Septimius Severus

Septimius Severus stammede fra Leptis Magna i den romerske provins Tripolitana (nutidens Lebda i Libyen). Hans mors familie var af italiensk oprindelse. Han blev konsul i 190, og blev derefter statholder i 191 i Pannonia. Dette var en meget vigtig provins på grund af dens store koncentrationer af legioner, der skulle forsvare Rom mod barbarerne nord for Donau.

Septimius Severus’ udnævnelse til kejser har sine rødder i mordet på Commodus nytårsaftensdag år 192. Herefter blev Pertinax udråbt til kejser, men han blev hurtigt upopulær hos prætorianergarden og myrdet af dem den 28. marts 193. Efter Pertinax’ død blev Didius Julianus kejser efter at have købt sig til støtte fra prætorianergarden.

Dette medførte dog, at Septimius Severus blev udråbt som kejser i Pannonien, nærmere bestemt i Carnuntum, den 9. april, mens Clodius Albinus blev erklæret kejser i Britannien og Pescennius Niger i Syrien. Septimius Severus udnyttede sin geografiske position til hurtigt at marchere mod Rom med sine kampklare legioner. Didius Julianus manglede militære ressourcer og mistede hurtigt støtte fra sine tidligere allierede, hvilket førte til, at han blev myrdet i det kejserlige palads.

Septimius Severus tog herefter magten i Rom og opløste prætorianergarden, der var kommet til at spillet en stadig mere aktiv rolle i romersk politik. I stedet skabte Septimius Severus en ny garde af soldater, der var loyale over for ham.

Septimius Severus indgik også en alliance med Clodius Albinus i 193, hvilket indbefattede, at Clodius Albinus blev udnævnt som Cæsar, en form for ”juniorkejser” med en titel, der normalt blev givet til kejserens efterfølger. Denne alliance sikrede Septimius Severus’ flanke og gav ham mulighed for at marchere mod Pescennius Niger i Syrien.

Septimius Severus’ general, Fabius Cilo, havde stoppet Niger fra at krydse Bosporusstrædet og bevæge sig ind på Balkan, og dette begrænsede Nigers ressourcer og strategiske muligheder kraftigt. Efter indledende succeser mod Niger, der bl.a. gjorde, at Egypten skiftede side senest i februar 194, vandt Septimius Severus en knusende sejr over ham i et slag ved Issus i 194.

Herefter indledte Severus et felttog mod lokale magthavere, der havde støttet Niger. Osroene i Mesopotamien, der traditionelt havde været allieret med partherne, blev annekteret som en del af Romerriget.

Septimius Severus vendte tilbage til Rom i triumf i 195. Her lod han sig adoptere ind i Marcus Aurelius’ familie, således at han blev søn af Marcus Aurelius og bror til den forhadte Commodus. Adoptioner var meget almindelige i den romerske elite, men det var usædvanligt, at familien, Marcus Aurelius og Commodus, allerede var døde på adoptionstidspunktet.

Adoptionen, der gjorde Severus til Commodus’ bror, blev efterfulgt af en guddommeliggørelse af Commodus, en traditionel romersk handling, der blev tildelt afdøde kejsere, som havde regeret godt.

I 195 gjorde Septimius Severus også sin søn, den senere kejser Caracalla, til Cæsar, og signalerede derved klart, at Clodius Albinus ikke var tiltænkt rollen som hans efterfølger. Dette forårsagede, at Clodius Albinus senere krydsede den Engelske Kanal og tog kontrol med Gallien, hvor han gjorde Lugdunum (det moderne Lyon) til sit hovedsæde.

Det lykkedes dog ikke Clodius Albinus at vinde legionerne ved Rhinen over på sin side, og han led et fatalt nederlag til Septimius Severus ved Lugdunum den 19. februar 197. Herefter begik han selvmord, og Severus fremviste hans afhuggede hoved i Rom som symbol på sin sejr.

Septimius Severus sad nu, for første gang siden han blev udråbt som kejser i 193, solidt på tronen uden udfordrere. Han udnyttede dette til at foretage endnu et felttog østpå i 197. Hans felttog var en enorm succes, og han indtog parthernes hovedstad Ctesiphon den 28. januar 198. To nye provinser blev skabt af det besatte parthiske land i Mesopotamien.

Dette var et hård slag for partherne og banede vejen for, at et nyt folkefærd, sassanerne, kunne knuse partherne endeligt. Sassanerne blev en stor trussel mod romerne i de efterfølgende århundreder, men dette skal ikke overskygge Severus’ store militære bedrift: Partherne havde været romernes ærkefjende i århundreder, og plyndringen af deres hovedstad var en milepæl i denne rivalisering.

Herefter, i 198, forfremmede Septimius Severus sin søn Caracalla fra Cæsar til Augustus, og sidstnævnte var således Severus’ ligeværdige kollega i kejsermagten. Geta, Septimius Severus’ yngste søn, blev udnævnt til Cæsar.

Septimius Severus prøvede nu ad to omgange at indtage byen Hatra, men uden succes. Herefter tog han til Egypten, hvor han blev i cirka et år, og foretog forskellige administrative ændringer, hvorefter han tog tilbage til Syrien. Her udnævnte han sig selv og Caracalla til konsuler i 202.

I 202 drog Severus endelig tilbage til Rom for første gang siden 197, og den imponerende triumfbue, der i står på Forum Romanum i dag, blev bygget til ære for hans parthiske felttog. Han var på et kort felttog i Afrika senere i 202, men blev derefter i Italien fra 203 til 208.

I 208 udbrød der uroligheder i Britannien, og Septimius Severus tog igen på felttog, denne gang med sine to sønner. Han havde en vis succes, men døde i Eburacum (nutidens York) den 4. februar 211.

Ud over sin politiske karriere skrev Septimius Severus også en historisk selvbiografi, der blev brugt af senere historikere som Cassius Dio og Herodian.

Septimius Severus er generelt blevet set som en utraditionel kejser, der brød med kejserlige traditioner. I 100-tallet e.v.t. havde kejsere som Antoninus Pius og Marcus Aurelius præsenteret sig selv som senatorer, som ”først blandt ligemænd”, og havde fokuseret meget på at behage senatorerne og skabe et godt samarbejde med denne gruppe.

Septimius Severus er i stedet ofte blevet set som en kejser, der i meget mindre grad fokuserede på at skabe et respektfuldt samarbejde med senatorerne. For eksempel guddommeliggjorde Septimius Severus Commodus, som i vid udstrækning havde forfulgt senatorerne, og som var forhadt af denne gruppe; et klart signal om, at Septimius Severus ikke ville følge i fodsporene på Marcus Aurelius og dennes forgængere.

I stedet baserede Septimius Severus i højere grad sin magt på soldaterne, og han gav dem også en lønstigning samt nye privilegier, såsom retten til at blive gift. Severus ses derfor ofte som en forløber for de soldaterkejsere, der fra 235 og frem dominerede kejsermagten. Nyere forskning har dog stillet spørgsmål ved denne portrættering og nuanceret det traditionelle billede af Severus. Fx bør det nævnes, at lønstigningen til soldaterne kan ses som naturlig i lyset af at soldaterlønnen havde ligget stabilt siden 84 e.v.t.

• Romerriget
• Severerne
• Septimius Severus
• femkejseråret
• Clodius Albinus
• Pescennius Niger