Tage Erlander blev i 1930 valgt til Lunds Bystyre og var i årene 1932-1973 medlem af Riksdagen. Erlander gjorde hurtigt karriere i både partiet og statsapparatet. I 1938 blev han statssekretær i Socialdepartementet, i 1944 konsultativ statsråd og i 1945 kirke- og undervisningsminister.
Da den socialdemokratiske partileder og statsminister Per Albin Hansson uventet døde i 1946, blev Erlander til manges overraskelse valgt til hans efterfølger. Valget skete efter en skarp partistrid med Erlanders læremester, socialminister Gustav Möller. Erlander konsoliderede hurtigt sin stilling og forblev parti- og regeringsleder i 23 år, hvilket er længere end nogen anden i de vestlige demokratier.
Erlanders regeringstid blev det svenske Socialdemokratis storhedstid, og ved valget i 1968, det sidste med Erlander som leder, fik partiet over 50 procent af stemmerne. I perioden 1951-1957 deltog Centerpartiet i regeringen. Erlander engagerede sig stærkt i forhandlingerne om et nordisk forsvarssamarbejde 1948-1949, men fastholdt efter deres sammenbrud Sveriges vestligt orienterede neutralitet.
Tage Erlander blev hovedarkitekten bag udformningen af den svenske velfærdsstat, godt støttet af stærke finansministre og andre kolleger, som han gav stort, selvstændigt råderum. Som et vigtigt instrument i sin politik udbyggede han det såkaldte Harpsunddemokrati, uformelle møder med ledere fra erhvervs- og organisationslivet.
I 1969 trådte han tilbage og overlod partiformandskabet og statsministerposten til Olof Palme. Tage Erlander tilbragte herefter sit otium i en æresbolig, som Socialdemokratiet havde bygget til ham, og skrev i årene 1972-1982 sine erindringer i seks bind.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.