abortens historie

Efter stoisk forbillede om menneskets besjæling udvikledes i den kanoniske middelalderret en sanktionslære, der var inddelt efter fosterets udvikling. På baggrund af Augustins indflydelse mentes besjælingen at indtræde den 40. dag efter undfangelsen. For abort på "det besjælede, levende foster med menneskeform" (på latin animatus, vivus, formatus) pålagdes straf som for manddrab, mens indgreb mod det ubesjælede foster blev bedømt mildere. Kirken anså abort udført med gift eller medikamenter for beslægtet med trolddom, men sidestillede straffens størrelse for med abort ved instrumenter.

Kirkens regler påvirkede den verdslige ret i mange europæiske samfund. I de nordiske landskabslove omtales abort i enkelte svenske love og i det islandske lovkompleks "Grágás". Angelsaksisk, longobardisk og frankisk ret takserede abort på det udviklede foster til en halv mandebod, mens de svenske regler havde lavere bødesatser. Efter engelsk sædvane var abort på levende foster en mindre forbrydelse.

Som resultat af Justitsministeriets arbejde med abortproblematikken blev Svangerskabskommissionen oprettet, som fik til opgave at klarlægge de lægelige, juridiske og sociale synspunkter vedr. svangerskabsafbrydelse. Kommissionen afgav betænkning i 1936, og et flertal gik ind for, at der i visse tilfælde skulle være mulighed for abort. Den skulle kunne bevilges på baggrund af en medicinsk, en etisk, en eugenisk og en social indikation.

Da loven om foranstaltninger i anledning af svangerskab kom i 1937, var den sociale indikation forsvundet, men de tre andre blev bibeholdt. Loven bestod således af følgende tre indikationer for abort:

• en medicinsk indikation, fx sygdom
• en etisk indikation, fx voldtægt og blodskam
• en eugenisk indikation, arvelig belastning

Den medicinske indikation var blevet udvidet og omfattede nu både fysiske og psykiske sygdomme, fx var underernæring, udslidthed pga. børnefødsler, depression og selvmordsforsøg taget med. Loven betød en strafnedsættelse og en udvidelse af adgangen til abort.

Mødrehjælpen, som blev oprettet i 1939, fik som opgave at tage stilling til, om ansøgninger om abort var forsvarlige i henhold til loven. Institutionen skulle dog først og fremmest kunne tilbyde et alternativ til abort og støtte kvinden i at gennemføre sit svangerskab ved at oplyse om hendes rettigheder og om de offentlige hjælpeforanstaltninger. I 1930'erne blev tanken om at beskytte fosteret gennem straffebestemmelser således opgivet, og der blev i stedet indført hjælpeforanstaltninger.

I 1920'erne og 1930'erne drejede en stor del af arbejdet for kvinders rettigheder om et politisk krav om at indføre seksualoplysning og undervisning i at begrænse antallet af børnefødsler både i folkeskolen og som et almindeligt foredragstema for begge køn. Forfatteren Thit Jensen, formanden for Arbejderkvindernes Oplysningsforening og for Kvindelige Arbejdere i Jern- og Metalindustrien Inger Gamburg, redaktøren for Kvindernes oplysningsblad Marie Nielsen og lægen J.H. Leunbach kæmpede hårdt for at gøre op med den eksisterende seksualmoral, som gik ud på "ikke at tale om det". De fleste af disse gik også ind for en revision af loven om fosterfordrivelse, så kvinder fik bedre muligheder for at afbryde et opstået svangerskab, men enkelte af dem, bl.a. Thit Jensen, var direkte abortmodstandere.

I 1930'erne havde enkelte grupper, bl.a. Arbejderkvindernes Oplysningsforbund, stillet krav om fri abort. Læger, herunder J.H. Leunbach, foretog abort og blev straffet for det. Det var også det, J.H. Leunbach blev husket for, på trods af at hans store indsats i kampen for seksualoplysning og forebyggelse. I 1960'erne blev kravet om fri abort rejst mere bredt. Dansk Kvindesamfunds ungdomskreds arrangerede abortrejser til Polen og England. Uenighed om abortspørgsmålet fik ungdomskredsen til at forlade Dansk Kvindesamfund i 1968. Året efter, i 1969, gik Dansk Kvindesamfund dog også ind for fri abort.

Svangerskabsloven af 1970 blev indført af en konservativ minister uden større problemer. Derimod var modstanden betydeligere tre år senere, da loven blev taget op til revision, og adgangen til abort blev fri. Loven blev vedtaget den 24. maj i 1973 efter en ophedet debat i folketinget, hvor ikke mindst kvinder af forskellig politisk observans som de socialdemokratiske Helle Degn og Inge Fischer Møller og den konservative Grethe Fenger Møller gik sammen og arbejdede for at få forslaget vedtaget. Ved afstemningen stemte 95 for, 56 imod , 17 undlod at stemme og 11 var fraværende. Stemmeafgivelsen foregik ved navneopråb. I næsten alle partier stemte medlemmerne personligt, kun Socialistisk Folkeparti (SF) stemte som en blok. Vedtagelsen af loven regnes for anledningen til, at Kristeligt Folkeparti fik stemmer nok til at komme i Folketinget.

Ud fra rådets nye anbefaling opstod der en forventning om, at regeringen vil tage initiativ til et lovforslag på området. Dette lovforslag kom, og i maj 2024 vedtog folketinget en ny abortlov, hvor adgangen til fri abort blev udvidet til 18 uger, og hvor unge kvinder ned til 15 år selv kan bestemme, om de vil have foretaget abort uden forældrenes tilladelse. I den nye lov afskaffes de fem regionale samråd, som har taget stilling til afbrydelse af graviditeter efter 12 uger, og erstattes af en national organisation (som forventes at komme til at hedde Abortnævnet), der skal tage stilling til afbrydelse af graviditet, der har overskredet 18 uger. Den nye abortlov træder i kraft den 1. juni 2025.