Caporetto

Isonzo havde siden maj 1915 været den vigtigste del af italiensk-østrigske front. Her var udkæmpet 11 større slag, hvor det hver gang var lykkedes østrig-ungarsk militær at afvise de italienske angreb, men de østrig-ungarske tropper var nedslidte, og i efteråret 1917 bad Østrig-Ungarn om tysk hjælp i krigen mod Italien. Det resulterede i dannelsen af en fælles tysk-østrigsk styrke under tysk ledelse og planlægningen af en større offensiv.

Den tysk-østrigske offensiv blev indledt med et kort, men meget intensivt bombardement tidligt om morgenen den 24. oktober hvorefter de tysk-østrigske tropper indledte fremrykningen. Det var lykkedes at hemmeligholde angrebsplanerne, så overraskelsen for den italienske hærledelse var total. Frem for et samlet angreb over et længere frontafsnit brugte angriberne en infiltrationsteknik, som med held brød gennem de italienske linjer og rykkede ind i frontens bagland. Da de italienske kommunikationslinjer samtidig brød sammen, gik forsvaret hurtigt i opløsning, og de italienske styrker indledte et spontant tilbagetog, der var tæt på at ligne en regulær flugt.

Forsøg på at etablere et forsvar ved Tagliamento-floden mislykkedes, og først ved Piave lykkedes det at standse den tysk-østrigske fremrykning. Her blev den italienske hær efterfølgende styrket med britiske og franske tropper, og Piave blev derefter den vigtigste frontlinje frem til krigens afsluttende fase i oktober 1918.

Med italienske øjne var slaget ved Caporetto en katastrofe. Ikke blot kom det nordøstlige Italien under fremmed besættelse; nederlaget stillede også store spørgsmål til både hærens kampkraft og den militære ledelse. Mens 11.000 italienske soldater faldt i slaget, blev næsten 300.000 taget til fange og lige så mange forlod deres enheder under flugten fra Isonzo (de samlede tysk-østrigske tabstal var omkring 50.000). Umiddelbart efter slaget blev den italienske hærs øverstkommanderende Luigi Cadorna afløst af Armando Diaz, og under dennes ledelse valgte hærledelsen helt frem til oktober 1918 at anlægge en defensiv strategi, mens hærens moral blev genopbygget.

Nederlaget skabte også et stort flygtningeproblem, idet ca. en halv million mennesker flygtede fra det nu besatte Nordøstitalien og fra de områder omkring Piave, der nu var blevet krigszone.

I samtidens Italien blev tolkningen af slaget stærkt omstridte. Hærledelsen og den politiske højrefløj hævdede, at nederlaget skyldtes et soldatermytteri, mens venstrefløjen modsat mente, at der var tale om de menige soldaters berettigede protest mod krigens meningsløse lidelser. Krigstræthed blandt de menige soldater er sandsynligvis en del af forklaringen på det italienske nederlag, men vigtigere var den originale tysk-østrigske angrebsplan og uduelighed hos den italienske militære ledelse.

• 1. Verdenskrig
• Isonzo
• Vittorio Emanuele Orlando