Julemændenes verdenskongres på Dyrehavsbakken nord for København. Den årlige komsammen for op mod 150 udklædte julemænd blev aflyst i forbindelse med COVID-19-epidemien og er ikke siden blevet gennemført.
Kommentarer (8)
skrev Søren K. Rasmussen
afsnittet “Legenden om Sankt Nicolaus” vil blive mere fyldesgørende hvis det tilføjes at hans lig blev hjemtaget/stjålet til Bari hvor han der, som skytshelgen, bliver besøgt af mange troende fra den ortodokse kirke hvert år og især omkring d. 6. december.
svarede Caroline Nyvang
Tak - god pointe. Men det fremgår allerede af selve lexopslaget, der alene angår Sankt Nicolaus. Jeg har nu tilføjet dette.
skrev Bettina Sommer
Kære Caroline Nyvang,
jeg er religionshistoriker med speciale i nordisk mytologi og underviser bl.a. i faget på Københavns universitet. Jeg har et spørgsmål til den følgende passage:
"Guden Odin uddelte ifølge mytologien gaver, når han i forbindelse med den førkristne fejring af jól red over nattehimlen på sin ottebenede hest, Sleipner. Med hjælp fra ravnene Hugin og Munin skelnede Odin mellem dem, der gennem god opførsel havde gjort sig fortjent til gaver, og dem, som i stedet stod til straf."
Jeg kender ikke til nogen kilder til alt det ovenstående. Hverken Odin som gavegiver ved juletid, at Odin skulle skelne mellem god og dårlig opførsel og belønne eller straffe en sådan, eller at Hugin og Munin skulle give information om dette. Kan du fortælle mig, hvad din kilde er til ovenstående information? Tak og hilsen Bettina Sommer.
svarede Caroline Nyvang
Kære Bettina. Jeg er klar over, at det er en tolkning, forskere mest af alt har baseret på sammenfald i adfærd og udseende, men af gode grunde ikke på skriftligt kildemateriale, hvorfor jeg også betoner, at tesen kun deles af nogle forskere. Til grund herfor lægger de bl.a., at ét af Odins mange tilnavne var Óski ("ønskeopfylder") og Hyndluljóð fra den ældre edda. Tom A. Jerman gennemgår i Santa Claus Worldwide (2020) en række historiske fremstillinger, der fremfører argumentet med forskellige afsæt. Men jeg er enig i, at det er vigtigt at fremhæve, at der er tale om en omdiskuteret tolkning.
svarede Bettina Sommer
Kære Caroline
Tak for dit svar. Jeg kan se at du har fjernet henvisningen til Hugin og Munin, hvilket jeg er glad for. Jeg må dog fastholde at det heller ikke findes i nogen kilder til førkristen nordisk religion at Odin: 1: giver gaver til jul. 2: belønner og straffer ”god og dårlig opførsel”.
Jeg er bekendt med Tom Jermans bog, som generelt er glimrende og velresearchet, men Jerman er ikke specialist i nordisk mytologi, han er en pensioneret advokat, som har skrevet et glimrende amatørværk. Det er korrekt, at Jerman citerer tidligere historikere for at Odin kommer i folks hjem og belønner og straffer gode og uartige børn. Sagen er den, at når man læser de historikere som Jerman citerer, så siger de fleste af dem faktisk ikke dette. De mener Julemanden nedstammer fra Odin, men mest baseret på overfladiske ligheder, som du siger, og med enkelte undtagelser siger de heller ikke at Odin er gavebringer, hvilket han heller ikke er. Der er altså ikke noget sammenfald i adfærd mellem Odin og Julemanden.
Sagen er den, at der er opstået en falsk historie om at Odin i mytologien gav gaver til jul, og den har spredt sig på nettet, og som man kan se, endda også i trykte bøger, og er nu blevet selvforstærkende.
Det er derfor man nu kan henvise til forskere som skriver at Odin giver gaver til jul. Eftersom denne oplysning ikke findes i nogen nordiske kilder, undrer det mig hvordan disse ”forskere” kan komme frem til denne oplysning. Man vil da også finde at ingen af disse forskere faktisk er specialister i nordisk førkristen mytologi, de fleste er enten teologer eller blot amatører. Ligegyldigt hvilket seriøst akademisk værk man slår op i om Odin vil man se, at gave-giver ideen ikke er korrekt.
Det er lidt af et mysterium hvordan denne falske ide er opstået, men jeg mener det er misvisende at skrive at nogen forskere mener at Odin var gavegiver til jul, eftersom alle faktiske forskere og specialister i nordisk mytologi er enige om, at denne ide ikke har noget belæg i kilderne. Faktum er at tolkningen kun er ”omdiskuteret” blandt amatører og akademikere udenfor forskningsfeltet.
At et af Odins mange navne er Ønskeopfylder gør ingen Julemand, og at han i visse kilder, f.eks. Hyndluljóð, giver gaver til visse krigere og helte som er hans yndlinge, er tydeligvis noget helt andet end at give gaver til artige børn og straffe de uartige.
Man kan muligvis retfærdiggøre at skrive at visse forskere mener at se en sammenhæng mellem Odin og Julemanden, selvom selv dette vil være misvisende efter min mening, da ingen af dem er seriøse specialister inden for emnet. Det vigtigste er dog at man bør fjerne udsagnet at Odin giver gaver specifikt til jul, og at ”I nogle sammenhænge fremstilles det også, at han sondrede mellem dem, der gennem god opførsel havde gjort sig fortjent til gaver, og dem, som i stedet stod til straf”, da disse oplysninger er faktuelt forkerte og ikke findes i kilderne, ikke i nogen sammenhænge.
Vh Bettina
svarede Caroline Nyvang
Kære Bettina. Tak for opfølgende kommentarer. Jeg er enig i dine betragtninger og har præciseret, at det absolut er omdiskuteret og alene underbygges i sammenligninger i adfærd og udseende. Jeg synes dog, at denne sammenligning har en relevans i en overordnet artikel om julemanden, idet det er en del af karakterens folklore. Desuden underbygger det en generel pointe om, at julemanden deler alfaderlige træk med en del foregangsmænd, som sandsynligvis har virket inspirerende på forskellige versioner af julemanden.
Mh Caroline
svarede Bettina Sommer
Kære Caroline,
Jeg mener fortsat at artiklen er faktuelt forkert og misvisende, og vil gerne fastholde:
1: Der er intet sammenfald i adfærd mellem Odin og Julemanden. Har man indtryk af noget sådant, skyldes det udelukkende moderne misforståelser af Odin.
2: Odin i de nordiske kilder har ikke alfaderlige træk der ligner Julemandens karakter. Denne ”generelle pointe” er fejlagtig og misvisende.
3: Disse ting er kun ”omdiskuterede” af amatører og ikke af specialister i nordisk mytologi.
4: Den ”folklore” om Julemanden, der sammenligner ham med Odin, er udelukkende af sen oprindelse og har formodentligt sit udspring i nazisternes forsøg på at afkristne julen og gøre den rent pagan og nordisk. Dette kan man læse om i Gerry Bowler: ”Christmas in the Crosshairs”, og det bekræftes af følgende kilde: Fritz Weitzel: ”Die Gestaltung der Feste im Jahres- und Lebenslauf der SS-Familie” (1938).
Vh Bettina
svarede Caroline Nyvang
Kære Betina.
Tak for din kommentar.
Jeg vil se på, om det giver mening at udfolde artiklen med flere betragtninger om, hvordan julen er blevet inddraget i forskellige kulturpolitiske kampe og herunder også, hvordan det har præget udlægningen af de to mytologiske karakterer Odin og Julemanden.
Jeg betragter begge karakterers betydning som kulturelt og historiske betingede, og jeg finder i den forbindelse også, at sene folkloristiske sammenstillinger har kulturhistorisk relevans.
Indtil jeg får lejlighed til evt. at udvide artiklen, er det imidlertid min holdning, at teksten i sin nuværende form klart meddeler, at der er tale om tolkninger, der er omdiskuterede og kontroversielle.
Mh
Caroline
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.