En Bose-gas er en kvantegas, der består af partikler kaldet bosoner, som i ligevægt kan beskrives af en Bose-Einstein-fordeling. Bosoner har heltalligt spin (0, 1, 2, ...) og kan besætte samme kvantetilstand. Dette står i modsætning til fermioner, som i ligevægt kan beskrives af en Fermi-Dirac- fordeling, og som er underlagt Pauli-princippet, der gør det umuligt for to identiske fermioner at besætte samme kvantetilstand. Eksempler på bosoner er fotoner (lyspartikler), gluoner, og visse atomer såsom helium-4.

Faktaboks

Etymologi

Begrebet har navn efter den indiske fysiker Satyendra Nath Bose, der udviklede det i 1920'erne.

Da identiske bosoner kan optræde i samme kvantetilstand, kan der i en Bose-gas ske en fortætning af partikler i en enkelt kvantetilstand, hvis temperaturen bliver tilstrækkeligt lav. Denne faseovergang finder sted, selvom partiklerne ikke vekselvirker indbyrdes. I dette tilfælde betegnes faseovergangen som en Bose-Einstein-kondensation. Faseovergangen fra normalt flydende til superflydende helium-4 har visse træk tilfælles med Bose-Einstein-kondensation, selvom partiklernes indbyrdes vekselvirkninger spiller en vigtig rolle. Også faseovergangen fra et normalt ledende til et superledende metal har visse ligheder med Bose-Einstein-kondensation.

Egenskaber og opførsel

Ved høje temperaturer opfører en Bose-gas sig som en klassisk gas, hvor partiklerne er uafhængige af hinanden. Men når temperaturen falder tilstrækkeligt, begynder kvantemekaniske effekter at dominere, og Bose-Einstein-kondensation kan finde sted ved ekstremt lave temperaturer. Her kondenserer en stor del af bosonerne til den laveste energitilstand og danner derved et makroskopisk kvantemekanisk system. I denne tilstand bliver kvanteegenskaber som interferens og superposition synlige på makroskopisk skala.

Bose-Einstein-kondensation blev eksperimentelt realiseret for første gang i 1995 med ultrakolde rubidiumatomer. For dette banebrydende arbejde blev Nobelprisen i fysik i 2001 tildelt amerikanerne Eric Allin Cornell og Carl Edwin Wieman samt tyskeren Wolfgang Ketterle.

Anvendelser og betydning

Studiet af Bose-gasser har haft en stor betydning for forståelsen af kvantemekanik og termodynamik. Bose-gasser anvendes til at undersøge fænomener såsom:

  • Superfluiditet: Væsker, der flyder uden viskositet, som observeret i helium-4 ved lave temperaturer.
  • Atomare gittermodeller: Bose-gasser fanget i optiske fælder bruges til at simulere komplekse kvantemekaniske systemer såsom kvantemagnetisme.
  • Atomure: Præcisionsmålinger, der udnytter de kvantemekaniske egenskaber ved ultrakolde atomer.

Derudover har Bose-gasser været centrale i udviklingen af kvanteteknologier. De giver også indsigt i nogle af fysikkens fundamentale spørgsmål, såsom overgangen mellem forskellige faser eller sammenhænge mellem kvantemekanik og statistisk mekanik.

Historisk perspektiv

Begrebet Bose-gas blev udviklet i 1920'erne af den indiske fysiker Satyendra Nath Bose og yderligere udbygget af Albert Einstein. Deres forskning i sortlegemestråling og kvantestatistik førte til forudsigelsen af Bose-Einstein-kondensation. I dag bliver Bose-gaser udforsket inden for eksperimentel og teoretisk fysik, især med fremkomsten af avancerede kølemetoder som laserkøling og magnetiske fælder.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig