energipolitik

Den første samlede energiplan Dansk energipolitik 1976 fastlagde, at elproduktionen i vid udstrækning skulle omlægges fra olie til kul, ligesom a-kraft (kernekraftværker) skulle indgå i forsyningen. Opvarmningen af boliger med olie skulle nedbringes med en udbygning af fjernvarmen baseret på overskudsvarme fra de store elværker og som noget nyt med naturgas fra de danske felter i Nordsøen. Opvarmningsformen i forskellige geografiske områder og bykvarterer blev fastlagt gennem en landsomfattende kommunal varmeplanlægning. Desuden gennemførtes en række besparelsesforanstaltninger, fx i form af skærpede energinormer for bygninger og tilskud til bl.a. efterisolering af boliger, energisyn o.l.

Bag disse tiltag lå overvejelser over om Danmark kunne blive selvforsynende med olie og naturgas. Det blev opnået med øget efterforskning og udvinding af olie og naturgas i Nordsøen, etablering af et distributionsnet for naturgas og udbygning med fjernvarme til erstatning for opvarmning af boliger med oliefyr samt gennem omlægning af elproduktionen fra olie til kul. A-kraft blev derimod taget ud af energiplanlægningen på grund af folkelig modstand. Selvforsyningen blev nået i 1997.

Hvor høj forsyningssikkerhed var det centrale mål i 1970’erne, fik miljø- og klimahensyn voksende betydning i de følgende årtier. I første omgang handlede det om at effektivisere de kuldrevne elværker for blandt andet at reducere udslip af svovl, kvælstof og CO₂. Brugen af naturgas fra 1982 i Sønderjylland og fra 1984 i hele landet bidrog i betydelig udstrækning til reduktion af disse udslip, idet udbygningen af gasnettet både til privat opvarmning og i produktionen gjorde det overflødigt at fortsætte med udbygningen af kulfyrede kraftværker.

Samtidig tilskyndede myndigheder til energibesparelser bl.a. med kampagner, tilskud til forbedringer og afgifter på energiforbruget. Energiafgifterne omfatter dels generelle afgifter, der blev hævet kraftigt, da oliepriserne faldt i midten af 1980'erne, dels en særlig CO₂-afgift. Erhvervenes energiforbrug er dog af hensyn til konkurrenceevnen på de internationale markeder fritaget for de generelle energiafgifter, og der er indført særlige kompensationsordninger for CO₂-afgiften. Som led i energipolitikken ydes der endvidere tilskud til udvikling og anvendelse af forskellige former for vedvarende energi, fx vindkraft, solvarme og biobrændsler, samt tilskud til energibesparelser. Energipolitikkens mål og virkemidler er beskrevet i en række strategier og årlige energipolitiske redegørelser.

Som medlem af EU indgår Danmark også i udviklingen af en europæisk energipolitik, mest tydeligt omkring liberaliseringen af energisektoren og med indarbejdelsen af klimahensyn i både energiproduktion og forbrug. Siden vedtagelsen af ’det indre energimarked’ i 1996 har EU fremmet harmonisering og liberalisering af energimarkedet med krav om gradvis konkurrenceudsættelse af de europæiske markeder for el og naturgas. Fx besluttede EU, at der skal være tredjepartsadgang til transmissions- og distributionsnet, ligesom prisfastsættelsen skal være åben og gennemsigtig. Energiforsyningen har således været igennem en gennemgribende omlægning siden begyndelsen af 2000-t. Målet er at sikre, at der er konkurrence på fair vilkår mellem forskellige udbydere for at giver forbrugerne en så billig energi som muligt. Se også liberalisering.

Med Lissabon-traktaten (2007) fik EU-Kommissionen større indflydelse på energipolitikken. Et vigtigt initiativ herfra var oprettelsen af Energiunionen i 2015. Den skulle give svar på, hvordan EU skulle håndtere klimamålsætningerne på energiområdet, afhængigheden af importeret energi, samt den aldrende og utilstrækkelige infrastruktur. Energiunionen afsluttede sit arbejde i 2019.

I hele den fossile tidsalder har energi haft geopolitiske aspekter enten på grund af begrænsede ressourcer eller en geografisk ulige fordeling af dem. I takt med globaliseringen af forsyningsvejene er eventuelle kriser blevet mere omfattende ved at true samfundenes funktionsdygtighed, hvilket bl.a. blev understreget af oliekriserne i 1956, 1973 og 1979 pga. forsyningsvanskeligheder og prisstigninger. Senest har Ruslands invasion af Ukraine givet anledning til betydelige prisstigninger og tilskyndet til en forbedret energisikkerhed. Både den globale og regionale side af energipolitikken ses på den anden side som en forudsætning for en sikker, fleksibel og bæredygtig energiforsyning.