Romerrigets historie

Essensen i skiftet fra kongedømme til republik var, at kongens magt nu blev delt og uddelegeret, således at den lovgivende magt kom til at ligge hos folket på folkeforsamlingen (comitia), den udøvende hos de valgte embedsmænd (magistratus), mens en form for rådgivende myndighed tillagdes et råd af afgåede embedsmænd, Senatet (senatus). I de følgende århundreder frem til kejsertiden udvikledes dette system. Romerne betragtede tredelingen af magten som fundamental og mente, at den var den egentlige årsag til den styrke, som lå bag skabelsen af riget.

På folkeforsamlingen, som bestod af alle våbenføre mandlige borgere, blev lovene til, og her valgtes også embedsmændene. Afstemningsproceduren var betinget af formue, og i praksis havde de rige langt større indflydelse end de fattige. Antallet af valgte embedsmænd steg langsomt, og allerede ret tidligt aftegnedes et hierarkisk administrativt system.

Fornemme romere, som var rige nok til at påtage sig de ulønnede job som embedsmænd, indledte deres politiske karriere med det laveste trin på embedsstigen, kvæsturen. Kvæstors opgave var at forestå det offentliges regnskaber. Det næste trin var valg som ædil, hvilket indebar opsyn med selve byen Rom, afholdelse af offentlige fester og almindelige politiopgaver. Prætor, det tredje trin i karrieren, tog sig af retsvæsenet, og endelig kunne man, med de krævede intervaller mellem de enkelte embeder, i en alder af 42 år, nå det øverste trin, konsulatet. De to konsuler havde den øverste udøvende magt. De kunne give ordre ned i systemet, lede folkeforsamlingen og føre hæren i krig. Som afslutning på en lang karriere, men lidt uden for den normale magistratur kunne man blive censor. Censorerne fungerede omkring halvandet år og forestod offentlige licitationer, især af byggeri og skatteopkrævning. De kontrollerede også senatslisten og kunne udelukke senatorer.

Alle embeder, på nær embedet som censor, var etårige. En afgørelse krævede enighed, det såkaldte kollegialitetsprincip. I intervallerne mellem de enkelte embeder blev de afgåede embedsmænd sendt ud for at administrere de romerske provinser som guvernører, de såkaldte promagistrater.

Det er med denne relativt demokratiske struktur som basis, af romerne sammenfattet under betegnelsen senatus populusque romanus ('Senatet og det romerske folk'), at regionen omkring byen Rom, Latium, langsomt udvidedes. I en række kampe stækkedes de nærmestboende sabinere og volskere, og etruskerne trængtes tilbage mod nord. Den vigtige rival, Veji, blev erobret i 396 f.v.t., ni år senere var det endnu uudviklede Rom nær blevet løbet over ende af kelterne (gallerne). Internt var denne periode præget af stænderkampene mellem de indflydelsesrige patriciere og de fattige plebejere; de blev først bragt til ophør i 367 f.v.t. med de to stænders ligestilling. Ekspansionen fortsatte og gav anledning til en voldsom konfrontation mellem Rom og latinerne i 341 f.v.t., som endte med latinernes nederlag i 338 f.v.t.

Det romerske kerneland var hermed både politisk og socialt i ro, og i de følgende hundrede år udstrakte Rom sin magt til at dække hele Den Italiske Halvø (Italia). Det skete i ofte voldsomme kampe med især samnitterne 326-304 f.v.t., og kort efter, i 296 f.v.t., slog romerne en alliance af en lang række italiske folk ved Sentinum. I 272 f.v.t. faldt den sidste ikke-romerske by, den græske Tarento, som var blevet støttet fra Epeiros af grækeren Pyrrhos. Han var blevet slået afgørende allerede i 275 f.v.t., men hans forsøg på indblanding viser, at Romerriget nu blev betragtet som en magtfaktor i Middelhavsområdet. Hele Italia op til Pofloden i nord var nu romersk, og perioden frem til 146 f.v.t. blev præget af Roms ny status som stormagt.

Romerne kom nu i konflikt med Middelhavets anden store magtfaktor, Karthago, hvis indbyggere romerne kaldte punere. I alt udkæmpedes tre puniske krige (264-241, 218-201 og 149-146 f.v.t.). Især Den 2. Puniske Krig, som fra punisk side lededes af Hannibal, pressede romerne. I 218 f.v.t. led de et katastrofalt nederlag i Slaget ved Cannae, men med en dristig strategi forlagde Scipio den ældre krigsskuepladsen til Africa og afsluttede krigen til romernes fordel i Slaget ved Zama i 202 f.v.t. Karthago ødelagdes dog først i 146 f.Kr. ved afslutningen af Den 3. Puniske Krig, og på det tidspunkt havde romerne ganske langsomt bidt sig fast i hele Middelhavsområdet.

Under og i forlængelse af denne ekspansionsproces, som også omfattede omfangsrige kampe i Grækenland og Makedonien i begyndelsen af 100-tallet f.v.t., oprettede romerne provinser, bl.a. Sicilien (241 f.v.t.), Sardinien (238 f.v.t.), i Spanien (198 f.v.t.), i Grækenland og i Nordafrika (146 f.v.t.). Snart efter havde romerne også provinser i Lilleasien (133 f.v.t.) og i Sydfrankrig (121 f.v.t.).

Omkring slutningen af 100-tallet f.v.t. tegnede konturerne sig af et verdensrige, som dog netop nu rystedes kraftigt af social uro og borgerkrige. De dybere årsager hertil skal ses netop i den voldsomme udvidelse af den romerske magtsfære. Republikkens institutioner var indrettet efter at lede en relativt lille bystat, ikke et verdensrige. Brødrene Gracchus forsøgte sig med socialt orienterede jordreformer i 133 og 123 f.v.t., men begge brødre blev dræbt, da de gik det jordejende aristokratis interesser for nær. Som en udløber heraf gjorde italikerne oprør mod Rom for at opnå ligestilling 91-89 f.v.t. Denne såkaldte Forbundsfællekrig endte med, at romersk borgerret blev udstrakt til hele Italia, men gav også stødet til fortsat uro. Tiden prægedes af en række magtkampe, hvorunder den romerske hær kom til at spille en stadig større politisk rolle.

Med Sullas kamp mod Marius indledtes en 50-årig periode med borgerkrige. Sulla besejrede i 88 f.v.t. Marius og lod sig udråbe til diktator, men formåede ikke at reformere styret. I 60 f.v.t. forsøgte Pompejus, Crassus og Cæsar gennem en alliance, det såkaldte 1. triumvirat, at stabilisere forholdene, men i 49 f.v.t. brød en ny borgerkrig ud, denne gang mellem Pompejus og Cæsar. Efter sin sejr lod Cæsar sig udråbe til diktator, men blev myrdet i 44 f.v.t. uden at have formået at løse problemerne. Der var således åbnet for et nyt internt opgør.

Cæsars adoptivsøn, Octavian, og Marcus Antonius, som var i alliance med Egyptens dronning Kleopatra, tørnede sammen i Slaget ved Actium i 31 f.v.t. Octavian sejrede og stod nu over for den opgave at modernisere den romerske forfatning. At gribe til diktatoriske beføjelser, som Cæsar havde gjort, var udelukket. I 27 f.v.t. fik Octavian titlen Augustus, og i årene frem til sin død i 14 e.v.t. etablerede han langsomt en ny ledelsesform.

Under borgerkrigene var rigets ekspansion fortsat. Cæsar havde indlemmet Gallien 58-50 f.v.t., og Augustus havde skudt grænsen frem mod nord og øst gennem anneksion af bl.a. det nuværende Schweiz, Østrig, Ungarn, Slovenien, Kroatien og Bulgarien. Et forsøg på at skyde grænsen fra Rhinen frem mod Elben måtte opgives, efter at hele tre romerske legioner i 9 e.v.t. blev massakreret i Teutoburgerskoven ved det nuværende Kalkriese sydvest for Bremen af cheruskerhøvdingen Arminius. Nordgrænsen konsolideredes herefter langs Rhinen og Donau, den såkaldte limes. Varige udvidelser af Romerriget skete herefter kun, da Claudius erobrede Britannia fra 43, og da Trajan gjorde Dacia til provins først i 100-tallet.

Det 1. århundrede e.v.t. prægedes på det indre plan af forsøget på at centralisere den politiske magt i én person. Det skete gennem en nedtoning af Senatets og folkeforsamlingens indflydelse og ved at stramme grebet om hær, provinser og finanser. Det hørte med til det nye systems ideologi i al fald frem til Marcus Aurelius (i midten af 100-tallet e.v.t.), at riget stadig betragtedes som en republik, det såkaldte principat: Folk og Senat var nok i princippet suveræne, men flere og flere beføjelser blev langsomt og legalt overdraget til en førstemand, princeps.

Med fastholdelse af et republikansk grundlag blev et af det ny styres største problemer kejserens valg af efterfølger. De julisk-claudiske kejsere (Augustus, Tiberius, Caligula, Claudius og Nero) og de flaviske (Vespasian, Titus og Domitian) udpegede i praksis selv familiemedlemmer som arvtagere. Dog stod det allerede næsten fra begyndelsen klart, at den romerske hær nu spillede en væsentlig rolle i den politiske magtkamp.

Claudius blev i 41 valgt til kejser med prætorinergardens støtte, og i 69 udbrød regulær borgerkrig mellem rigets store generaler. Tre kejsere opnåede kejsermagten inden for dette såkaldte firekejserår, inden den sejrende Vespasian bragte ro.

Efter mordet på Domitian i 96 indførtes det såkaldte adoptivkejsersystem, som bestod i, at den siddende kejser i god tid valgte og sikrede sin efterfølger gennem adoption. Det gjaldt Trajan, Hadrian, Antoninus Pius og Marcus Aurelius; sidstnævnte brød dog traditionen ved at lade sin søn Commodus efterfølge sig.

De enkelte kejsere, med Vespasian som den første, kom ikke længere fra byen Rom, men først fra Italia og senere med Trajan fra provinserne. Det gjaldt også mange af senatorerne, rigets rigeste mænd. Således udvidedes grundlaget for den politiske magt langsomt fra Rom mod provinserne.

I erkendelse af de problemer, som administrationen af kæmperiget gav, indførtes allerede ved Antoninus Pius' død i 161 den praksis, at flere kejsere delte magten. Med Severerne (Septimius Severus, Geta, Caracalla, Elagabal og Alexander Severus) begyndte den ellers så stærke centralmagt at smuldre. Antagelig for at skabe et mere homogent og dermed stærkere samfund gav Caracalla i 212 romersk borgerret til alle mandlige, frie indbyggere i Romerriget.

200-tallet hærgedes af en alvorlig økonomisk krise, bl.a. forårsaget af det stadig stigende pres på grænserne, især fra de germanske stammer i nord. De forårsagede en voldsom overførsel af resurserne fra syd mod nord og en generel kraftig forøgelse af skattetrykket, og fra Alexander Severus' død i 235 hærgedes riget af en lang række borgerkrige. Kejserne blev nu valgt ikke kun fra, men også af hæren. Riget blev kastet ud i en voldsom økonomisk, social og politisk krise, ofte benævnt det tredje århundredes krise eller soldaterkejsernes tid.

Se listen over romerske kejsere.

Romerriget blev på overfladen holdt sammen af en kombination af en lokal administration, som havde sæde i de enkelte byer, og en central administration i selve Rom. Det er ofte blevet fremhævet, at den romerske verden, fra i al fald Augustus og frem, var en verden af selvstyrende bystater. Administrativt bestod disse af en bykerne med opland, som blev styret af lokale embedsmænd (duoviri), en folkeforsamling og et byråd (ordo), hvilket var en kalkering af systemet i Rom. Byerne havde ikke samme status og indgik i et hierarki. Nederst fandtes civitates stipendiariae, som før 212 med tildeling af borgerret til alle mandlige, frie indbyggere var beboet af peregrini. Som belønning kunne disse byer få status som municipia og eventuelt senere som coloniae; i de sidste var indbyggerne fuldstændig ligeberettigede med romerne.

Betinget af klimatiske, etniske og politiske forhold organiseredes disse tusindvis af ofte meget små bystater i en overordnet administrativ ramme, en provins (provincia). I takt med ekspansionen var antallet nået op på ca. 45 i 100-tallet e.v.t. Administrationen af provinserne var fra Augustus' tid delt mellem kejser og Senat. Af magtpolitiske grunde styrede kejseren de provinser, som husede langt hovedparten af den romerske hær (grænseprovinserne), mens Senatet stod for de fredelige, men også økonomisk vigtigste, fx Asia (Lilleasien), Baetica (Sydspanien), Gallia Narbonensis (Sydfrankrig) og Africa Proconsularis (Tunesien). I spidsen for hver provins stod en guvernør, som i Senatets provinser kaldtes proconsul, i kejserens legat. I begge tilfælde havde de en stab under sig og udøvede den fulde militære og civile myndighed i provinsen, dog med direkte ansvar over for hhv. Senat og kejser. Trods misbrug, især i republikkens tid, fungerede dette decentrale system udmærket i størstedelen af kejsertiden. Kejseren, som både teoretisk og i praksis havde den højeste civile og militære myndighed både i Rom og i provinserne, styrede systemet centralt vha. frigivne slaver og en række nye poster.

Dette var i virkeligheden en fortsættelse af det republikanske system. Augustus ikke blot effektiviserede strukturen, men supplerede den også med en række praefecti og procuratores, som alle havde ad hoc-opgaver. Det kunne fx være vigtige og politisk tunge poster som ledelsen af kornforsyning, opsyn med skatteopkrævning, byen Rom, kejserens garde i Rom, brandkorps, vejvæsen, minedrift og vandforsyning.

Finansieringen af hær og administration skete gennem opkrævning af skatter. Det foregik under opsyn af embedsmændene, i republikansk tid af censor og i kejsertiden af procuratores. Både de offentlige indtægter og udgifter blev varetaget af publicani, privatpersoner, som ved en auktion bød på statslige opgaver og derefter indgik en forpagtningsaftale med det offentlige. Den, som bød lavest på udgifterne til fx byggeri, leveringer til det offentlige eller vedligeholdelse af offentlig ejendom, vandt disse opgaver. Omvendt fik den, som bød højest på indtægterne (fx opkrævning af skatter), kontrakter herpå. Romerne opkrævede primært jordskatter, men også kopskatter og en række indirekte afgifter, fx arveafgift (5 %), afgift på frigivelse af slaver (5 %) og en almindelig omsætningsafgift (1 %). Især tolden, portorium, var en vigtig indtægtskilde. Den opkrævedes først og fremmest af fiskale grunde ved en lang række toldstationer ved rigets grænser (5% af varens værdi) og ved import og eksport til og fra Italia (2 % eller 2,5 %). I perioder suppleredes indtægterne med rent rov, især i de ekspansive faser, fx kejser Trajans erobring af det guldrige Dacia i 106. Disse penge indgik i provinskassen i den givne provins, og overskuddet blev derefter overført til den centrale kejserlige kasse i Rom, fiscus; i republikansk tid til den egentlige statskasse, aerarium Saturnini.

Da romerne på intet tidspunkt skabte en egentlig offentlig sektor, men næsten alle offentlige opgaver udførtes ved licitation, og når byernes selvstyre tages i betragtning, var den romerske administration frem til senantikkens bureaukratisering af yderst ringe omfang.

Den romerske hær og flåde beskyttede riget mod ydre fjender, og den romerske hær udgjorde datidens mest effektive krigsmaskine. Se artiklen om romersk hærvæsen.

Romerriget var et agrarsamfund. Det antages, at befolkningstallet i tidlig kejsertid har ligget på omkring 60.000.000, hvoraf måske højst 20 % har boet i byerne. Kun få, som Rom, Alexandria og Antiochia, har været store med op til måske en million indbyggere. I kraft af rigets størrelse var befolkningen meget heterogen, sammensat af mange forskellige etniske grupper, fx italikere, grækere, illyrere, berbere, keltiberer og germanere. Alle talte de forskellige sprog, dyrkede jorden på forskellig måde og havde forskellig religion.

Riget trak sine ressourcer primært fra disse menneskers arbejde i landbrug, minedrift og fiskeri. Hovedafgrøderne var oliven, vin og korn med de mest frugtbare regioner centreret omkring de store floder: Guadalquivir (Sydspanien), Rhône (Provence), Medjerda (Tunesien) og Nilen (Egypten). Men også de gamle kerneområder, Den Italiske Halvø, Sicilien og Sardinien, var vigtige. Kvægdrift, herunder får og geder, fandtes overalt. Rige guld-, sølv- og jernforekomster udvandtes især på Balkan, i Rumænien og i Spanien. Også jagt og fiskeri spillede en væsentlig rolle og skabte langs kysterne en helt speciel økonomi.

Selve landbruget var for en stor dels vedkommende sammensat af større gårde, villae rusticae. De fungerede som hovedgårde, hvis jord blev forpagtet ud i mindre, familiebaserede enheder til coloni (lat. 'dyrkere') eller, især i Italia i det 2. og 1. århundrede f.v.t., drevet med slaver som arbejdskraft. Mindre, selvstændige brug eksisterede dog, selvom der til stadighed skete en udvikling frem mod en større koncentration af jord på færre hænder. Således blev de senere kejsere rigets største jordejere, hvis jord gik i arv til efterfølgeren og dermed langsomt fik karakter af krongods (patrimonium).

En egentlig industriel produktion fandtes ikke. Ganske vist produceredes store mængder af sten, metal, keramik og redskaber i forbindelse med arbejdsgange i byggeri og landbrug og til almindeligt forbrug, men den basale karakter af agrarsamfund formede en ikke-forbrugsorienteret mentalitet.

Omfanget og karakteren af handel med landbrugsprodukter og andre produkter er et omdiskuteret emne, men især fjernhandel vurderes i dag at have haft et mindre omfang. Landområderne var i høj grad præget af subsistensøkonomi, men byerne og den romerske hær skulle forsynes. Dette skete enten lokalt og direkte eller mere indirekte over periodiske markeder (nundinae), hvor handelsmænd, som kunne komme langvejs fra, dukkede op med deres varer. De stod som regel også for transporten, der for det meste skete ad vandveje, hvilket var måske op til fem gange billigere end landtransport. Vigtige varegrupper var den såkaldte terra sigillata, rød bordkeramik, som fra produktionscentrene især i Italia (fra det 1. århundrede f.v.t.) og senere Gallien (fra de to første århundreder e.v.t.) blev spredt over hele Romerriget. Derudover kan nævnes tekstiler, redskaber og visse konsumvarer, især vin og oliven, samt mere forarbejdede varegrupper som fx fiskesovs og saltvarer.

Handelen var organiseret i collegia, dvs. sammenslutninger, der ofte repræsenterede både selve produktionen og transporten og salget. Sammenlignet med moderne forhold befandt den romerske økonomi sig generelt på et beskedent niveau og var ofte præget af kriser, især i 200-tallet e.v.t. med inflatoriske tendenser forårsaget af de stadig stigende udgifter til hæren og af betalinger til germanerne for at afholde sig fra at angribe riget.

Generelt var møntcirkulationen lav; kun udgifter til hær, byggeri og administration bragte mønter i omløb, og naturalieøkonomi spillede i hele Romerrigets historie en stor rolle, især i landområderne.

Flere dybe og ofte konfliktskabende skel prægede dagligdagen; se artiklen om sociale forhold i Romerriget. Sporadiske forsøg på at overskride de mange sociale og politiske skel forekom dog yderst sjældent.

Der var ganske vist alvorlige slaveoprør, fx Spartacus-oprøret i 73 f.v.t., samt forsøg på løsrivelse fra riget, fx det pannoniske oprør i 6 e.v.t., og forsøg på dannelser af særimperier, fx Det Galliske Imperium i 200-tallet e.v.t.; efter den første erobringsfase var det dog kun få provinser, som ikke forholdt sig i ro: Jøderne gjorde flere gange oprør, og der er også eksempler herpå fra Nordafrika. Men generelt blev den romerske påtvungne fred sat højt. Man skal dog ikke forledes til at tro, at Romerriget var noget sikkert sted at færdes. Røverbander huserede i de mere øde landområder. Også etnisk betingede og senere religiøse konflikter skabte uro.

Under den økonomiske krise i 200-tallet opstod desuden modsætninger mellem by og land og delvis også mellem hær og civilbefolkning. Uroligheder i de få meget store byer var hyppige i hele perioden, men skyldtes primært svigtende forsyninger af fødevarer.

Ingen af disse forskellige former for oprør, kampe og uro synes motiveret af forsøg på at ændre det romerske samfunds strukturer, men blot på at bringe sig selv i en bedre position i forhold til det bestående. Forskningen i slutningen af 1900-tallet tager i det store og hele afstand fra, at der skulle have fundet en egentlig klassekamp sted, og i store træk kan man hævde, at især perioden fra slutningen af det 1. århundrede f.v.t. til slutningen af 100-tallet e.v.t. var en rolig og stabil periode præget af den romerske fred, pax romana.

Lige fra Augustus' tid var kejserne i rigets østlige provinser blevet opfattet som halvt guddommelige herskere i lighed med deres forgængere, de hellenistiske konger. Fra 100-tallet trængte dette syn igennem overalt, og den forfatningsmæssige fiktion med kejseren som første borger (princeps) blev opgivet. Hofceremoniel, herskerinsignier og -dragt udformedes i stigende grad efter Nærorientens gamle traditioner. For at understrege denne forskel betegnes den senere kejsertid ofte i moderne fremstillinger som dominatet (af lat. dominus 'herre'). Overgangen til kristendommen i 300-tallet, hvorefter kejserne ikke længere ansås for guder, men under Guds særlige beskyttelse, gjorde ingen forskel i dette.

I 200-tallets anden halvdel lykkedes det en række handlekraftige kejsere at genoprette rigets stabilitet, samtidig med at styret nu åbenlyst var centreret i selve kejsermagten. Gallienus opgav provinsen Dacia og trak grænsen tilbage til Donau, udelukkede senatorer fra officersposter og besejrede derpå de gotiske angribere på Balkan. Siden 100-tallet havde der normalt været flere kejsere, som regerede kollegialt og fordelte de militære opgaver regionalt imellem sig. Diokletian udbyggede dette til et fast system med fire kejsere (tetrarkiet), men ordningen opløstes hurtigt under magtkampene efter hans abdikation i 305.

Konstantin 1. den Store samlede på ny hele magten i sin person, men efter hans død i 337 deltes riget mellem hans tre sønner. Konstantin 2. kom til at regere over de vestligste provinser, Gallien, Spanien og Britannien; Constans fik den centrale del med Italien, Illyrien og det romerske Nordafrika (Africa); og Constantius 2. blev medkejser over den østlige del omfattende Grækenland, Thrakien, de asiatiske provinser og Egypten. Efter at have besejret Konstantin 2., som selv angreb, i et slag ved Aquileia i 340 inddrog Constans hele den vestlige del af Romerriget under sit styre, og der blev nu tale om to riger, et vestligt og et østligt.

Under Diokletian og Konstantin 1. gennemførtes en række reformer af administration, hær, skatte- og pengevæsen. Den græske by Byzantion blev under navnet Konstantinopel udbygget og anerkendt som rigshovedstad ved siden af Rom. Nogle kortvarige forfølgelser af kristendommen i 250'erne blev under Gallienus afløst af en halvofficiel tolerance, hvorefter denne religion vandt stærkt frem. Diokletian og Galerius forsøgte fra 303 atter at undertrykke den; men i 311 indførtes officiel tolerance, og under Konstantin 1. og hans kristne efterfølgere begunstigedes de kristne. Et omfattende religionsskifte fandt sted; efter 380 var kristendommen eneste statsreligion, og rigets øvrige kulter forsvandt efterhånden.

Med Sasanideriget udkæmpedes flere krige, som dog ikke førte til varige grænseændringer. I 370'erne bevirkede det asiatiske hunnerfolks fremtrængen fra øst, at begge riger fik andre grænseproblemer. Romerriget invaderedes atter af goterstammer, som i 378 vandt en afgørende sejr ved Adrianopel (nuv. Edirne i Tyrkiet). Theodosius 1. tildelte visigoterne jord på Balkan og gav dem status som selvstændige forbundsfæller. I de urolige år omkring år 400 under hans sønner og efterfølgere, Arkadios og Honorius, havde den østlige og den vestlige regering i henholdsvis Konstantinopel og Ravenna, der nu var residensstad i stedet for Rom, nok at gøre med at holde nogenlunde sammen på deres egen rigshalvdel, og de to ophørte efterhånden med at samarbejde. En faktisk adskillelse indtrådte, selvom Romerriget formelt vedblev at være en enhed med fælles ret. Efter 395 skelner man derfor mellem Det Byzantinske Rige og Det Vestromerske Rige, som omtales i det følgende.

I 410 erobrede og plyndrede visigoterne Rom under stor opmærksomhed i samtiden, hvorefter de oprettede et varigt rige i Sydgallien og Spanien. 406-407 gik vandaler, alanere, svebere og burgundere over Rhingrænsen. Hæren i Britannia blev sat ind imod dem med det resultat, at det romerske styre i denne del af riget ophørte. Burgunderne etablerede sig som forbundsfæller i Østgallien, og vandalerne fortsatte til Nordafrika, hvor de skabte et selvstændigt rige, som i 455 på ny angreb og plyndrede Rom. Få år i forvejen, i 451, var hunnerkongen Attilas nomadeherredømme over Centraleuropas germanske stammer blevet brudt ved Slaget på De Katalauniske Marker, hvor visigoternes alliance med Romerriget var afgørende for sejren.

Det Vestromerske Riges historie i 400-tallet prægedes af en række ubetydelige, til dels mindreårige kejsere, som i stigende grad blev marionetter for de ledende, oftest germanske hærchefer. De sidste romersk styrede provinser i Gallien og nord for Alperne gjorde sig efter århundredets midte selvstændige eller blev opgivet, og reduceret til Italien kunne riget ikke fortsat bestå. Ved den sidste vestlige kejser Julius Nepos' død i Dalmatia i 480 ophørte det.

Romerrigets fremtidige fald og de mulige årsager dertil diskuteredes allerede i republikken. Mange forfaldstegn var genstand for opmærksomhed, og størstedelen af denne litterære tradition blev fremdraget, da nyere europæisk historieskrivning fra oplysningstiden tog emnet op igen. Politiske, moralske og religiøse forhold har været fremhævet; i løbet af 1900-t. har forklaringerne oftere været af naturvidenskabelig og økonomisk art: fødselsunderskud, raceblanding, jordudpining, klimaforværring, blyforgiftning, sociale interessekonflikter, mangel på arbejdskraft og den offentlige sektors uhæmmede vækst er alle typiske for den tid, hvori de har været foreslået. Som en modstrømning til de traditionsbestemte katastrofeteorier har man i slutningen af 1900-t. i højere grad interesseret sig for kontinuitet og fundet de egentlige kulturforandringer uafhængige af selve det romerske rigsstyres ophør (se også senantikken).

Prøven på bærekraften af en historisk forklaring må være, at den — i modsætning til de fleste nævnte, meget generelle teorier — samtidig forklarer Det Vestromerske Riges opløsning og ophør og Det Byzantinske Riges fortsatte beståen. Væsentligt i så henseende må det blive, at de to rigshalvdele i 400-t. hver havde nok at gøre med at klare egne problemer, at de materielle resurser og især den sociale homogenitet var størst i Det Byzantinske Rige, så de germanske invasioner mødte mindre modstand i Vestriget, samt ikke mindst at overklassens samfundsbevidsthed her i højere grad var knyttet til regionerne (Gallien, Italien osv.) end til det fælles styre, der i forvejen bar stærkt præg af det ikke-romerske islæt i hærledelsen. Når folkevandringsstammerne ikke hurtigere kunne assimileres, var den religiøse modsætning mellem arianere og katolikker en hovedårsag.

Det Vestromerske Rige ophørte med at eksistere, da de germanske hærchefer, passivt støttet af de rige senatorer, foretrak den fjerne byzantinske kejsers overhøjhed i det, der var tilbage, nemlig Italien, for de ubetydelige, skiftende kejsere i Ravenna.

• romerske kejsere
• Romerrigets arkitektur
• romersk hærvæsen
• sociale forhold i Romerriget
• Romerriget