hælgha

Old Swedish

Etymology

From Old Norse helga, from Proto-Germanic *hailagōną.

Verb

hælgha

1. to hallow
2. to celebrate

Conjugation

Conjugation of hælgha (weak)

	present			past
infinitive	hælgha			—
participle	hælghandi, -e			hælghaþer
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	hælghar	hælghi, -e	—	hælghaþi, -e	hælghaþi, -e
þū	hælghar	hælghi, -e	hælgha	hælghaþi, -e	hælghaþi, -e
han	hælghar	hælghi, -e	—	hælghaþi, -e	hælghaþi, -e
vīr	hælghum, -om	hælghum, -om	hælghum, -om	hælghaþum, -om	hælghaþum, -om
īr	hælghin	hælghin	hælghin	hælghaþin	hælghaþin
þēr	hælgha	hælghin	—	hælghaþu, -o	hælghaþin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	hælghas	hælghis, -es	—	hælghaþis, -es	hælghaþis, -es
þū	hælghas	hælghis, -es	—	hælghaþis, -es	hælghaþis, -es
han	hælghas	hælghis, -es	—	hælghaþis, -es	hælghaþis, -es
vīr	hælghums, -oms	hælghums, -oms	—	hælghaþums, -oms	hælghaþums, -oms
īr	hælghins	hælghins	—	hælghaþins	hælghaþins
þēr	hælghas	hælghins	—	hælghaþus, -os	hælghaþins

Descendants

• Swedish: helga