is og sne (symbolik)

Polarforskere og opdagelsesrejsende, fx Fridtjof Nansen, Roald Amundsen, Knud Rasmussen og Jørgen Brønlund, har foretaget farefulde rejser i isødet. Disse farefulde rejser har fået mytens skær over sig med de langvarige manddomsprøver, askese og heroisme, der førte til enten berømmelse eller død. Disse rejser er gang på gang er indgået i både litteraturens og filmens fiktionsværker.

I et land som Island kan man se helt konkret, hvordan liv og mytologi opstår med sne og is som vigtige faktorer. Store jøkler dækker en pæn del af landet og stikker deres blåtskinnende tunger ud mod de lave områder, i en stadig vekslen mellem kulde og varme, isdannelse og tø. Tilsvarende gælder sne og is på fjeldtoppene. Når isen smelter, opstår der vand, som løber ned ad bjergene, hvorved der dannes mos og lav, græs, blomster, livsmuligheder for får og heste og bondegårde i bunden.

I den nordisk mytologi er hele kosmologien knyttet sammen med det kolde og tågede område Niflheim. I urtiden skabes Verden ved mødet med Niflheims kulde og ilden og varmen fra Muspelheim, En grødefuld tågedis opstår i midten i Ginnungagab med livet som en mulighed. Koen Audhumbla bliver den store livgiver.

De dæmoniske kræfter, jætterne, holder til stadighed til i kolde udkanter, fjelde og udørkner og angriber Asgård og Midgård som rimturser (jætter, der er dannet af rimfrost) og andre kuldslåede gestalter. Rim anses i øvrigt for at være skum fra Nats hest Rimfakse. Se også Jotunheim.

Da verden efter Ragnarok genskabes, sker det igen ved, at varme og kulde blandes, og det lyder sådan i eddadigtet “Vølvens Spådom”:

Op ser hun komme for anden gang jord af havet evigt grønnet. Fosser falder, flyver højt ørnen, den, som fra fjeldet fisken jager.

I eventyr er is et symbol for et hårdt hjerte eller en fastlåsthed. Det gælder fx folkeeventyrets “Snehvide”, og H.C. Andersens to eventyr “Sneedronningen”, 1845, og “Iisjomfruen”, 1862, hvor hovedpersonerne fastfryses af de to overnaturlige figurer. Snedronningen har et forstandsspejl, som fryser Kays hjerte til is, og kun Gerdas kærlighed kan hjælpe ham.

Eventyret “Sneemanden” fra 1861 er en lidt anden litterær kategori. Her smelter snemanden, der er forelsket i en kakkelovn.

Thomas Kingo bruger flere gange is som central metafor, i salmerne f.eks. “Dødens Istap-Haand”, “Ise-Skrog” (om den forgængelige skønhed i en tynd, skør is uden vand under) og i en erotisk situation, hvor “frøssen Kingo”, der har været ude i et vældigt snefog, ventes ivrigt af en kvinde med et skød så varmt som en “Kakkel-Vraa”!

I Emil Aarestrups digt “Paa Sneen” skaber sneen i en provinsby en sfære, der lader synet af en elsket kvinde, der går på sneen, op til et “magisk Luftsyn”, krystalklart og eventyrligt – eller også er det omvendt: overnatur og erotik går i ét.

I P.O. Enquists forfatterskab er ishinden et centralt symbol som det, der lukker inde og ude. Det truer med druknedøden eller etablerer en fjernhed i forhold til engagement i livet. I Tarjei Vesaas' roman Isslottet fra 1963 spiller det gængse symbol, bl.a. fra folkeeventyr, en rolle i relationen mellem to skolepiger, der drages mod isdannelser i et fossefald, magisk som et isslot, man kan vandre i og fortrylles i.

I Peter Høegs roman Frøken Smillas fornemmelse for sne fra 1992 er hovedpersonen spændt ud mellem to kulturer, den danske og den grønlandske, eller snarere mellem kultur og natur: Hun er forsker med speciale i polarglaciologi, men hun er også den, der har naturmenneskets sansemåde over for sne og is' mangfoldige magi.

Lidt af den magi ses også i en himmerlandshistorie af Johannes V. Jensen, “Kirstens sidste Rejse”, fra 1901. Her forhindrer et tredages-snefog en begravelse, men de voldsomme snedriver bliver en legeplads for den 69-årige Niels liv, der “blev siddende i Sneen og skreg af Fryd. Han (...) elskede endnu Snedriver og Strabadser trods noget Drengebarn. Han lo voldsomt, hylede over dette her.” Niels liv viser her en elementær livskraft og -glæde netop midt i elementernes rasen; kaos kan ikke sejre endegyldigt, når man kan lege midt i dets gab.

I Hanne Marie Svendsens eventyrroman, Nilaus under isen, fra 2007 om en ekspedition til Antarktis er isen en frygtindgydende og betagende magt, som gemmer “rædselen for det store intet og fortabelsen i uendelig skønhed.”

Snedronningen er titlen på Henrik Wivels disputats om Selma Lagerlöfs forfatterskab, 1988/2006, der ses som en kompensatorisk handling med iskulde og uforløsthed i hendes eget liv som omkostninger.

• varme og kulde
• frost
• rim
• spejl og glas
• bjerg
• årstider