Rafael Nadal blev født i Manacor på Mallorca ud af en familie af fodbold- og tennisspillere og viste tidligt sit talent. Allerede i 2004 havde Rafael Nadal afgørende betydning for Spaniens sejr i Davis Cup (VM for hold), som han siden var med med til at genvinde i 2008, 2009, 2011 og 2019, og i 2005 vandt han French Open, første gang han stillede op i turneringen. Han genvandt siden den fornemmeste titel i grustennis hele 13 gange, sidste gang i 2022. Med sine i alt 14 sejre i turneringen er Nadal den spiller, der har vundet French Open flest gange.
I 2008 vandt Rafael Nadal sin første titel i sin tredje finale på Wimbledons græs, da han detroniserede den femfoldige mester Roger Federer i en af tennishistoriens mest spændende slutkampe. Roger Federer reddede tre matchbolde, inden Rafael Nadal vandt 9-7 i afgørende sæt. I 2010 genvandt Rafael Nadal Wimbledon med en 3-0-sejr over tjekken Tomáš Berdych (f. 1985).
Også med flere turneringssejre på hardcourt (kunststof) viste den atletiske venstrehåndsspiller med de eminente servereturneringer, at han trivedes på andet end grus, hvor han i årene 2005-2007 vandt 81 kampe i træk (rekord i tennis for mænd).
I 2009 vandt Rafael Nadal Australian Open med en finalesejr på 3-2 over Roger Federer og i 2010 US Open med 3-1 i finalen over serberen Novak Ðoković. I 2022 vandt Nadal sin 21. grand slam-titel efter en sejr på 3-2 over Daniil Medvedev i finalen i Australian Open.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.