ØMU-gæld

Med Maastrichttraktaten i 1992 blev det besluttet at indføre en møntunion i EU (ØMU’en). Samtidig vedtog man en række såkaldte konvergenskriterier, som de enkelte medlemslande skulle opfylde for at kunne indgå i møntunionen. Heriblandt var krav om, at underskuddet på den offentlige saldo ikke måtte udgøre mere end 3 procent af BNP, og den offentlige gæld måtte ikke overstige 60 procent af BNP. Lå gælden over denne grænse, kunne landet dog alligevel opnå adgang, hvis gældskvoten blev vurderet at være faldende i et tilstrækkelig højt tempo.

Begrundelsen for at indføre sådanne overnationale regler i forbindelse med oprettelsen af ØMU’en var, at lande, der indgår i en møntunion, kan have en særlig tilskyndelse til at føre for lempelig en finanspolitik og dermed have for høj offentlig gæld. Det skyldes, at landene kan overvælte nogle af omkostningerne ved gælden i form af et højere renteniveau o.l. på de øvrige medlemslande med samme valuta. For at undgå dette kan møntunionen indføre fælles regler, der begrænser mulighederne for gældsætning i de enkelte lande.

Da det i 1998 blev besluttet, hvilke lande der i første omgang kunne indføre euroen, havde 8 af de 11 lande en gæld, der oversteg 60 procent af BNP. De fik dog adgang som følge af reglen om faldende gæld, eller for Tysklands vedkommende, at gælden lå meget tæt på 60 procent, og at overskridelsen skyldtes ekstraordinære forhold i forbindelse med den tyske genforening.

Blandt fagøkonomer har der siden 1990’erne været en omfattende debat om ØMU’ens gælds- og underskudsregler. Mens det generelt er anerkendt, at i en velfungerende møntunion må der i et vist omfang være fælles regler og begrænsninger for finanspolitikken, er det konkrete regelsæt blevet kritiseret på forskellige punkter, og det er blevet revideret ad flere omgange siden 1992. Kritikken er blandt andet gået på, at reglerne gav for lidt plads til konjunkturstabiliserende politik og kunne forhindre fornuftige gældsfinansierede investeringer, samt at det er ulogisk at tage udgangspunkt i en grænse for bruttogælden i stedet for at fokusere på nettogælden.

ØMU-gælden tager udgangspunkt i Nationalregnskabets opgørelser af den offentlige sektors passiver. I modsætning til statsgælden omfatter den ikke kun statens gæld, men gælden for hele den offentlige sektor, dvs. også kommuner, regioner samt sociale kasser og fonde. ØMU-gælden er en bruttogæld, så den i modsætning til den offentlige nettogæld ikke modregner de offentlige tilgodehavender. Dog er den konsolideret, dvs. at de enkelte offentlige delsektorers fordringer på andre offentlige delsektorer bliver modregnet. Ejer en kommune statsobligationer, vil værdien af denne beholdning således blive fratrukket i opgørelsen af ØMU-gælden. ØMU-gælden opgøres til den pålydende værdi (kurs pari) i modsætning til Nationalregnskabets officielle opgørelser, der opgør de offentlige passiver, fx udestående statsobligationer, til deres kursværdi.

Der er en naturlig sammenhæng mellem Maastrichttraktatens underskudsgrænse på 3 procent af BNP og gældsgrænsen på 60 procent af BNP. Hvis BNP i et land vokser med 5 procent om året, og underskuddet på den offentlige saldo hvert år udgør 3 procent af BNP, vil nettogælden i det lange løb netop udgøre 60 procent af BNP. Da en årlig nominel BNP-vækst på 5 procent i 1990’erne, hvor Maastrichttraktaten blev vedtaget, blev anset for et realistisk bud på den gennemsnitlige vækstrate, var tanken, at overholdelse af den ene grænse på lang sigt også ville føre til overholdelse af den anden. Sammenhængen gælder dog kun for nettogæld og vil derfor generelt ikke være overholdt for et bruttobegreb som ØMU-gælden.

I Danmark udgjorde ØMU-gælden i år 2000 52 procent af BNP. Den var på det tidspunkt lidt lavere end den beregnede ØMU-gæld for hele EU, som lå på 61 procent. I alle senere år har Danmarks gældskvote været lavere først og fremmest som følge af, at der har været overskud på den offentlige saldo i de fleste år. Under finanskrisen steg ØMU-gælden dog kraftigt fra 27 procent af BNP i 2007 til 46 procent i 2011. Siden er ØMU-gældskvoten igen faldet, så den ved udgangen af 2023 lå på 29 procent af BNP.

I EU som helhed er ØMU-gælden steget siden år 2000. Mens den samlede bruttogældskvote for EU-landene indtil 2008 lå stabilt på ca. 60 procent, steg den pga. finanskrisen og den efterfølgende statsgældskrise i euroområdet til 87 procent i 2014. I 2019 var den igen faldet til 78 procent, men efter COVID-19-pandemien steg den igen og udgjorde ved udgangen af 2023 82 procent af EU's samlede BNP. Blandt eurolandene var gældskvoten endnu højere end for hele EU, nemlig knap 89 procent i 2023. Danmark havde den fjerdelaveste ØMU-gæld blandt EU-landene i 2023 – de tre lande med en lavere gældskvote var Estland, Bulgarien og Luxembourg.

• ØMU
• offentlig gæld
• offentlig saldo
• finanspolitik

• Bartholdy, N. (1999). Stabilitets- og vækstpagten: Status efter første runde, foråret 1999. Danmarks Nationalbanks Kvartalsoversigt 1999 , nr. 2.
• Blanchard , O., Leandro, A. & Zettelmeyer, J. (2021): Redesigning EU fiscal rules: From rules to standards. Economic Policy.
• Det Europæiske Finanspolitiske Råd (2019): Assessment of EU fiscal rule. Bruxelles.
• Groth, C. (2008). Debatten om stabilitets- og vækstpagten. Samfundsøkonomen 2008, nr. 1.