fredag, april 11, 2025

Adam Ben Ezra: Heavy Drops (Adam Ben Ezra) LP/CD/digital

 

Bassisten Adam Ben Ezra har udviklet sig til, at være lidt af fænomen på nettet. Hans videoer med lækkert basspil, hvor han spiller solobas med loops, har en stor og trofast seerskare. Det er hans femte album i eget navn og han spiller som vanligt alle instrumenter, hvilket primært betyder bas, bas og bas - hvor han er frisk til at bruge loops. Desuden spiller han også lidt keyboards og fløjte. En fed og væsentlig tilføjelse er den erfarne cubanske trommeslager Michael Olivera Garcia på trommer og percussion, der sikrer et heftigt og stabilt trommegroove.


Stilen er funky fusion og udadvendt med elementer fra både flamenco og klassisk musik. For en bassoman som jazzbloggeren er Heavy Drops nørdede lækkerier ud over det hele. Adam Ben Ezra’s overlegne teknik og instrumentblær i stride strømme er en fornøjelse. Det er selvfølgelig også pladens svaghed, at den henvender sig til basnørderne - det synes jeg så i dette tilfælde er overmåde fedt. 

Bandcamp

torsdag, april 10, 2025

Rahel Talts: New and familiar (Rahel Talts) LP/digital

 

Den estiske pianist og komponist Rahel Talts, der for tiden  holder til i både Vilnius og i København, er aktuel med sit tredje album. På albummet medvirker danske, estiske, litauiske og polske jazzmusikere, der overvejende har udgangspunkt i Danmark. Rahel Talts samlede bandet i Danmark i 2020. Det ti mand store band tæller bl.a. trompetisten Jakob Sørensen, bassisten Marius Prasniewski, guitaristen Jacob Djursaa og trommeslageren Jesper Lørup Christensen. Denne gang medvirker landsmandiden og vokalisten Karmen Rõivassepp også på nogle numre. 


Rõivassepp, der har en særdeles solid fortid i Danmark er et godt match med Talts. Albummet åbner med en estisk folkemelodi Meie Elu. Herefter rykker det over i et mere hårdkogt hjørne på Restless, hvor Donatas Petreikis leverer en solid saxsolo. 


Rahel Talts er en komponist der maler med den store pensel. På titelnummeret New and familiar er strygerkvartetten i centrum. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om Talts største kvalitet. Er det som komponist, som arrangør, som bandleader eller som pianist? Hun fremstår komplet. Jeg håber at hun en dag kommer til, at stå i spidsen for et big band.


På side 2 får vi en suite, Conversations i fire dele. Talts er opvokset med at spille klassisk klaver, har estiske musiktraditioner inde under huden og bruger jazzen som sit musikalske sprog. Det viser hun tydeligt på Conversations. Det er ikke uden grund at P8jazz har haft albummet som ugens album på kanalen.

Bandcamp

onsdag, april 09, 2025

Jeppe Gram & Odense Jazz Orchestra: Ghost of a city (Odense Jazz Orchestra) LP/digital

 

Det skal gå meget galt, hvis Odenses fodbold stolthed OB ikke rykker op i Superligaen efter denne sæson. Byen har allerede et big band i superligaklassen. Det var en idé i samme klasse, som Odense Jazz Orchestra fik, da de spurgte trommeslageren og komponisten Jeppe Gram om han ville skrive musik til dem. Det færdige resultat er nu udsendt på vinyl og på streamingtjenesterne. 


Fynboen Jeppe Gram var lige flyttet fra København til den fynske landsby Hesselager og der var stille. Lydene på landet efterlod mere plads til, at Gram kunne høre sin egen indre stemme. Albummet lægger godt fra land med Kentonian tubes and klaring bells, hvor Gram hylder big band Stan Kentons nummer Malaguena. Anders Filipsen dukker op undervejs med en vidunderlig Korg Mono-poly synth solo. Den polske trompetist Tomasz Dabrowski sætter barren højt med soli på numre som Mother Song og den heftige Brafrica.


Det er mest af alt Jeppe Grams album. Han fik en Danish Music Award i 2022 for årets album med Doldrums. Her er big band albummet noget helt andet. Til gengæld viser det noget om Grams bredde og store kompositoriske kvaliteter. Han er inspireret af big band lyden fra 60’erne og sætter sit eget personlige og nutidige præg på musikken. 


LP’ens side 2 åbner med Open Land, en hyldest til Fyn, hvor inspirationen fra en anden af øens store komponister Carl Nielsen er tydelig. Den former sig som en suite fra det sfæriske til det pulserende. Albummet afsluttes med titelnummeret, hvor Gram har ladet sig inspirere af ældre filmmusik. Her får saxofonisten Hans Mydtskov lov til, at løfte stemningen med en god og sikker tenorsaxsolo. Ghost of a city er et særdeles vellykket samarbejde mellem Jeppe Gram og big bandet.

Streaming

tirsdag, april 08, 2025

Mette Juul: Thank you & other stories (Nilento Records) LP/CD/digital

 

Den danske sanger og guitarist Mette Juul har siden sit andet album haft bassisten Lars Danielsson med i forskellige opstillinger. Denne gang er det sammen med pianisten Peter Rosendal. Hendes udgangspunkt er singer-songwriter traditionen, hvor jazzens sjæl er med. 


Selvfølgelig er Joni Mitchell en slags husgudinde indenfor den genre, man kunne også nævne Eva Cassidy. Mette Juul er ikke jazzsanger i traditionel forstand. Hun synger med indlevelse og nærvær der kan mærkes og har et tæt slægtskab med jazzen. 


Roen og varmen breder sig i musikken. Her skal det ikke være nogen hemmelighed at det er godt at Peter Rosendal er med som pianist. Han forstår sangenes væsen. Mette Juul har selv skrevet 10 af pladens 12 numre, hvor Dream on er min favorit. Hun spiller også den gamle traver Let’s face the music and dance i en laaaangsom udgave, hvor franskmanden Xavier Desandra Navarre medvirker på percussion. Pladen afsluttes med Adeles udødelige Make you feel my love (der dog af flere ældre mænd anses for at være et nummer af Bob Dylan). 


Thank you & other stories placerer sig som et af Mette Juuls bedste albums. Det er en moden plade fra sanger og musiker, der bliver ved med at udvikle sig.

Mette Juul

mandag, april 07, 2025

Andreas Tilliander & Goran Kajfes: In Cmin (Kontra-Musik) LP/digital

 

Her er et møde mellem electronica musikeren Andreas Tilliander og jazztrompetisten Goran Kajfes, der hver især har sat varige spor i svensk musik siden slutningen af 90’erne. De er er gået sammen på albummet In Cmin. 


Genremæssigt er det electronic dub og jazz. Selve pladens titel er en hyldest til minimalisten Terry Rileys komposition In C og det faktum, at de har forsøgt at holde musikken i C-mol (C minor på engelsk). I det hele taget er rammerne omkring musikken tydelige og gennemtænkte. Begge pladesider åbner med en hyldest til en måne. På side A er det månens bjergkæde Montes Caucasus, hvor Tilliander spiller bassen på den klassiske Roland TB-303 og Kajfes for første gang spiller på fløjte på plade.


De to musikere mødtes første gang i 2005 til den svenske Grammis Gala, hvor de begge havde vundet førsteprisen. Tilliander i Klubb/Dans for albummet World Industries og Kajfes med Headspin i Jazz. Her bliver jeg nødt til at indskyde en personlig bemærkning om, at lige præcis det album var et af dem jeg lyttede allermest til for 20 år siden.


På pladens side 2 fortsætter de i deres klangflade belagte univers, hvor dybe toner pibler frem som det kendes fra dub-musikken. Goran Kajfes’ trompet svæver med en ro gennem månelandskaber og andre steder. Musikken er opstået gennem improvisation, hvor de på grund af deres stærke baggrunde og gode overblik mødes så sikkert i musikken. Pladen afsluttes med en hyldest til dengang de mødtes første gang, Twozerozerofive, hvor de til Grammis Gala efterfesten besluttede af de en dag ville lave musik sammen. De holdt ord og de får et svensk tack for det.

https://andreastilliandergorankajfes.bandcamp.com/album/in-cmin

søndag, april 06, 2025

Eljo: Merging (Blik Flak) LP/digital

 

Da jeg sidste sommer hørte duoen ELJO på Fairbar i Aarhus i forbindelse med byens jazzfestival, var det ikke kun solen der skinnede udenfor, der var med til at løfte humøret. Det gjorde doen med Elias Lykkeskov på keyboards og Johannes Bohn på trommer i den grad også. De laver melodisk jazz og elektronisk musik med et pulserende beat. Små stramme melodi figurer foldes ud og tager nye veje undervejs.


Elias Lykkeskov bruger old school synthesizeren Prophet med en frisk tilgang. Når han er sammen med Johannes Bohn der har et tight og originalt trommespil er der åbnet op for en duo, vil mere end at please, hygge og underholde.

Det er de store flader med faste rytmer. Lyden er stor og rummelig. Det kan næsten lyde som filmmusik.


Pladen slutter i et roligt hjørne med først Daybreak og derefter den endnu langsommere Valsen. En smuk afslutning på pladen. Inden da har vi været på klub med dem på Hubble. Dyrket det storladne med klaveret i centrum på Tvivlsom sandhed. Været sammen med en kølig firsersynth og et frisk whiskersdrevet trommespil på Rapid Dreaming. 


Ja, jeg er begejstret for Merging, hvilket vel ikke ikke er så underligt når duoen er på mission med tangenter og trommer der både kan tilfredsstille jazzen og den elektroniske side i mig. 

Bandcamp

torsdag, april 03, 2025

Thorhan: Lilja (Thorhan) LP/digital

 

De har begge base i Aarhus og er født i Danmark. De er sønner af immigrantforældre og har udspring i meget forskellige kulturer. Orhan Özgür Turan spiller på strengeinstrumentet baglama og spiller bla. i Ipek Yolu, han har rødder i tyrkisk kultur. Thor Arnarsson spiller på guitar og kommer fra islandsk kultur. 


Som der står på pladecoveret så er det en anatolsk og islandsk symbiose. Jeg hørte duoen på Spot Festivalen for 2 år siden, hvor jeg her på bloggen konstaterede at blandingen af det tyrkiske og islandske lød mere mærkelig på skrift end det gjorde i virkeligheden. Det er det samme jeg kan konstatere med albummet. Pladen åbner med to smukke instrumentalnumre, Rey og Göl skrevet af Orhan. Herfter synger de hver en traditional fra deres respektive forældres oprindelseslande på islandsk og tyrkisk. Numrene klæder hinanden.


Det er tydeligt at det er to musikere, som har styr på deres instrumenter, hvilket gør dem i stand til at mødes med så forskellige baggrunde uden, at det virker kunstigt eller forkrampet. Det er global musik, der afspejler to personlige musikeres vellykkede møde med hinanden. 

Gateway