Spring til indhold

Retsforbundet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 4. sep. 2016, 13:06 af APMDK (diskussion | bidrag) APMDK (diskussion | bidrag) (Funder alternativ til dødt link. Samme indhold som oprindeligt. Måske burde sådan en liste have sit eget afsnit/egen side, da referencen ser ud til at have været knækket et par gange.)
Retsforbundet - Danmarks bæredygtige parti  
 
PartilederKollektiv ledelse
TalsmandPoul Gerhard Kristiansen
 
Grundlagt21. oktober 1919
HovedkontorLyngbyvej 42
2100 København Ø
UngdomsorganisationRFU
 
Politisk ideologiGeorgisme (retsliberalisme) Euroskepticisme
Politisk placeringCentrum
Partifarve(r)Lilla
PartibogstavE
 
Websitewww.retsforbundet.dk

Retsforbundet - Danmarks bæredygtige parti, i daglig tale blot Retsforbundet, er et parti på den politiske midte med liberale og sociale træk. Partiet var repræsenteret i Folketinget fra 1926 til 1960 og igen fra 1973-75 og 1977-81. Partibogstavet E bruges stadig ved kommunalvalg.

Ved valget i 2005 deltog partiet i samarbejdet bag Minoritetspartiet. Partiet deltog ikke i 2007-valget, men opfordrede til at stemme på partier, der ønsker en folkeafstemning om EU-reformtraktaten.[1] Ligesom det heller ikke opstillede ved Folketingsvalget i 2011. I 2012 besluttede Retsforbundets kollektive ledelse, at det skulle søge opstilling til næste folketingsvalg. Partiets program, samt dets hjemmeside, logo og øvrige eksterne kommunikation blev moderniseret i samarbejde med en gruppe kommunikationsstuderende fra Københavns Universitet og det indsamler pt. underskifter for at blive opstillingsberettiget.

Ved EF-valget i 1979 var der opstillet 21 retsstatsfolk, én på Folkebevægelsen mod EF's liste og resten på Retsforbundets liste. Ved alle de efterfølgende EU-valg er der blevet opstillet retsstatsfolk på Folkebevægelsens liste.

Historie

1919-1957

Retsforbundet blev stiftet den 21. oktober 1919 af tilhængere af den amerikanske økonom Henry George og folk fra kredsen omkring rets- og moralfilosoffen Severin Christensen. En del af medlemmerne havde baggrund i Kristeligt-Socialt Forbund, husmandsforeningerne, lejerforeningerne, de politiske ungdomsforeninger samt tidsskrifterne Ret og Retsstaten. I begyndelsen var det meningen at skabe en fri, politisk forening og ikke et parti – deraf navnet.[2]

I 1922 ændrede det kurs og besluttede at stille op til valg. Retsforbundet kom i Folketinget i 1926. Op igennem 1920'erne og 1930'erne havde det en meget lille gruppe, oftest med 2-3 medlemmer (det var før spærregrænsen blev indført). Under krigen støttede partiet samarbejdsregeringen uden dog at have en ministerpost. Folketingsmedlem, senere minister Oluf Pedersen deltog som sekretær i samarbejdsudvalg. Han markerede sig efter befrielsen som modstander af dødsstraf i retsopgøret.

Fra 1945 medvirkede partiets frihandelstanke til, at det markerede sig stærkt mod rationeringen. Det kom bl.a. til udtryk ved, at Hans Hedtoft-regeringen blev væltet i 1950 på spørgsmålet om smørrationeringens ophævelse. Man sagde, at regeringen "gled i smørret". Retsforbundet oplevede i de følgende år under ledese af lægen Viggo Starcke en markant fremgang og opnåede ved valget i 1953 en folketingsgruppe på tolv medlemmer. Gennem 1950'erne blev Retsforbundet af mange nærmest opfattet som et borgerligt protestparti.

Trekantsregeringen og dens følger

Til de flestes overraskelse gik Retsforbundet sammen med Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet i den såkaldte trekantsregering fra 1957-1960. Den radikale leder Bertel Dahlgaard blev før valget spurgt, om han ville danne regering med Retsforbundet. Han svarede: "Så vil jeg hellere dø en naturlig død." Retsforbundet var repræsenteret ved fiskeriminister Oluf Pedersen, indenrigsminister Søren Olesen og partiets leder, Viggo Starcke, der var minister uden portefølje.

Selv om trekantsregeringen havde vendt økonomisk stagnation til vækst, faldt Retsforbundet ved valget i 1960 for den nyindførte spærregrænse. Det skyldtes dels Retsforbundets interne stridigheder, dels at Socialdemokratiet som det største parti vandt fremgangen for regeringens resultater, og endelig utilfredshed med Viggo Starckes "æresministerium".

Trekantsregeringen forberedte bl.a. jordlovene, som ville begrænse muligheden for jordspekulation, men lovene faldt ved folkeafstemningen i 1963. I de følgende årtier påpegede Retsforbundet det samfundsøkonomiske problem i, at man kunne tjene mere ved passiv investering i grundværdier end gennem aktive investeringer i erhvervslivet. Partiet gik væk fra princippet om en minimalstat og formulerede i 1960'erne et nyt, socialliberalt partiprogram, hvor velfærdsstatens omfattende offentlige serviceydelser skulle opretholdes.

Partiet var ude af Folketinget fra 1960 til 1973. Man diskuterede et samarbejde med Liberalt Centrum, som ikke blev realiseret. Fra slutningen af 1960'erne blev modstand mod dansk EF-medlemskab et vigtigt element i partiets politik.

Fra EF-folkeafstemingen til 1990

Ved afstemningen om Danmarks indtræden i EF i 1972 markerede Retsforbundet sig som det eneste borgerlige EF-modstanderparti og deltog i stiftelsen af Folkebevægelsen mod EF.

Ved jordskredsvalget i 1973 kom Retsforbundet atter i Folketinget, nu især båret frem af EF-modstandere, der ikke ville stemme på venstrefløjen. Partiet gled ud i 1975, men var igen inde fra 1977 til 1981.

Systematiske analyser af stemmeafgivning i Folketinget i 1970'erne placerede Retsforbundet lidt til højre for det Radikale Venstre (som støttede en socialdemokratisk regering), men til venstre for de borgerlige partier. Retsforbundet stemte ofte sammen med Fremskridtspartiet mod love og indgreb, som blev betragtet som overflødige eller formynderiske, men som havde konsensus blandt de øvrige partier.

Fra 1984 til 1994 var partiets forhenværende formand og leder af folketingsgruppen, Ib Christensen, medlem af Europa-parlamentet, valgt for Folkebevægelsen mod EF. Ved valget i 1984, 1987 og 1990 opnåede Retsforbundet ikke repræsentation.

Samarbejde med andre partier

Retsforbundet er stadig deltager i Folkebevægelsen mod EU, hvor man har kontakt til både venstrefløjens folk og mere alternative ideologiske grupper.

Partiets ide om alle borgeres fælles ret til samfundets naturværdier førte i 1980'erne til et øget fokus på miljøpolitik, og der blev taget initiativ til et formelt valgsamarbejde med De Grønne i de første år af 1990'erne. Projektet måtte dog opgives, først og fremmest på grund af intern uenighed i De Grønne. Retsforbundet deltog i samarbejdet bag listen Demokratisk Fornyelse ved folketingsvalget i 1998.

Retsforbundet og Minoritetspartiet indgik en aftale om fælles valggrundlag og kandidater på Minoritetspartiets liste ved valget i 2005.[3] Heller ikke denne gang formåede man at appellere til vælgerne, og Minoritetspartiet fik kun få promiller af stemmerne.

En ny start

Retsforbundets telt ved Folkemødet 2016.

Retsforbundet deltog ikke i folketingsvalgene i 2007 og 2011, men i 2012 besluttede partiet at blive opstillingsberettiget til det næste folketingsvalg under eget navn (hvilket det ikke havde været siden 1990). I den forbindelse udarbejdede det en ny kommunikationsstrategi med fokus på fire kerneområder: skattepolitik, EU-modstand, miljøpolitik og en humanistisk udlændingepolitik.

Ideologi og politik

Retsforbundets ideologi og program deler punkter, som normalt henregnes til venstre- eller højrefløjen. Det regnes normalt for et midterparti. Partiet selv mener ikke, at det kan indordnes på en højre-venstre-skala.

Retsforbundets udgangspunkt er en afgrænsning mellem den enkeltes ret og fællesskabet. Partiet bygger traditionelt på fire hovedpunkter: personlig frihed, statsmagtens begrænsning, frihandel og fuld grundskyld.

Fuld grundskyld indebærer, at den samfundsskabte merværdi, der af økonomer kaldes jordrente, skal tilhøre fællesskabet. Ingen kan skabe flere naturressourcer og mere grundejendom, end der er i forvejen, og væksten i grundværdiernes pris skyldes samfundsudviklingen og ikke ejerens indsats. Derfor skal jordrenten komme fællesskabet til gode og være statens retmæssige indtægtskilde. Partiet lægger vægt på, at den egentlige tilvækst i ejendomspriserne ligger i grundværdien og ikke i bygningerne. Derfor tager man afstand fra begrebet ejendomsskat som sådan og taler hellere om grundskatter eller grundskyld.

Til gengæld skal mennesket have ret til at beholde sin individuelt skabte arbejdsfortjeneste. Indkomstskat, moms og told skal nedskrives og helst afvikles.

Retsforbundets ideologi er en humanistisk begrundet liberalisme i tråd med en lang række liberale og humanistiske tænkere, der har støttet fællesskabets ret til jordrenten.[4]

Nogle af partiets øvrige programpunkter er:

  • restriktiv miljøpolitik med fremme af økologi og dyrevelfærd
  • afvikling af erhvervs- og landbrugstilskud
  • ligestilling af offentlig og privat service på bl.a. skole- og sundhedsområdet
  • øget kontrol med monopoler, herunder at olie- og naturgasressourcerne i Nordsøen skal udnyttes til gavn for samfundet frem for kontrakthaverne
  • kollektiv trafik skal styrkes, men ikke nødvendigvis være i rent offentligt regi

På det statsretslige område ønsker partiet:

  • adskillelse af stat og kirke
  • øget offentlighed i forvaltningen
  • flere folkeafstemninger
  • en magistratsregering sammensat i forhold til partiernes størrelse (efter schweizisk model)

Udenrigspolitisk er partiet:

  • anbefaler af en rekonstruktion af EU
  • fortaler for FN-samarbejde og ulandsbistand
  • for NATO-medlemskab, men var imod dansk deltagelse i Irak-krigen på grund af det manglende FN-mandat

En mindre del af partiet har traditionelt været pacifistisk præget og engageret i fredsbevægelsen.

Strategiske problemer

Partiets idealistiske præg har gjort det svært at gøre sig gældende i den daglige politiske debat. "Grundskyld" og de øvrige etisk-filosofiske begreber rammer ved siden af det blandingsøkonomiske system, som de øvrige partier ønsker bibeholdt.

Retsforbundet er ikke præget af nogen bestemt vælgergruppe. Fra 1920'erne indgik der dels husmænd, en af datidens dårligst stillede grupper på landet, dels en kreds af ideologisk interesserede akademikere og højskolefolk. Siden kom især selvstændigt erhvervsdrivende og en del arbejdere til. I 1970'erne havde partiet den højeste relative andel af førstegangsvælgere. Andre partiers målbevidste appel til bestemte befolkningssegmenter har ikke været forsøgt af Retsforbundet. En årsag kan ligge i, at partiets politik netop skal bekæmpe privilegier og særinteresser.

Siden partiet gled ud af folketinget i 1981, er presseomtalen blevet meget beskeden. Allerede i 1950'erne var manglende eller negativ pressedækning dog et problem for partiet, idet det ikke havde eget dagblad, som de fire gamle partier og DKP havde.

Samlet set har Retsforbundet opnået mest succes som modspiller. Det skete i første omgang gennem modstand mod markedsrestriktioner, planøkonomi og statslige indgreb fra 1945 til 1957 og i anden omgang som det eneste ikke-socialistiske EF-modstanderparti i 1970'erne. Ved deltagelsen i trekantsregeringen 1957-1960 opnåede Retsforbundet en del konkrete resultater, men her blev man straffet af vælgerne og røg ud af Folketinget.

Skatteforslag 2009

I de senere år har Retsforbundet kritiseret de voldsomme værdistigninger på fast ejendom og den skadelige effekt for den enkelte og samfundsøkonomien. Partiet fremlagde den 12. januar 2009 et forslag til regeringens skattekommission. Ifølge Retsforbundet skal fremtidens skattepolitik være baseret på følgende:

Hovedprincippet må være, at enhver skal betale grundskyld til samfundet, i forhold til den plads og beliggenhed, som den enkelte optager.
Først og fremmest gennemføres, at enhver stigning i jordens værdi bliver pålagt grundskyld eller jordleje umiddelbart efter den sidst foretagne vurdering.
Dernæst gennemføres en fuld grundskyld på al jordværdi gradvist over en f.eks. 20 [å]rig periode.
I takt med ovenstående reduceres skatten på arbejdsindkomst tilsvarende.

Partiet mener, at denne reform "sigter mod en markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst, ... er fordelingsmæssigt afbalanceret, ... tager globale hensyn, ... er robust og ... samtidig styrker indsatsen for en miljørigtig, resurcebesparende og energirigtig udvikling".[5]

Resultater ved folketingsvalg

Folketingsvalg Stemmer Procent Mandater MF'ere
1924 12.643 1,0 0 / 149
1926 17.463 1,3 2 / 149 Dr. phil Axel Dam*, Jens Christian Stokholm Willesen (Sognepræst)
1929 25.810 1,8 3 / 149 Axel Dam*, Hans Hansen (Gårdejer), Anders Geert-Jørgensen (Sognepræst)
1932 41.238 2,7 4 / 149 Axel Dam*, Hans Hansen, Oluf Pedersen (Konsulent), Peder Gregersen (Lærer)
1935 41.199 2,5 4 / 149 Axel Dam* (Direktør), Hans Hansen, Oluf Pedersen, Peder Gregersen (**)
1939 33.783 2,0 3 / 149 Oluf Pedersen, Peder Gregersen, Svend Erik Johansen (Kontorchef) (***)
1943 31.323 1,6 2 / 149 Oluf Pedersen, Christian Martin Norlev (Sognepræst)
1945 38.459 1,9 3 / 149 Viggo Starcke* (Overlæge), Christian Martin Norlev, Søren Olesen (Lærer) (****)
1947 94.570 4,5 6 / 150 Viggo Starcke*, Knud Tholstrup (Direktør), Hans Hansen (Redaktør, fhv. gårdejer), Evald Christensen (Sognepræst), Robert Funck Jensen (Fabrikant), Bue Bjørner (Grosserer)
1950 168.784 8,2 12 / 151 Viggo Starcke*, Knud Tholstrup, Peder Gregersen, Hans Hansen, Evald Christensen, Oluf Pedersen (Plantageejer) Helge Madsen (Lærer), Niels Pedersen (Direktør), Karl M. Andersen (Repræsentant), Verner Larsen (Fabrikant), Carl Kjeldgaard Iversen (Radiotekniker), Niels Kr. Nielsen (Boelsmand)
1953 - april 116.288 5,6 9 / 151 Viggo Starcke*, Knud Tholstrup, Hans Hansen, Evald Christensen, Oluf Pedersen, Karl M. Andersen, Carl Kjeldgaard Iversen, Jens Magnus Pedersen (Fabrikant), Mads Sig Steffensen (Husmand)
1953 - sep. 75.449 3,5 6 / 179 Viggo Starcke*, Knud Tholstrup, Hans Hansen, Oluf Pedersen, Jens Magnus Pedersen, Søren Olesen (Viceskoleinspektør)
1957 122.759 5,3 9 / 179 Viggo Starcke, Knud Tholstrup, Oluf Pedersen , Jens Magnus Pedersen, Søren Olesen, Helge Madsen (Overlærer), Aage Gøting (Lærer), Niels Andersen (Disponent), Alfred Jørgensen (Skolebestyrer)
1960 52.330 2,2 0
1964 34.258 1,3 0
1966 19.905 0,7 0
1968 21.124 0,7 0
1971 50.231 1,7 0
1973 87.904 2,9 5 / 179 Ib Christensen* (Psykotekniker), Ole Flygaard (Lektor, Cand.polit.), Niels Mølgaard (Civilingeniør), Lars O. Grønborg (Advokat), Poul Westergaard (Redaktør)
1975 54.095 1,8 0
1977 102.149 3,3 6 / 179 Niels Mølgaard*, Ib Christensen, Lis Starcke (Sygeplejerske), Alfred Hansen (Lærer), Alice Hedegaard (bogholder), Svend Hjortlund (Fabrikant)
1979 83.238 2,6 5 / 179 Niels Mølgaard*, Ib Christensen, Ole Flygaard, Lis Starcke, Alfred Hansen (Overlærer),
1981 45.174 1,4 0
1984 50.381 1,5 0
1987 16.359 0,5 0
1988 -
1990 17.181 0,5 0

Ministre i Regeringerne H.C. Hansen II og Viggo Kampmann I

* Formænd for Folketingsgruppen

(**) Ved Axel Dams død er Svend Erik Johansen indtrådt.

(***) Svend Erik Johansen er udtrådt af partiet 16./7.-1940.

(****) Ved Christian M. Norlevs død er Knud Tholstrup indtrådt.

Referencer

Eksterne henvisninger