Carl Th. Dreyer

Carl Th. Dreyer forsøgte forskellige job, inden han i 1909 begyndte en journalistisk karriere på Berlingske Tidende, hvor han snart fik flyvning som speciale. Som ballonflyver kom Dreyer i kontakt med det danske filmmiljø, og i 1913 blev han ansat hos Nordisk Films Kompagni, først som mellemtekst- og manuskriptforfatter og siden som instruktør. Hans første film var Præsidenten (1919), en dramatisk familiesaga fra Østrig i slutningen af 1800-tallet. Allerede i denne film udviste Dreyer i de mindste detaljer den grundighed og omhu, som karakteriserer hele hans produktion.

Hans næste værk, Blade af Satans Bog, en dyster film i fire episoder, bragte ham i konflikt med hans arbejdsgivere. Han forlod Nordisk Film og lavede Prästänkan for filmselskabet Svensk Filmindustri. I 1921 indspillede han i Berlin for tyske producenter Die Gezeichneten (Elsker hverandre), en film om pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1900-tallet. Efter et let intermezzo i Danmark med Der var engang efter Holger Drachmann, var det Herman Bang, som inspirerede hans næste film, Mikaël, igen lavet i Berlin for tyske penge. I løbet af sommeren 1925 arbejdede Dreyer for et norsk selskab og optog den næsten improviserende Glomdalsbruden. Samme år lavede han for det danske Palladium Du skal ære din Hustru, en familiekrønike, der i kraft af sin psykologiske ægthed blev et gennembrud for Dreyer, bl.a. i Frankrig. Som følge heraf blev han ansat af et parisisk produktionsselskab, Société Générale de Films, og flyttede i april 1926 til Paris med sin familie.

For det franske selskab optog Dreyer sin berømte La Passion de Jeanne d'Arc (1928, Jeanne d'Arcs Lidelse og Død), et af de mest helstøbte klassiske værker fra stumfilmperioden. Selvom filmen definitivt befæstede Dreyers internationale ry, forblev den et enkeltstående værk. Det franske selskab kom i økonomiske vanskeligheder og brød kontrakten med Dreyer. Takket være en mæcen blev han imidlertid i stand til at finansiere sin næste film Vampyr (1932). Efter i La Passion de Jeanne d'Arc at have skildret den psykiske tortur, som en kirkelig domstol kunne forvolde det enkelte menneske, ønskede Dreyer nu at vise, "at uhyggen ikke ligger i tingene omkring os, men i vor egen underbevidsthed".

Dreyer oplevede i årene omkring Vampyr en alvorlig indre krise, og i begyndelsen af 1933 måtte han indlægges på en psykiatrisk klinik. Et nyt filmprojekt, som han begyndte at optage i Somalia, måtte han opgive. I august 1934 forlod han Frankrig og flyttede sammen med familien tilbage til Danmark.

Den følgende periode i Dreyers liv og karriere blev præget af modgang og strandede projekter. For at kunne overleve måtte han genoptage et journalistisk arbejde for dagbladet BT i form af en fast kommentar, Livet i Byretten, som han pligtskyldigt afleverede fra 1936 til 1942. Efter kortfilmen Mødrehjælpen (1942) var Palladium omsider villig til at lade Dreyer optage en ny spillefilm. Resultatet blev Vredens Dag (1943), en tragisk kærlighedshistorie, som udspiller sig under hekseforfølgelser i 1600-tallet. En halvt mislykket film, Två människor, lavet i Stockholm, nægtede Dreyer at anerkende som sin egen, idet han mente, at producenterne havde haft for stor andel i den.

På ny måtte han vente i ti år, før hans næste værk kunne se dagens lys: Ordet (1955), en mesterlig filmatisering af Kaj Munks teaterstykke. Filmen havde premiere i biografen Dagmarteatret i København, hvor Dreyer var direktør fra 1951 til sin død. Ordet vandt førsteprisen, en Guldløve, på filmfestivalen i Venedig. Derimod blev Gertrud (1964), efter Hjalmar Söderbergs drama, meget omstridt efter premieren. Den er dog siden, især uden for Danmark, hvor man ikke er hildet af den kunstlede dialog, blevet betragtet som et hovedværk inden for moderne filmkunst.

Dreyer bidrog derudover til den officielle danske kortfilmproduktion med bl.a. De naaede Færgen (1948) efter Johannes V. Jensens myte. Til gengæld fandt utallige af hans filmprojekter aldrig villige producenter, hverken i Danmark eller i udlandet. Blandt dem kan nævnes Mary Stuart efter eget manuskript, Medea efter Euripides og Jesus fra Nazareth (udgivet i bogform 1968), som Dreyer arbejdede med i over tredive år.

Rent stilistisk fremtræder Dreyers film yderst forskellige, idet instruktøren hver gang har søgt og fundet nye æstetiske løsninger og fremgangsmåder. Dreyer leverede aldrig gentagelser, og dog forblev han altid tro mod sig selv og sin egen tematik. Alle hans film, måske med undtagelse af Mikaël, handler nemlig om det samme: det enkelte menneske, især den ensomme kvinde, som et offer for modpartens tyranni eller for et intolerant og bornert samfund.

Carl Th. Dreyer prøvede at forstå og forklare sin egen skæbne. Derfor tager hans film altid parti for den svage mod den stærke, for de undertrykte mod magthaverne, for de anklagede mod dommeren og for elskerinden mod den mand, som har misbrugt hende. Med sine antiheltinder, hekse, dårer og helgener formidler Dreyers filmværk et dybt følt kunstnerisk vidnesbyrd om en humanistisk livsholdning.

*Kortfilm

• dansk stumfilm
• dansk film
• film

• Det Danske Filminstituts hjemmeside om Carl Th. Dreyer