Silkegaden

Kongen tænkte i nye baner: I 1619 købte han rigsråd Eske Brocks gård på Købmagergade i København. En 7,50 m bred gade blev ført tværs over ejendommens grund ud til Pilestræde. Den nye gade fik navnet Silkegade. Kongen fik sin ven og samarbejdspartner arkitekt, sten- og billedhugger Hans van Steenwinckel den yngre til at tegne 28 toetagers huse med kældre under, 14 på hver side i gaden. Det var typisk for den driftige konge at have en direkte kontakt med bygmesteren.

Husene eller boderne blev opført af murermester Willum Povelsen som værksteder, der indbyrdes var forbundet med døre. Kun kongen havde nøglen. Det var et karakteristisk træk ved Christian 4., at han i detaljer fulgte med i både stort og småt. Som søn af arkitekt og billedhuggeren Hans van Steenwinckel den ældre var det naturligt, at han valgte faderens levevej, hvor han sammen med broderen Lorenz van Steenwinckel studerede i Nederlandene, men lagde hele sit livsværk i Danmark. Bygningsstilen i hans værker var renæssance. Han nød den aktive kong Christian 4.s tillid, så han fik glæde af og del i kongens mange ideer af Københavns udvikling, blandt andet færdigbygning af Børsen.

Året efter, i februar 1620, gav kongen besked til rigsrådet, at han ventede flere gode håndværkere fra Holland, Flandern og Nordfrankrig. Rigsrådet bestod af indflydelsesrige adelsmænd, som var kongens nærmeste rådgiver. Kongen anmodede rådet om, at håndværkeren kunne etablere sig med silkefremstilling på gunstige vilkår. Den 1. marts 1620 tog rigsrådet stilling til sagen. Kongen foreslog et importforbud for silke, men det ville rigsrådet ikke gå med til. Resultatet blev et kompromis, hvor der blev lagt told på en række importvarer, således at de danske silkevarer ikke blev dyrere end de udenlandske. De indvandrede silke- og damaskvævere samt farverne fik gang i værkstederne allerede i maj 1620.

Produktionen derfra blev kendt som varer fra Silkeværket. Lederen, Karel Thijssen van Boom, der stammede fra den lille by Boom nær Antwerpen, blev hurtigt kongens betroede mand, og han blev i regnskaberne fremhævet som ”forvalter og tilsynsmand over Kgl. M’s det nederlandske manufactura og silkeværk”.

Der blev betalt rejsepenge til håndværkerne, og der blev lejet boliger til dem hos byens borgere. 52 vævemestre og 11 farvere kom til byen. Kongens langsigtede mål var, at København med tiden skulle overtage Hamburgs og Lübecks rolle som centrum for forsyning af silkevarer til hele Østersøområdet. Produktionen fik en flyvende start, og der kom snart rige og pragtfulde varer fra Silkeværket. Der blev vævet fløjlsblomster på satinbund, mørkerøde blomster på søgrøn eller gul bund og figurvævninger. Der broderedes med guld- og sølvtråde på de vævede silkeklæder. Hoffet aftog en del af varerne fra værkstederne; fx fik Christian 4.s Kirsten Munk i april 1621 sendt omkring 50 m hvid- og blåmønstret silke samt et par brandgule silkestrømper fra Silkeværket til Frederiksborg.

Det blev dog vanskeligt at sælge silkevarerne, og især var konkurrencen fra de store silkeindustrier i Hamburg og Lübeck stor. Christian 4. måtte igen anmode rigsrådet om at indføre importforbud af silke. Alligevel opsamledes et stort lager af silke fremstillet på Silkeværket i Silkegade.

Christian 4. måtte finde på nye handelsveje, og han så mod øst, hvor Rusland kunne blive et nyt marked for silke. I 1622 gav kongen den russiske gesandt, prins Aleksej Lvov (ca. 1580-1653/1654) og diakonen Zjdan Sjipov et lager af silkevarer med hjem til zar Mikhail Fjodorovitj Romanov (1613-1645). Der blev udfærdiget lister over gaverne til det russisk gesandtskab, som formidlede dem videre til zaren.

Den russiske zar havde sendt sine embedsmænd til København i en anden hemmelig anledning, nemlig med et ægteskabstilbud mellem zaren og Christian 4.s søsterdatter i Gottorp. Kongen lagde stor vægt på dette tilbud, som rummede gode muligheder for en alliance med Rusland. Fyrstelige ægteskaber var i høj grad politiske begivenheder, og i dette tilfælde handlede alliancen om magtspillet om områderne omkring Østersøen.

De russiske udsendinge kom i audiens den 1. marts 1622, og kongen modtog rige gaver fra russerne. Desværre var søsterdatteren ikke interesseret, og kongen måtte meddele udfaldet til de russiske udsendinge, som blev modtaget i afskedsaudiens den 30. april, og ved denne lejlighed gik gavestrømmen den modsatte vej. Blandt gaverne var de to omtalte bordtæpper fra Silkeværket. Den ene dug er blå og hvid, med målene 408 x 216 cm, og den anden er vævet i kongens farver: rødt og gult og måler 439 x 218 cm. De er indvævet med den nederlandske (flamske) inskription Christianus 4. van Ghodes ghenaden fris in allen sinne daden is anno 1622, dvs. 'Christian 4. af Guds nåde, frisk i alle sine gerninger'. På de to duge i Moskva står ordet GLORIA gentaget flere gange i midterfeltets sideborter. Sammen med indskriften er det en hyldest til kongens ære.

Det er dog et mærkeligt tilfælde, at de mest pragtfulde silkevævninger fra Silkegades blomstringstid i København i dag befinder sig i Moskva, og at Silkegaden derved er forbundet både med det danske kongehus og den russiske zarfamilie i 1600-tallet. Christian 4. var med rette stolt af sit Silkeværk, og i 1623 viste han det frem for fyrst Christian 2. af Anhalt-Bernburg (1599-1656). Denne skrev i sine rejseberetninger om den blomstrende silkeindustri i Silkegade. Men kun få år efter igangsætningen måtte kongen indse, at økonomien gik dårligt, og han overdrog den 30. november 1623 Silkeværket til et privat kompagniskab i den tro, at de som gode handelsmænd kunne få produktionen til at give overskud. Det lykkedes dog ikke, og i 1627 måtte hele projektet opgives.

Christian 4.s forsøg på at skabe en dansk silkeindustri strandede, og de 28 værksteder i Silkegade stod tomme. Silkeeventyret var forbi. For samtidig kunne kongen konstatere, at 50 procent af produktionen ikke var nået længere end til Silkeværkets eget lager, 34 procent havde han selvmåttet aftage, mens kun 16 procent var solgt.

Kort efter kongens død i 1648 opstod der tanker om at genoplive den danske silkeindustri, men ikke i Silkegade.

Spor af silkeeventyret ses fortsat i bybilledet i København, dels i gadenavnet Silkegade, dels som det morbærtræ, der stadig står op ad Proviantgården ved Det Kongelige Biblioteks have, endda med en forbavsende livskraft. Christian 4. plantede morbærtræer flere steder i København for at skaffe føde til silkelarverne, der levede af morbærtræets blade. I de små kokoner, hvori larven voksede, udvikledes ganske tynde silketråde, der kunne vikles af, når kokonerne kom i kogende vand.

• silke

• 1536-1850 i København