Spansk er resultatet af 2000 års udvikling af det latin, der blev talt på Den Iberiske Halvø efter romernes erobring. De mange folk, der inden havde beboet området, bl.a. iberere, baskere, fønikiere, grækere og keltere, har kun efterladt sig få spor i moderne spansk, især i form af stednavne. Flere keltiske elementer blev optaget i latin inden dette sprogs udbredelse til Den Iberiske Halvø, fx spansk camisa 'skjorte', cerveza 'øl' og carro 'vogn', mens baskerne i vidt omfang unddrog sig romaniseringen og bevarede deres eget sprog, baskisk.
Efter ca. 600 års romersk besiddelse blev Den Iberiske Halvø i 400-tallet invaderet af de allerede delvist romaniserede visigoter, der tiltvang sig magten over det meste af landet. Derfor stammer mange dagligord i spansk fra germansk, fx bastardo 'bastard', rico 'rig', orgullo 'stolthed', blanco 'hvid', bandido 'bandit' og estribo 'stigbøjle'. Der findes mere end 2000 stednavne af germansk oprindelse, heraf en del afledt af burgo 'borg'. Indtil begyndelsen af 600-tallet opretholdtes den sociale afstand mellem erobrerne og de erobrede. Dette forhold afspejles undertiden i stednavnene, fx findes der med få kilometers afstand landsbyer med navne som Godos med betydningen 'goter' over for Romanos 'romere', henholdsvist beliggende i provinserne Teruel og Zaragoza. Typisk spanske personnavne som Fernando og Gonzalo stammer ligeledes fra germansk, jf. de latiniserede former Fridenandus og Gundisalvus. Det romanske sprog forblev dog altdominerende.
Den lange muslimske tilstedeværelse fra erobringen i 711 til den endelige fordrivelse i 1609-1611 har afsat ca. 4000 ord. Mange af dem er genkendelige på den arabiske artikel al, som ofte assimileres. Det drejer sig mest om substantiver vedrørende administration, teknik, videnskab, land- og havebrug, arkitektur og kunst mv. som alcohol, algebra og algodón 'bomuld'. Også mange stednavne er bevaret, fx Alcázar, Algarbe, Guadalajara og Guadalquivir. Under de første århundreders muslimske herredømme bevarede de besejrede deres romanske sprog mozarabisk side om side med arabisk.
Den kristne generobring begyndte allerede i 700-tallet. Asturere og leonesere førte an, men efterhånden blev kongeriget Castilien førende. Dermed blev castiliansk dominerende, således at det sprog, der oprindelig blev talt i et lille område nord for Burgos, omkring 1100 havde bredt sig til syd for Toledo. De første længere spanske tekster stammer fra omkring 1200. Det er bemærkelsesværdigt, at de stadig kan læses med blot få kommentarer. Samtidig med erobringen af det sidste muslimske kongedømme, Granada, i 1492 indledte Spanien sin erobring af Amerika. Som forudsagt af A. Nebrija i hans Gramática de la lengua castellana fra samme år var "sproget imperiets ledsager".
De varianter af spansk, der i dag findes på de amerikanske kontinenter, kan alle henføres til træk fra sproget på Den Iberiske Halvø; især den andalusiske variant har haft stor udbredelse. Mødet med de indianske sprog har efterladt en del betegnelser på nye fænomener, fx fra arawak canoa og maíz, fra nahuatl cacao, chocolate og tomate, fra quechua cóndor, puma og pampa samt fra guaraní tapir, jaguar og ananá.
Fransk har i flere perioder bidraget med låneord, i middelalderen således fx jardín 'have' og cofre 'kiste' og senere fx hotel og silueta 'silhuet'. Mange af oplysningstidens lån er senere forsvundet; bevaret er dog ord som interesante, mamá og papá. Den århundredlange spanske tilstedeværelse i Italien har tillige banet vejen for mange nye ord af italiensk oprindelse, fx medalla 'medalje' og soneto 'sonet'. I nyeste tid er det også i Spanien den angelsaksiske indflydelse, der via ungdomskulturens og teknikkens sprogbrug gør sig stærkest gældende.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.