Brexit

Storbritannien var medlem af EU fra 1973 til 2020, men blev ofte betragtet og omtalt, også med en vis stolthed af britiske politikere, som en ’awkward partner’ – et land, som var medlem, men som var mere skeptisk end de fleste andre medlemslande over for især EU’s fremadskridende politiske integration fra starten af 1990'erne. Især i Conservative Party voksede denne skepsis sig så stor, at partiets leder fra 2005, David Cameron, til sidst bøjede sig for presset, omend den kun kom fra et mindretal i partiet.

Den 23. januar 2013 annoncerede han en folkeafstemning om spørgsmålet i en tale, som eftertiden har døbt Bloombergtalen. I den tale lovede han at genforhandle Storbritannien medlemsbetingelser af EU og efterfølgende lægge resultatet ud til folkeafstemning. Den strategi fejlede for ham. Han fik ikke noget ud af forhandlingerne med EU, og han tabte folkeafstemningen.

Udskrivelsen af folkeafstemningen skyldtes således primært et indre opgør i Conservative Party; dog hjulpet godt på vej af UKIP (United Kingdom Independence Party) og dettes karismatiske leder, Nigel Farage. Fra sin position uden for parlamentet lykkedes det partiet at skubbe på den bevægelse, der i forvejen voksede i Conservative Party, som i stigende grad frygtede vælgerflugt til UKIP.

Under kampagnen op til afstemningen den 23. juni 2016 fokuserede tilhængerne af fortsat EU-medlemskab først og fremmest på økonomiske argumenter, mens Brexit-tilhængerne fremhævede mere værdiladede emner som indvandring, suverænitet og identitet.

Tilhængerne bestod af det store flertal af Labour, Liberal-Democrats, Green Party, det skotske Scottish National Party, det walisiske Plaid Cymru og flertallet af de konservative, mens modstanderne bestod af et stort mindretal i Conservative Party og UKIP.

Resultatet af folkeafstemningen førte med det samme til en voldsom politisk krise, som prægede Storbritannien i de efterfølgende fire år frem til udtrædelsen. David Cameron trådte tilbage som partileder og premierminister dagen efter folkeafstemningen. Han blev afløst af Theresa May og senere af Boris Johnson. Det lykkedes omsider for sidstnævnte, med brug af sloganet ’let’s get Brexit done’ op til parlamentsvalget i december 2019 at få udtrædelsen effektueret den 31. januar 2020. Også oppositionspartiet Labour blev kastet ud i en krise efter kritik af ledelsens indsats under kampagnen, og der fulgte et opgør om formandsposten i partiet.

Selv om Brexit nu formelt er overstået, trækker forløbet og resultatet stadig dybe spor i britisk politik og den britiske økonomi. Det vurderes således, at det britiske BNP er faldet med fem procentpoint om året som direkte konsekvens af, at landet har forladt EU.

Brexit udsatte Storbritannien som stat, det britiske politiske system samt den britiske befolkning for en chokbehandling, som langt fra er overstået. Brexit udfordrer endvidere den britiske forfatning og sammenhængskraften i den britiske union, fordi de fire nationer i Storbritannien stemte forskelligt. Brexitafstemningen viste endvidere en usædvanligt stor holdningsforskel mellem politikere og befolkning, idet et flertal i befolkningen viste sig at foretrække noget helt andet end det overvejende flertal blandt parlamentets medlemmer.

Storbritanniens udtræden blev effektueret gennem to aftaler med EU. De ene, EU-udtrædelsesaftalen, var en nødvendighed. Den anden, handels- og samarbejdsaftalen mellem Storbritannien og EU, var en mulighed. Udtrædelsesaftalen blev indgået iht. paragraf 50 i EUs Lissabontraktat. Denne giver et land to år til at forhandle en "skilsmisseaftale" på plads fra det tidspunkt, landet meddeler EU-Kommissionen, at det vil træde ud.

Der var i lang tid tvivl om, hvorvidt Storbritannien kunne forhandle sig til en aftale om regulering af relationerne med EU efter udtrædelsen. I næsten sidste øjeblik, juleaftensdag 2020, lykkedes det imidlertid parterne at blive enige om en handels- og samarbejdsaftale som grundlag for regulering af det fremtidige handelssamarbejde mellem EU og Storbritannien. Aftalen indeholder etablering af omkring 25 forskellige kommissioner, råd og udvalg, som skal bidrage til at få aftalen til at fungere i praksis.

Selvom Boris Johnson vandt valget i december 2019 på at få Brexit overstået, vil der i praksis, jævnfør aftalen, gå en årrække, før man kan sige, at Storbritannien reelt er ude af EU. Dertil vil Storbritannien permanent være lige så bundet af en række af EU's reguleringsmekanismer, som landet var som medlem af EU.

I 2025 er den britiske befolkning ved at ændre holdning til Brexit. I de første år efter folkeafstemningen viste meningsmålinger, at fordelingen mellem leave og remain var stabil og konsistent med afstemningsresultatet. Befolkningen havde tilsyneladende polariseret sig i faste blokke over Brexitspørgsmålet. Men på det seneste er data begyndt at vise, at situationen er ved at ændre sig. Antallet af vælgere, som nu mener, at Brexit var en forkert beslutning, er begyndt at stige markant.

Meningsmålingsinstituttet YouGov gennemførte en meningsmåling op til femårsdagen for udtrædenlsen, som viste, at 55 % af vælgerne nu mener, at Brexit var en forkert beslutning, mens blot 11 % stadig mener, at beslutningen var rigtig. Samtidig viser andre målinger, at et flertal blandt briterne nu er parat til igen at acceptere, at den frie bevægelighed for arbejdskraft, som gælder i EU, igen skal omfatte Storbritannien til gengæld for landets genindtræden i EU's indre marked.

Blandt de britiske politikere har man indtil videre ikke set en lignende åben holdningsændring. Det er tydeligt, at Brexit fortsat langt fra er implementeret og har en række alvorlige og negative konsekvenser for britisk økonomi, som forværrer det allerede massive fald i levestandard, som et flertal af briter oplever. Men de fleste parlamentsmedlemmer i begge de to store partier, Conservative Party og Labour, fornægter, at Brexit rummer store udfordringer. Tværtimod holder de fast i, at Brexit er en succes og rummer uanede, hidtil uudnyttede muligheder. Det kan nærmest virke, som om der er en stiltiende aftale om slet ikke at tale om emnet, men i stedet tie problemerne væk. Emnet var således nærmest fraværende fra valgkampen op til parlamentsvalget den 4. juli 2024.

• Bloombergtalen
• Nordirland-protokollen
• Storbritanniens EU-udtrædelsesaftale
• handels- og samarbejdsaftale mellem Storbritannien og EU
• Det britiske parlament
• EU