Langtbortistan
Langtbortistan er et fiktivt land i Anders And-universet. Ordet Langtbortistan er blevet en del af det danske sprog og indgår i idiomer som "i / til Langtbortistan", dvs. "meget langt væk".
Langtbortistan optræder i de danske retskrivningsordbøger fra og med 2001.
Ordet bygger videre på endelsen -stan, der på flere indoiranske sprog betyder "-land" (jf. Afghanistan, Kurdistan og Pakistan).
Langtbortistan optrådte sandsynligvis for første gang i Anders And & Co. nr. 39, september 1959 [1]. Historien, der havde Dumbo som hovedfigur, var skrevet af Carl Fallberg og tegnet af Paul Murry (USA 1958). I originaludgaven hed landet Faroffistan [2].
Den danske udgave var oversat af Sonja Rindom. I den norske udgave, der ligeledes udkom i september 1959, hed landet Langtvekkistan. Den svenske udgave var oversat af P. A. Westrin og udkom i oktober samme år [3].
Både Rindom og Westrin hævdede at have fundet på ordet (svensk: Långtbortistan).
At Carl Barks benyttede betegnelser som Howduyustan (1952, dansk Pengostan) [4], Farbackishan (1961, dansk Tilbagistan) [5], Bazookistan (1963, dansk Bazukistan) [6] og Unsteadystan (1966, dansk Urolistan) [7] har givet anledning til den misforståelse, at Langtbortistan skulle være opstået ved oversættelse af en Barks-historie.
Landet kan se meget forskelligt ud [8] - fx som et arabisk ørkenland i ovennævnte Dumbo-historie - som Kina i "Rejsen til Langtbortistan" [9] - som Caribien i ”Langtbortistan tur/retur” [10] - og som Indien i "Postkort fra Langtbortistan" [11].
Udtrykket eller betegnelsen Langtbortistan ses sporadisk at blive anvendt i danske dagblade fra 1966, men først fra 1974 kan man konstatere en mere hyppig og vedvarende brug af ordet i de danske medier.[12]
Endvidere kan man se udtrykket anvendt i dansk i en alternativ stavemåde, hvor det første t er udeladt, så det derved gengives som Langbortistan.[13] Denne version er faktisk anvendt tidligere på dansk i teaterstykket Diktator Pedersen fra 1931, hvor en af figurerne er fyrste af Langbortistan.[14]
Noter
redigér- ^ Anders And & Co. Den komplette årgang 1959, bind 5 (Egmont Serieforlaget, 2005)
- ^ "The I.N.D.U.C.K.S. COA search engine". Arkiveret fra originalen 6. marts 2011. Hentet 7. februar 2022.
- ^ "Donaldisme - Kvakk.no diskusjonsforum". Arkiveret fra originalen 9. januar 2018. Hentet 30. januar 2013.
- ^ Stor, større, størst (Anders And & Co. nr. 10, 1952)
- ^ Fremskridtet længe leve (Anders And Gavehæfte nr. 8, 1963)
- ^ Den stribede rubin (Anders And & Co. nr. 39-41, 1963)
- ^ Marco Polos skat (Anders And & Co. nr. 27, 1997)
- ^ Langtbortistan
- ^ Anders And & Co. nr. 15-17, 1971
- ^ Anders And Ekstra nr. 7, 2003
- ^ Anders And & Co. nr. 10, 2005
- ^ Mediestream: Søgning på Langtbortistan efter forekomstdato
- ^ Den Danske Ordbog/Ordnet.dk: "Langtbortistan"
- ^ Mediestream: Morgenbladet, 20. marts 1931, s. 2.