kongeveje

Kongevejene var anlagt efter rette linjer på krongodserne med sidegrøfter og jævn fast kørebane uden spor til den lette og hurtige kuskevogn-type, der forspændt tre heste side om side. Her kørte man i trav, der er omtrent dobbelt så hurtig som trafikken på de alfare veje, som ofte foregik i skridtgang. Kongevejene var lukket med bomme og måtte kun benyttes af kongen og hans mænd. Kongens vogne havde nemlig en bredere sporvidde på ca. 130-140 cm, mens de almindelige var på 110-120 cm. Under Christian 4. fik de brede vogne skrå hjul af paraplyform (styrthjul) for at kunne køre sikkert også på de alfare sporkørte veje.

De første kongeveje blev anlagt af kong Frederik 2. i årene 1584-1588 fra København til Frederiksborg og Kronborg. Siden kom kongevejen fra Ringsted Kloster og Antvorskov til Slagels, og den eneste kongevej uden for Sjælland, nemlig mellem Skanderborg, Jelling, Kolding og Haderslev, blev anlagt i årene 1585-1587.

Christian 4. fortsatte vejbyggeriet på Sjælland, og den sidste kongevej blev anlagt mellem Hørsholm og Fredensborg i 1736. Den var åben for almen trafik mod betaling. Nogle af kongevejene blev imidlertid allerede i løbet af 1670'erne frigivet til almindelig færdsel.

I 1761 besluttede Frederik 5. at revidere alvejsystemet og indkaldte derefter franske vejingeniører. Det blev optakten til den store Vejforordning af 1793, der medførte en storstilet revision af de ældre landeveje og anlæggelsen af nye statslige hovedlandeveje (chausseer) med fast kørebane uden spor mellem landsdelene efter rette linjer – næsten ligesom de gamle kongeveje.

• chaussé
• hærveje
• veje
• veje i Danmark
• vejforskning
• kuskevogn