Vi er det liv, vi ikke lever

Samtidig eksistenstænkning bør forholde sig til det faktum, at klimakriseni stigende grad præger livet på jorden, og at den globalesituation er tiltagende kritisk, uden hermed at forfalde til nihilismeeller fortvivlelse. Dagens debat om klimakrisens emotionelle konsekvenserer i høj grad domineret af negative emotioner, såsomangst, sorg og endog depression. I lyset af en eskalerende opvarmningaf klodens overflade, og medfølgende klimaforandringer,betragtes håb ofte som både uhensigtsmæssigt og naivt. I denneartikel forsøger jeg at revitalisere håbets eksistentielle, etiske ogpolitiske betydning og argumenterer for, at det udgør en afgørendedel af vores stræben efter mere bæredygtige måder at leve på. Medudgangspunkt i dagdrømmen og dens helt centrale plads i ErnstBlochs tænkning forsøger jeg at åbne op for en forståelse af håb,som er funderet både i en konfrontation med afgørende begrænsningerog bevarelsen af en åben mulighedshorisont. Håb og dagdrømmeer intimt forbundne i det, at de begge udspiller sig i mellemrummet– mellem fantasi og virkelighed, nødvendighed ogmulighed. I den åbning, som samtidig blotlægger historicitetenslænker og tilværelsens radikale kontingens, finder vi kimen til en form for håb, som hverken er identisk med optimisme eller begær,men snarere bør betragtes som en relationelt forankret dyd – intimtforbundet med vores evne og vilje til at handle