Tatovering
En tidligere udsendt kammerat til Anders Storrud har fået tatoveret våbenskjoldet for Armadillo-lejren i Helmand provinsen på sin underarm (foto fra 2009).
Tatovering
Byline: Nissen Mads/Mads Nissen/Ritzau Scanpix.

Armadillo er et bæltedyr. Dette dyrenavn er indgået i navngivningen af en række militære bæltekøretøjer herunder især pansrede mandskabsvogne (PMV'er). Det er også blevet brugt som mærke af udsendte danske soldater og gav på den baggrund navn til en dansk militærbase i Afghanistan, Patrol Base Armadillo. Basen gav senere navn til filmen Armadillo.

Bæltedyret

Armadillo
Et niringet bæltedyr i Texas, USA. Bæltedyret (armadillo på spansk og engelsk) har lagt navn til flere militære køretøjer.

Ordet armadillo er det spanske og engelske navn for bæltedyr. Af de 14 nulevende arter af bæltedyr er det formentlig det niringede bæltedyr (Dasypus novemcinctus), som bæltekøretøjerne og siden Camp Armadillo er opkaldt efter.

Det niringede bæltedyr kan blive 50-60 cm langt, hvortil kommer en hale på op til ca. 50 cm. Vægten ligger normalt på 4-8 kg. Som andre bæltedyr er det beskyttet af et panser af benplader på hoved, ryg, sider og hale, hvilket har inspireret til navngivningen af en række pansrede militærkøretøjer.

Det niringede bæltedyr er vidt udbredt i Syd- og Mellemamerika. Sidst i 1800-tallet indvandrede det til det sydøstlige USA, hvor det siden har spredt sig langt mod øst og nord.

Anders Storruds armadillo

Den afdøde danske soldat Anders Storrud fandt på tilnavnet armadillo til de danske PMV'er, som hans deling fik stillet til rådighed i 2002. Storrud var udsendt til Kosovo fra februar til august 2002 som delingsfører, men netop hans deling fik ikke hærens nyindkøbte køretøjer, men måtte nøjes med nogle ældre pansrede mandskabsvogne. Det ældre materiel blev døbt armadillo og hyldet for dets driftssikkerhed.

Storrud tegnede det lille niringede bæltedyr og anvendte det som logo. Symbolet blev en slags talisman, og mange af de danske udsendte i både Kosovo, Irak og Afghanistan bar hans logo som stofmærke på uniformen. Anders Storrud faldt i kamp i Afghanistan i oktober 2007, og på hans gravsten på Garnisonskirkegården er hans armadillo afbildet.

Patrol Base Armadillo

Armadillo i Helmand
Lejrskiltet foran Patrol Base Armadillo i Helmandprovinsen i 2009. DEn Kongelige Livgarde har i dag skiltet på kommandogangen på Garderkasernen i Høvelte. Det senere skilt for Forward Operation Base Armadillo er på Livgardens Museum i København.
Armadillo i Helmand
Byline: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpi.

Anders Storrud havde i oktober 2007 rang af major og var meget afholdt blandt de udsendte soldater i Afghanistan. Da en ny fremskudt base i Helmandprovinsen blev oprettet i februar 2008, blev den derfor døbt Patrol Base Armadillo til ære for den faldne kompagnichef. Basen kendes også som Camp Armadillo.

Armadillo-symbolet anvendes fortsat ved Livgarden.

Dokumentarfilmen Armadillo

I 2010 producerede Fridthjof Film med Janus Metz som instruktør dokumentarfilmen Armadillo om de danske soldater i Afghanistan. Den blev meget rost og vandt ti danske og udenlandske filmpriser, blandt andet en Grand Prix ved filmfestivalen i Cannes i 2010 (som den første danske dokumentarfilm). I mange år blev filmen anvendt som undervisningsmateriale til gymnasiet og i en forkortet udgave til udskolingen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig