Ved den liberalisering, der har fundet sted inden for energiområdet siden slutningen af 1990'erne, er disse forhold ændret væsentligt. De overordnede el- og gasnet ejes og drives nu af det statslige Energinet.dk. De store kraftværker kom primært til at høre under selskaberne Ørsted og Vattenfall. Distributionsnettene blev drevet videre af en række lokale netselskaber, mens kunderne frit kunne vælge leverandør (elhandelsselskab). Mange distributionsselskaber og handelsselskaber blev fusioneret. Forbrugerejet gør sig stadig gældende for landet to største distributions- og handelssleskaber, nemlig Andel og Norlys.
Elhandelsselskaberne køber strøm til deres kunder på det nordeuropæiske marked. På markedet sættes prisen løbende efter udbud og efterspørgsel. Elektriciteten er produceret på centrale kraftværker i Danmark (Ørsted, det svenskejede Vattenfall og HOFOR), importeret fra udlandet eller leveret af andre elproducenter, især decentrale kraftvarmeværker, vindmøller og solceller.
En af de helt store udfordringer for elforsyningen siden år 2000 har været at få passet den vedvarende enrgi, især i form af vind- og solenergi, ind i forsyningen. Det er sket samtidig med, at de store kraftværker er blevet omlagt fra at fyre med kul til at fyre med biobrændsler. Den flukturerende mængde elektricitet fra sol og vind er blevet passet ind i elforsyningen uden mærkbare problemer for forbrugerne. Denne overgang er lykkedes gennem Energinet' systemovervågning, et stærkere elnet og bedre stærkstrømsforbindelser til udlandet. Danmark blev verdensførende med hensyn til etablering af havvindmølleparker. I den forbindelse spillede selskaber som E2 Energi, Elsam, Dong Energy og Ørsted en afgørende rolle.
De danske energiselskaber (elnet, elhandel og elproduktion) var organiseret i brancheorganisationen Dansk Energi (tidl. Danske Elværkers Forening fra 1923), der i 2022 blev fusioneret med Vindmølleindustrien til Green Power Denmark.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.