Faktaboks

Osvald Helmuth
Født
14. juli 1894
Død
17. marts 1966

Osvald Helmuth i Helsingør Revyen 1963.

.

Osvald Helmuth var en dansk skuespiller og revykunstner. Osvald Helmuth var far til Frits Helmuth.

Karrieren indledtes i Randers i 1913; derefter kom han til Nørrebros Teater, hvor Frederik Jensen blev hans store forbillede. Der gik dog mange år med små roller i komedier og revyer, inden Osvald Helmuth fik sit gennembrud i 1929 i Poul Henningsen-revyen Paa Ho'det med visen "Ølhunden glammer". Herefter var han dansk revys ukronede konge frem til sin død.

Osvald Helmuths revykarriere

I 1935 var Osvald Helmuth med til at danne Cirkusrevyen, hvor han året efter sang "Dit Hjerte er i Fare, Andresen". Mange af hans største succeser skabte han i Dagmarrevyerne gennem 1940'erne, fx "Herlig en sommernat" (1949).

Helmuth var hovedkraften i ABC-revyerne i begyndelsen af 1950'erne og sang her bl.a. "100 mand og en bajer" og "Faders vilje" (begge 1951); i begyndelsen af 1960'erne rundede han karrieren af i Helsingørrevyen med numre som "Bar' engang imellem" (1963).

Karaktervisen blev hans domæne. Ud fra omhyggelige karakterstudier af den lille mand i samfundet gav han rollen, som fremførte visen, dens eget liv på en varm og aldrig udleverende måde. Med hans forståelse for betydningen af selv de mindste nuance- og tempoforskydninger blev hans viser til hele små skuespil over deres figurer.

Teater og film

Osvald Helmuth som Jeppe i Jeppe på bjerget i 1954. Rollen var Det Kongelige Teaters hyldestgave til den folkekære revyskuespiller ved hans 40-årsjubilæum.

.

Et kunstnerisk højdepunkt var, da Osvald Helmuth i 1954 spillede Jeppe i Jeppe på bjergetDet Kgl. Teater og i 1960 var "verdens bedste Doolittle" i My Fair Lady i Falkonercentret. Han medvirkede desuden i en række film, bl.a. Der var engang en Vicevært (1937) og Harry og kammertjeneren (1961), hvor han præsterede et smukt og jævnbyrdigt samspil med Ebbe Rode.

Læs mere i Lex