prospektering

Geologisk kortlægning udgør grundlaget for prospektering, idet man herudaf kan se, hvilke typer af mineralforekomster man kan forvente at finde. Iagttagelser af de geologiske materialer, især identifikation af mineraler, kombineret med kendskab til de geologiske processer spiller tillige en stor rolle. Ved jordoverfladen forvitrer mineraler, hvorved der fx kan dannes jernhatte, såkaldte gossans, der ofte afslører tilstedeværelse af værdifulde mineraler som jernholdige sulfidmalme. Grønne anløbningsfarver er tegn på kobbermalm, hvor det grønne mineral malakit dannes. Andre nuancer af grønt angiver tilstedeværelse af nikkel og chrom. Cobalt afsløres af det lyserøde mineral erythrit (cobaltblomst). Radarsignaler og satellitfotos ved forskellige bølgelængder kan afsløre rustzoner og andre omdannelseszoner samt vigtige geologiske strukturer.

Blokeftersøgning anvendes i Skandinaviens og Canadas morænelandskaber. Blokkes oprindelige hjemsted kan man finde, når man kender isens bevægelsesretning, idet malmblokkene ofte ligger spredt i vifteform herudfra. I blokeftersøgninger kan anvendes hunde, som vha. lugtesansen kan spore sulfidførende blokke, der ligger indtil 1-2 m under jordoverfladen. Disse såkaldte prospekteringshunde anvendes i Sverige, Finland og Rusland.

Tungmineralundersøgelser er en hurtig metode til at få et overblik over et områdes potentielle forekomster. Tungmineraler er resistente over for nedbrydning, har massefylder større end 2,9 g/cm³ og kan vaskes ud af sedimentet med en vaskepande — samme metode, som guldgravere anvender.

udnytter de fysiske kontraster mellem bjergartsenheder, som kan måles fra fly, på landjorden eller i borehuller. De egenskaber, der måles, er magnetisme, radioaktivitet, elektrisk ledningsevne, massefylde m.m. Målinger af magnetisme, elektromagnetisme og radioaktivitet fra fly bruges i regionale undersøgelser, fx kortlægning af bjergartsenheder og forkastninger. Ved detailundersøgelser måles direkte på jordoverfladen med fx et magnetometer, som registrerer bjergarter med forskellige indhold af ferromagnetiske mineraler. Ved gravimetriske metoder udnytter man bjergarternes forskellige massefylde, hvor malmforekomster oftest er de tungeste. Elektromagnetiske metoder udnytter malmmineralers højere elektriske ledningsevne, og selvpotentialemetoder udnytter, at der omkring sulfidmalme dannes elektrolytholdigt grundvand, som gennem kemiske reaktioner giver svage elektriske strømme. Radiometriske metoder bruges til eftersøgning af uranforekomster vha. geigertæller og/eller scintillationsdetektor, der registrerer α-, β- og γ-stråling fra de radioaktive grundstoffer uran og thorium. Ultraviolet stråling anvendes også i prospektering; fluorescerende mineraler er fx wolframmineralet scheelit og det sekundære zinkmineral hydrozinkit.

I nærheden af malmforekomster vil indholdet af metaller som kobber, bly og zink i bjergarter, sedimenter, planter og vand være relativt højt (anomali). Transportlængden af metallerne afhænger af de enkelte grundstoffers kemiske mobilitet i det overfladenære miljø. Lige så vigtige som anomalier er indikatormineraler, dvs. mineraler, der findes i større mængde end de søgte malmmineraler, og hvis forekomst er et tegn på, at forskellige typer af malme kan være til stede. Arsen anvendes fx som indikator for guldforekomster, idet arsen findes mere hyppigt end guld og samtidig er lettere at bestemme ved kemisk analyse.

Bjergarterne omkring en mineralforekomst er omdannet på en karakteristisk måde, ofte i form af en aureole, der kan vise bestemte kemiske mønstre (primære anomalier). Kemiske analyser af sedimenter anvendes også i geokemisk prospektering, bl.a. til eftersøgning af guld, sølv, kobber, nikkel, bly og zink (sekundære anomalier). Metallerne i sedimenterne findes som mineralkorn, ioner eller kolloider, specielt i siltfraktionen. Meget mobile grundstoffer er opløst i iontilstand, og derfor benyttes vandprøver til fx uran- og molybdænprospektering. Planter optager metaller og kan derfor også analyseres for deres metalindhold og afsløre underliggende malmforekomster. Den geokemiske prospektering har de senere år fundet anvendelse inden for afsløring af forurenede områder og til sporing af forureningsvejene. Se også geokemi.

Chancen for at finde nye forekomster er ringe trods de mange prospekteringsmetoder. Der åbnes kun én ny mine for hver ca. 1000 igangsatte prospekteringsprojekter.