Mario Draghi

Draghi afsluttede med udmærkelse sin økonomiske uddannelse ved La Sapienza universitetet i Rom og har desuden en ph.d.-grad fra Massachusetts Institute of Technology (MIT).

I kraft af sin økonomiske ekspertise udmærkede Draghi sig først i den akademiske verden og siden i det private erhvervsliv og i den politiske sfære, hvor han som embedsmand medvirkede til den generelle økonomiske privatisering i Italien.

Fra 2006 var Draghi direktør for Italiens nationalbank Banca d'Italia, og i den stilling gjorde han sig positivt bemærket hos mange af sine europæiske kolleger. I 2011 blev han derfor udnævnt til direktør for den Europæiske Centralbank, ECB, med støtte fra Italiens daværende premierminister Silvio Berlusconi.

Allerede ved Draghis udnævnelse var eurozonens situation og fremtid usikker, og hans primære opgave blev derfor at redde trådene ud, så euroen blev stabiliseret og eurozonens medlemslandes økonomi styrket. I den forbindelse udtalte Draghi, at han ville gøre “hvad end det krævede" (“whatever it takes") for at bevare euroen, og denne udtalelse alene lettede presset på euroen. Udsagnet er siden blevet uløseligt forbundet med Draghi. Han sad som direktør for ECB indtil 2019.

Draghi blev af mange tilskrevet æren som ham, der havde afværget eurozonens fald. Da Italien i begyndelsen af 2021 stod midt i en parlamentarisk krise oven i en økonomisk og sundhedsmæssig krise, opstod der et politisk ønske i landet om at udnævne Draghi som landets næste premierminister. Efter coronapandemien var både det italienske sundhedssystem og landets økonomiske situation porøst. Det var meningen, at EU's genopretningsplan NextGenerationEU skulle løfte medlemslandene ud af coronapandemiens efterdønninger, og Italien stod til at modtage den største portion af den samlede stimuluspakke.

Det viste sig imidlertid vanskeligt for den siddende regering ledet af premierminister Giuseppe Conte at nå til enighed om, hvordan pengene bruges i tråd med de gældende EU-krav. Af denne grund gik regeringen i opløsning, og Conte meldte sin afgang. Italiens præsident Sergio Mattarella hidkaldte derfor Draghi, der opnåede flertal i både senatet og parlamentet. Den 13. februar 2021 blev han udnævnt som premierminister og leder af en samlingsregering bestående af stort set samtlige partier og en hel del uafhængige teknokratiske minister.

Selvom Draghi var partipolitisk neutral, anlagde Draghi en stærkt politisk linje. Han prioriterede et tæt samarbejde med EU's stærkeste medlemslande og ledelse såvel som et omfattende vaccinationsprogram. Det lykkedes ham og hans regering at komme til enighed om en implementering af EU's genopretningsplan. Det indbefattede, at Italien imødekom en række af de af EU opstillede ønsker til landets indenrigspolitik for udbetaling af det store tilskud. For eksempel førte Draghi an med reformer på retsområdet og pensionsområdet med henblik på dels at lave besparelser, dels at slanke de tunge bureaukratiske processer.

Draghi stilede også efter at placere Italien centralt i NATO-samarbejdet, og efter den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 udtrykte Draghi en stærk vilje til at indføre sanktioner mod Rusland.

Ved udgangen af 2021 udnævnte The Economist Italien til årets land, idet tidsskriftet fremhævede Draghis politiske successiv som primærårsag. Ikke desto mindre var hans parlamentariske grundlag udfordret af partipolitiske interesser. Et af regeringens støttepartier, Femstjernebevægelsen, trak sin støtte til regeringen den 13. juli 2022, og ugen efter trak to øvrige støttepartier, Lega og Forza Italia, også deres støtte. Draghi tog den forandrede politiske situation til efterretning og trak sig således som premierminster.

Draghi har siden trukket sig tilbage, men har fortsat været involveret i rådgivning og samarbejde med EU-institutioner. Særligt fremtrædende er den såkaldte Draghi-rapport fra 2024, hvor Draghi adresserer Europas nedadgående konkurrenceevne. Rapportens konklusioner danner grundlag for den nytiltrådte Europakommisions arbejde.

• Italien
• Italiens forfatning og politiske system