Systematic Theology

Kristendommen bliver udfordret på en anden måde i dag end tidligere, hvilket gør, at kirken presses til at svare anderledes. Apologetikkens grundvilkår er altid den samme, men måden svarene bliver formet på og sat i spil, forandrer sig. Det kan vi se, når vi betragter kirkehistorien. Dermed kan historien hjaelpe os til at reflektere over hvordan vi må svare i dag.

I Cape Town-erklaeringen fra 2011 fremsaettes en kritik af adskillelsen mellem sekulaert og helligt og af enhver teologi, som opererer indenfor en sadan dikotomi. Denne adskillelse har filosofiske implikationer og konsekvenser for alle aspekter af teologien. Dikotomien ses i denne artikel som et typisk vestligt faenomen med rodder tilbage til oplysningstiden og analyseres ved hjaelp af Stephen Toulmins filosofi. En teologisk udvej af dikotomien udpeges i Oswald Bayers laesning af Martin Luther; en laesning med filosofiske og missiologiske implikationer.

Martin Luther and early Lutheran tradition claimed that God wills both life and death. There is, however, an asymmetry between God’s will for life and God’s will for death. The article explores how this asymmetry has been handled in different ways within the early Lutheran tradition. Also, the Formula of Concord (1577) understood divine predestination to be the cause of human faith. Later Lutheran Orthodoxy understood human faith to be the reason for divine predestination. In the 1880’s these two positions gave rise to a controversy among North American Lutherans. Their main arguments are reproduced.Martin Luther himself believed that everything happened by necessity, but he understood this to be compatible with a distinct version of a free will. In modern philosophical parlance, Luther was a compatibilist. In this, later Lutheran Orthodoxy did not follow the reformer. It moved towards synergism.

Denne artikel drøfter forholdet mellem frelsens objektive og subjektive aspekter. Hovedvaegten ligger på, hvordan disse aspekter er blevet tilrettelagt forskelligt i et repraesentativt udvalg af forsoningsteorier ned gennem kirkens historie, dog sådan at nyere opfattelser fylder mest. Saerligt siden det 19. århundrede har tendensen vaeret den, at de subjektive aspekter har fortraengt de objektive. Denne udvikling skete først blandt såkaldt liberale teologer, men omkring årtusindskiftet gentog den sig blandt såkaldt evangelikale. Udviklingen analyseres, og diverse argumenter for subjektiv forsoning kritiseres ud fra den betragtning, at Det Nye Testamente skelner mellem frelsens objektive grund og dens subjektive modtagelse.