John Coltrane

Coltrane voksede op i North Carolina og i Philadelphia. Han fik almindelig musikundervisning på bl.a. klarinet og altsaxofon. Han var oprindeligt inspireret af swingmusikere som Lester Young, men da han hørte Charlie Parker, skiftede hans musikalske orientering mod bebop.

Coltrane tjente i flåden umiddelbart efter 2. Verdenskrig, i 1945 og 1946, hvor han spillede i et militærband. Efter endt tjeneste kom han tilbage til Philadelphia og tog undervisning i musikteori og saxofon. Det var også i denne tid, at han skiftede til tenorsaxofon, hvor fx Dexter Gordon blev en inspirationskilde for ham.

I de følgende år spillede Coltrane både jazz og rhythm and blues, bl.a. i bands under ledelse af Dizzy Gillespie. Indspilninger fra denne tid vidner om en habil musiker, men uden indikationer på den skelsættende saxofonist, som Coltrane ville udvikle sig til.

I 1955 kom Coltrane med i trompetisten Miles Davis’ band i det, der senere skulle blive kaldt Miles Davis’ ”første store kvintet.” Coltrane spillede, med forskellige afbræk, med i Davis’ band på skelsættende indspilninger på pladeselskabet Prestige, der kombinerede stil og æstetik fra cool jazz og hard bop. Mod slutningen af 50’erne var Coltrane med på pladen Kind of Blue og andre indspilninger, der var med til at definere den nye stilretning modaljazz.

I 1957 var Coltrane også med i pianisten Thelonious Monks band. Dette samarbejde var vigtigt for Coltranes musikalske udvikling, men er sparsomt dokumenteret i ganske få indspilninger.

Coltranes mest succesrige tidlige album i eget navn, Blue Train (1958), er en klassiker fra perioden og er et godt eksempel på tidens hardbop-stil. Flere af Coltranes kompositioner fra indspilningen, inklusive titelnummeret, er blevet jazzstandards. Fra 1960 fokuserede Coltrane på at udvikle musikken i sit eget band. Han byggede videre på modaljazzen og tog inspiration fra den avantgardistiske free jazz.

Coltranes eksperimenterende musik mødte nogen modstand fra anmeldere, fx en kritiker, der kaldte hans musik for ”anti-jazz.” Coltrane svarede igen med en artikel i magasinet Down Beat (skrevet sammen med sit bandmedlem Eric Dolphy) og producerede også et slags musikalsk svar i form af indspilninger af ballader spillet mere konventionelt sammen med sangeren Johnny Hartman (1923–1983) og Duke Ellington.

I 1960’erne havde Coltranes band forskellige besætninger, men hans mest velkendte band er den såkaldt ”klassiske kvartet” med McCoy Tyner (1938–2020) på klaver, Jimmy Garrison (1934–1976) på bas og Elvin Jones på trommer. Kvartetten udviklede et intenst samspil, hvor rytmegruppen understøttede Coltranes eksperimenterende improvisationer.

Coltrane udvidede i varierende grad besætningen sit band og samarbejdede med saxofonisterne Eric Dolphy og Archie Shepp. Nogle af hans indspilninger har større ensembler, der næsten kan minde om et bigband, og ukonventionelle sammensætninger med fx to bassister. På Ascension (1966) medvirker den danske saxofonist John Tchicai.

I de sidste to år af sin karriere var Coltrane dedikeret til den avantgardistiske free jazz, under inspiration fra Ornette Coleman, Albert Ayler og Sun Ra.

Da Coltrane i 1957 tog en kold tyrker for at komme ud af sit heroinmisbrug, havde han en religiøs opvågning. I 1960’er fik hans musik i stigende grad en spirituel karakter. Det spirituelle tema er mest fremtrædende på albummet A Love Supreme (1965), hans bedst sælgende og mest velkendte album i eget navn, hvor musikken har både meditative kvaliteter og ekstatiske øjeblikke. Coltrane var kristen, men var interesseret i mange former for religion og mysticisme: I noterne til albummet Meditations (1965) skriver han: ”Jeg tror på alle religioner.” Coltrane lod sig også inspirere af asiatisk musik og hinduistisk og buddhistisk religiøs æstetik.

I 60’erne kommenterede Coltranes musik også på Borgerrettighedsbevægelsen, mest kendt i "Alabama” (1963), der blev komponeret som respons på en terrorbombning af en afrikansk-amerikansk kirke i Birmingham, Alabama.

Flere af Coltranes kompositioner og indspilninger fra 60’erne rummer henvisninger til afrikansk kultur og musik. Dette var også politiske kommentarer, der skal ses i sammenhæng med borgerrettighedsbevægelsens kamp for sortes rettigheder og afrikansk afkolonisering.

Allerede i efteråret 1966 skar Coltrane ned på koncertarbejde, dels for at prioritere familielivet, dels pga. begyndende helbredsproblemer. Han døde i 1967 af leverkræft. Ca. 1000 mennesker deltog i hans begravelse.

Jazzfans og -historikere regner Coltrane for den mest indflydelsesrige tenorsaxofonist i musikkens historie. Coltrane beundres især for sit tætvævede motiviske spil (få toner, der danner grobund for længere improvisation), sine intense improvisationer og sin fyldige klang. I 1960’erne tog Coltrane også sopransaxofonen op og var med til at genetablere den som instrument i jazzen.

Coltrane kunne spille stille og lyrisk, men han er især kendt for en fortættet, hurtig stil, hvad enten det er i hardbop eller frit improviseret free jazz. I slutningen af 50’erne kaldte en anmelder Coltranes stil for ”lag af lyd” (”sheets of sound”) pga. af de akkordbrydninger og skalaløb i lange kæder, der bliver spillet ekstremt hurtigt og fremstår som sammenhængende ”lag” snarere end individuelle toner.

Coltrane var lige så interesseret i komposition som i improvisation. Flere af hans kompositioner er blevet jazz standards. Coltrane udvidede jazzens harmoniske sprog i kompositioner som ”Giant Steps” (1959), hvor han brugte akkordprogressioner i tertser (i stedet for kvinter, der var normen i samtidens jazz). I første halvdel af 1960’erne fokuserede Coltrane på kompositioner i modaljazz, hvor der i modsætning til de hastige akkordskift på fx ”Giant Steps” bruges meget få akkorder, fx i balladen ”Naima” eller i hans arrangement af sangen ”My Favorite Things” fra musicalen The Sound of Music, hvor Coltrane strækker kompositionen med sektioner af gentagne vamps.

I løbet af 60’erne fokuserede Coltrane på kompositioner og improvisation med motivisk arbejde som et centralt element. Fx er mere eller mindre al musikken på A Love Supreme bygget på et enkelt motiv på fire toner.

I sin free jazz-periode udviklede Coltrane sit saxofonspil med en endnu fyldigere klang og med mere vibrato, der passede til det intense udtryk, som meget af musikken havde.

Coltranes anden kone var pianisten Alice Coltrane (1937–2007), der efter John Coltranes død videreførte hans spirituelle jazzæstetik. Coltranes søn Ravi Coltrane (1965–) er en velkendt jazzsaxofonist.

Coltranes status i jazzen kan næsten ikke overdrives. Siden 1960'erne har alle musikere, især saxofonister, skullet forholde sig til hans musik. Hans spillestil og æstetik studeres både i al formel jazzuddannelse og er en del af den generelle jazzkultur. En kirke i San Fransisco hylder Coltrane som helgen og centrerer deres liturgi omkring A Love Supreme.

Mange musikere er direkte inspireret af ham. Det gælder både de af hans samarbejdspartnere, der udviklede deres musik efter Coltranes død, fx saxofonisten Pharoah Sanders, såvel som musikere i det 21. århundrede som fx Kamasi Washington (1981–), hvis saxofonstil og spirituelle jazz står i gæld til Coltrane.

• jazz