kirke (arkitektur)

Kirkebygninger rummer megen symbolik. Planen af en langhuskirke med et tværskib udgør et latinsk kors, billedet på Jesu korsfæstede legeme, mens centralkirken kan være opført over et græsk kors eller over evighedstegnet, cirklen, som en rundkirke. Kompositionen af indgangspartierne, både til selve kirken og fra skib til kor, hentyder til de triumfbuer, der blev stillet op på sejrrige romerske feltherrers indtogsvej.

Praktiske og symbolske hensyn kan kombineres. Således kan de murede, brandhæmmende hvælvinger, der i de fleste stenkirker har erstattet de flade trælofter, også symbolisere himlens hvælv. Tårne kan bære klokker, være oplags- eller udkigsplads eller have tilflugts- og forsvarsfunktioner, men var oprindelig først og fremmest markeringer af vigtige bygningsdele som et vestparti med stormandssæde eller -galleri, eller et kor med et vigtigt relikvie. Flere tårne på samme kirke, fx Vor Frue Kirke i Kalundborg, kan rumme associationer til Guds himmelborg.

Både i Norden, hvor de ældste bevarede kirker stammer fra 1000-t., og i det øvrige Vesteuropa er de fleste kirker direkte efterkommere af de oldkristne basilikaer i Rom og Mellemøsten fra 300-t. Byggematerialet har som regel været natur- eller teglsten med de norske stavkirker af træ blandt undtagelserne.

De tidligste danske kirker af træ er ikke bevaret. Den typiske romanske landsbykirke af kampe- eller kvadersten havde skib med indgange i syd og nord (hhv. mands- og kvindesiden), faste bænke omkring en døbefont på en høj sokkel og triumfvæg med en triumfbue flankeret af sidealtre som markering af overgangen til det lidt smallere kor; rummene var dækket af flade trælofter. Større kirker kunne have sideskibe og krypt under koret, der kunne være omkranset af kapeller.

I gotisk tid kom der ud over hvælvingerne en del tilbygninger til, bl.a. tårn, sakristi og våbenhus; mange kor blev ombygget til langhuskor i forlængelse af skibet, og i de større kirker fik koret processionsomgang (ambulatorium) i fortsættelse af sideskibene. Vinduesarealerne blev forøget, og vægpartierne indskrænket, også indvendig. En hidtil ukendt rumlig kontinuitet kunne opnås i tidens hallekirker, brugt af bl.a. birgittinerne. Rumligheden blev fortsat vægtet højt efter Reformationen i 1500-t., idet tendensen på dette tidspunkt blev kombineret med bestræbelserne for at udforme en særlig protestantisk, dvs. prædikencentreret kirketype, og de antikke templer og basilikaer blev atter inddraget som inspirationskilde. De fik omkring 1800 en så stor gennemslagskraft, at nyklassicistiske kirker blev den arkitektonisk mest markante gruppe frem til sidste halvdel af 1900-t.

Med Le Corbusiers Notre-Dame-du-Haut (1950-54) ved Ronchamp i Frankrig som den berømte forløber blev der sat skred i et kirkebyggeri, hvor kirkeprægede pejlemærker som murmassiver og tårne er de eneste fællesnævnere i en rigt varieret, skulpturelt udtryksfuld bygningskunst. Et hovedværk i moderne dansk kirkearkitektur er Bagsværd Kirke nord for København, opført 1976 af Jørn Utzon.

Se også romansk kunst, gotik og andre stilepoker samt kloster og arkitekturafsnit under de enkelte lande.